Spørg eksperterne

Hvordan skæres et ungt blommetræ ned til en lavere højde?

De to fotos viser et blommetræ, som er plantet for ca. 7–8 år siden (af tidligere ejere, derfor ved jeg ikke helt hvornår). Jeg troede, det var rodskud fra et gammelt blommetræ, men et tilfældigt møde med en tidligere ejer, gjorde mig klogere. Men jeg har jo ikke fået beskåret det i tide, så hvad stiller jeg op nu.

Træet forgrener sig først godt 2 meter oppe, og blommerne sidder derfor alt for højt. Jeg vil gerne have det ned i højde, og havde derfor tænkt mig at beskære det kraftigt – simpelthen ved at skære de to hovedgrene over i passende højde. Kan jeg det? Og hvornår – er her sidst i september ikke et meget godt bud?

Blommetræ

Blommetræet, som ønskes beskåret til en lavere højde. Foto: Mette Frimodt-Møller

Med venlig hilsen
Mette Frimodt-Møller, september 2005

Svar

Beskæring kan nås endnu, men det haster meget, for træet skal stadig være i vækst, for at kunne lukke sårene, som så ellers vil stå åbne for indfald af diverse svampe. Helst før 1. oktober. Bedste tidspunkt for beskræring var i juli måned, eller en måned til hver side i forhold hertil. Se artiklen Beskæring af træer om sommeren.

Fremgangsmåden er følgende: Når træet går op i flere stammer, vil det på langt sigt være hensigtsmæssigt, at det formes, med kun en gennemgående stamme, fordelene herved er, at den fremtidige beskæring bliver meget nemmere, når grenene ikke kan krydse hinanden på tværs i træet.

De stammer eller tykke grene, der skal fjernes helt, bør ikke fjernes helt på en gang. De klippes ind til en gren, der er blade på, og der bør højst fjernes mellem ½ og 2/3 af grenens længde ved første beskæring. Denne operation gentages om 1 eller 2 år igen, og hele stammen/grenen fjernes 1 til 2 år senere.

Når I har besluttet den fremtidige højde på træet, skæres alle lodrette skud fra denne højde. Træet skal derefter beskæres ved at alle lodrette skud fjernes en gang årligt i juli/august, så træet ikke bliver højere.

Lidt teknik: Stabbe er uønskede rester af grene efter beskæring, og da de giver indgang for råd og svamp i træet, er de uønskede. Snittene lægges, så der ikke skæres i de synlige »krusninger« i barken (grenkraven), hvor grenene fordeler sig. Der skal skæres helt ind til disse krusninger, så der efterlades så lidt af den fjernede gren som muligt, og snittet skal ligge, så det bliver et kompromis mellem det mindst mulige snit (vinkelret på den fjernede gren) og mindst mulig rest af den fjernede gren tilbage på stammen. Ved at gå midt mellem, vil træet hurtigst kunne lægge låg over såret og lukke det. Det er ikke nødvendigt at smøre såret, det hjælper alligevel ikke træet.

Når der kommer nye skud fra »såret« – rives de gerne af, så vanskud (vanris) undgås.

Vandrette grene fremmer frugtsætning og hæmmer vækst, så vandrette grene skal fremmes mest muligt.

Husk at beskæring fremmer vækst, og derfor kræver en kraftig beskæring også en fremtidig justering af træet, gerne hvert år.

Med venlig hilsen
Boi Jensen
Podemester, De gamle sorter

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Blomstergården

Træer fra egne podekviste

Rhododendron-Haven

Specialplanteskole og park

Primabolig

Topkapning og beskæring af store træer

Spiroggro

Frø og stiklinger af træer og buske

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Buske og træer > Beskæring > Hvordan skæres et ungt blommetræ ned til en lavere højde?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider