Spørg eksperterne

Kan jeg redde mit æbletræ fra at vælte?

Jeg har et æbletræ som er ved at vælte.

Træet er desværre ved at vælte. Det er blevet gradvist værre over de seneste år. De sidste 2 sæsoner har det produceret færre og færre æbler. Jeg tror at det svindende udbytte skyldes at træet er ved at vælte og muligvis er revnet.

Jeg er usikker på sorten, men det er virkeligt gode æbler.

Jeg har forsøgt at »hjælpe« træet ved at sætte diverse ting ind som støtte under træet, men det hjælper tilsyneladende ikke.

Kan jeg på nogen måde redde træet? Eller bliver jeg nødt til at fælde det?

Jeg har en ide om at skære stort set alle grene på den »tunge« side af træet væk for på den måde at give træet mere vægt på den anden side.

Vil det være farbar vej at gå? Eller vil det tage livet af træet?

Skal jeg fjerne alt under det gule?

Jeg har på billede nr. 2 markeret med gult, hvilke grene jeg overvejer at skære af.

Hvis jeg skal udføre planen med at skære grene af, hvornår vil så være rette tidspunkt at gøre det? Hurtigst muligt?

Med venlig hilsen
Thomas D, marts 2017

Svar

Træer »vælter« af flere årsager. De mest almindelige er:

Grundstammen er for svag med dårlige rødder (grundstammerne M26 og M9 kræver en fast stolpe at støtte sig til i hele træets levetid).

En del af rodnettet er spist af mosegrise, så træet ikke har fuld rodfæste hele vejen rundt.

Træet har stået i potte på planteskolen og rødderne er begyndt at vokse i ring. Hvis ikke disse rødder rettes ud i forbindelse med plantning og fortsætter de ofte med at vokse i ring. Træer med rødder, der vokser i ring vælter nemt senere i livet fordi de ikke står særlig godt fast.

Hvis du begynder at rette træet op skader du rodnettet og træet skal beskæres kraftigt for at overleve. Jeg vil foretrække at beskære træet kraftigt og håbe på, at rodnettet kan holde træet med den nye form. Træet kan sagtens holde til at du fjerner en stor del af grenene, som du selv er inde på. Der bliver et par store sår, som træet ikke kan hele, men det kan sagtens leve mange år med de store sår. På et tidspunkt begynder veddet at gå i forrådnelse i de sår, der bliver ved den kraftige beskæring, men der kan gå mange år inden det sker og endelig kan træet leve mange år som mere eller mindre hult træ.

Jeg har lavet et par streger på dit billede, hvor jeg ville foretage en beskæring. Når de mange grene er fjernet er der et lille, skævt træ tilbage, som med årene kan formes efter ønske.

Med venlig hilsen
Villy Mougaard
Planteskoleejer, Blomstergården

Kommentarer

Der er 2 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Rhododendron-Haven

Specialplanteskole og park

Blomstergården

Træer fra egne podekviste

Spiroggro

Frø og stiklinger af træer og buske

Primabolig

Topkapning og beskæring af store træer

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Buske og træer > Beskæring > Kan jeg redde mit æbletræ fra at vælte?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider