Vi har en kuglekirsebær, der nok er samme årgang som vores hus, fra ’95. Det har en flot rund form, men vi kan se, at den er ved at flække i toppen af stammen grundet vægtpres fra kronen. Der siver en del væske fra den, og vi kan se, at bark er begyndt at slippe.
Kan man sætte et form for spændebånd omkring stammens top, hvor kronen starter, for at vi kan redde træet, eller er der intet at gøre?
Med venlig hilsen
Claus Ellegaard Jensen, november 2014
Lad det være sagt med det samme: Spændebånd, gjorder, stålwirer, tovværk, forskruninger med eller uden fjederindsats og hvad som helst andet, man kan komme i tanker om at bruge, det duer ikke. Og grunden er den, at styrken i sammenbindingen bliver registreret, når træet er under vindpåvirkning. Deraf følger, at træet undlader at bruge energi på at afværge truende flækninger eller brud.
Der findes kun én reel chance for at redde kronen fra sammenbrud, og det er at udtynde den, sådan at vægtpresset bliver mindsket tilstrækkeligt til, at træet får tid til at løse problemerne. Men det kræver viden, erfaring og nænsomhed at udføre sådan en beskæring, for dels skal der jo altså tages en hel del væk, og dels kan man let komme til at gøre kronen hullet, skæv eller uskøn at se på i mange år frem.
Derfor er det enkleste – desværre – også det bedste, nemlig at erstatte det skadede træ med et nyt.
Husk blot på, at planterne i rosenfamilien (som kirsebær tilhører) skaber jordtræthed. Det betyder, at man ikke kan få held med at genplante på samme voksested med samme art, så vælg et helt andet sted i haven.
Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk
Søg i forhandlerguiden:
Træer fra egne podekviste
Topkapning og beskæring af store træer
Specialplanteskole og park
Frø og stiklinger af træer og buske
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Buske og træer > Beskæring > Kan vi bruge spændebånd som førstehjælp til træ?
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…