Har Rose Campion et dansk navn?
Med venlig hilsen
Lone, september 2014
Vi starter lige med det botaniske navn: Silene coronaria, tidligere botanisk navn er Lychnis coronaria. Det danske officielle navn er kronelimurt i følge Plantenavne. Som havefolk bør vi følge Plantenavne, især når det giver så god mening. Et andet brugt dansk navn er haveklinte.
Men den kendes først og fremmest under navnet fiksernellike. Den har dog intet med nellike at gøre. Og navnet er slet ikke med i Plantenavne.
Man skal ligeledes være opmærksom på, at klinte er en helt anden art: Agrostemma – den var tidligere et frygtet ukrudt i kornmarkerne, da dens frø er giftige, og de havde næsten samme størrrelse som kornets kerner, og derfor kunne ende i mel eller dyrefoder. I dag har man teknologi til at frasortere dem. Plantens blomst minder lidt om kronelimurt, men bladene er helt anderledes.
Kronelimurt er en rigtig dejlig toårig blomst, som selvsår flittigt, hvis den får lov til at modne frø. Det er derfor ofte let at få lov til at hjemføre lidt planter fra haver, hvor den har etableret sig. De står som små fine planter her i efteråret. Det er en god ide også at få lidt frø med hjem, hvis der stadig er frøstande, for ellers er der ingen planter i 2016. Man kan købe frø af kronelimurt i mange netbutikker.
Med venlig hilsen
Karna Maj
Tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave
Kronelimurt i pink. Den findes også i ren hvid. Foto: Karna Maj
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Botanik og plantenavne > Dansk navn for Rose Campion?
Kommentarer
Der er 3 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…