Min mand og jeg har købt hus. Planten på billedet kender vi ikke. Det virker som om den frøsår sig selv, for den er rigtig mange steder, og rodsystemet er ikke særlig stort.
Kan I hjælpe mig med, hvad det er for en plante. På de ældste blade har den små torne på bagsiden af bladene (ned langs midten) og på oversiden (en række ned på begge sider af midten).
Med venlig hilsen
Lykke Hagedorn Rasmussen, maj 2011
Stor grøn plante med nogle små torne på bladene. Foto: Lykke Hagedorn Rasmussen
Vi er et par stykker, som har set på billedet og vi mener, at det er kartebolle. Men det kan være svært at bestemme det ud fra et enkelt billede. Hvis det er kartebolle, er den på vej i vejret. Den bliver 1–2 m høj.
Antagelig er det ægte kartebolle, Dipsacus sativus, som netop findes i haver. Oplysningerne om tornenes lacering på bladene passer også med denne art. Det kan også være gærdekartebolle. Hvis I ser på billederne i henvisningen, vil I kunne afgøre med sikkerhed, om det er kartebolle. I hvert fald når den kommer lidt længere frem i udviklingen.
Kartebolle selvsår meget villigt. Den er toårig, hvor den første år står som en grøn roset. Andet år går den i vejret, blomstrer og sætter frø. Er det kartebolle, er jeres planter i gang med andet år, og I kan forvente høje blomstrende planter med frøstande.
Den er flot som solitærplante, tiltrækker mange insekter og sommerfulge, og fuglene spiser frøene om vinteren. Den tørrede frøstand er dekorativ. Men måske foretrækker i et mindre antal, og for at den enkelte plante kan udvikle sig flot, skal der tyndes i bestanden.
Se mere om ægte kartebolle på Wikipedia.
Se fotos af ægte kartebolle på Google.
Med venlig hilsen
Karna Maj
Tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave
Kartebolle fotograferet i på Slotø i Nakskov fjord i juli 2008. Foto: Karna Maj
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Botanik og plantenavne > Hvilken art er de store grønne blade med små torne?
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…