Jeg går og pønser på at lade mit højbed indkranse af et sneglehegn i galvaniserede plader. Nu fortæller min søde kollega mig, at man ikke bør benytte opsamlet tagregnvand, hvis ens tagrender er af zink/galvaniserede. Så nu vil jeg jo så gerne høre, hvad I mener. Bør man undgå de galvaniserede plader i forbindelse med dyrkning af grønsager? Hvis ja, hvorfor? Og hvor uheldig er galvaniseringsprocessen i miljøsammenhæng?
Med venlig hilsen
Kirsten Schnabel, februar 2006
Det er korrekt, at man altid bør overveje, om det er forsvarligt at hælde zinkholdigt vand ud i haven over en længere periode. Så vidt jeg ved, er der dog aldrig foretaget konkrete målinger på virkningen af at bruge vand fra zinktagrender, så det må i sidste ende være den enkelte haveejers skøn, der afgør valget. På den anden side er det meget prisværdigt, at nogle vil opsamle og bruge tagvand til havevanding. Dels sparer man vandafledningssystemet for at skulle rense regnvand, dels omdirigerer man vandet til lokal nedsivning (hvad der øger grundvandsmængden), og dels undgår man at bruge rent drikkevand til at vande med.
Hvad angår det konkrete med de galvaniserede plader i sneglehegnene, kan jeg kun tilføje, at pladerne ganske rigtigt vil afgive små mængder zink til jorden. Hvor meget det drejer sig om, ved vist ingen, og hvor langt zinken flyttes vandret ud fra pladerne ved bestemt ingen. Men man kunne overveje at male pladerne med en klar lak, sådan at zinken bliver forseglet.
Galvanisering foregår ved elektrolyse, og derfor medfører den et stort energiforbrug. På produktionsstedet vil der uundgåeligt være et vist spild af zink, men med moderne produktionsmetoder er det efterhånden begrænset, hvor meget det drejer sig om. Galvaniserede plader bør i øvrigt sammenlignes med de mulige alternativer: plastplader og plader af rustfrit stål, som begge er mere krævende i energi- og resourceforbrug.
Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk
Søg i forhandlerguiden:
Land Højbede og Plantekasser
SkovTrup – Miljørigtigt Træ til haven
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Anlæg > Vil sneglehegn af galvaniserede plader og tagrender afgive zink til miljøet?
Kommentarer
Der er 2 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…