Jeg er ved at købe hus, hvor haven er forholdsvis ujævn og skrånende ned mod et engareal.
Jeg vil gerne løfte græsplænen op til vandret på størstedelen og bibeholde en skrående sti ned til engen i den ene side. Haven bliver der, hvor den er hævet 1–1,5 meter højere end engarelet. Hvorledes kan jorden sikres. Betonelementer eller kampesten? Eller noget tredie?
Jeg påtænker også at plante hæg omkring den hævede del af haven.
Med venlig hilsen
Lasse, januar 2013
Nu står der ikke noget om, hvor stor haven er. Det lyder som om, der skal udføres et større jordarbejde, og det kunne jo afsluttes ud mod engen i en skråning, der ikke er stejlere end 1: 2. Det vil sige, at for hver meter skråningen falder i højden, går den 2 meter udad. Ved en højdeforskel på 1,5 m går skråningen 3 m udad. Mon ikke der er plads til det?
Det lyder som om der er tale om en have, der ligger ud til noget natur. Derfor undrer det mig lidt, at der er tanker om at lukke for udsigten ved hjælp af en plantning. Hæg er et hurtigtvoksende, buskagtigt træ, der bliver 10–15 m højt, og ret bredt. Alene det siger mig, at det må være en meget stor have, da man ellers næppe ville plante hæg.
Hvordan ser andre ind på haven? Og hvordan passer et vandret, hævet plateau ind i omgivelserne, eller sammen med naboernes terræn? Du vil jo ikke selv kunne se eventuelle betonelementer eller kampesten som støttemur. Hvis haven ligger ud til noget natur, eller omgivelserne i øvrigt er med et vist naturpræg, kan du være ved at lave et indgreb i de landskabelige omgivelser, der ikke er så heldigt. Med tanke på det kan jeg slet ikke anbefale en støttemur af beton, og en støttemur af kampesten kan være lige så fremmed for omgivelserne.
Der kan være bestemmelser i en lokalplan, der siger noget om, hvor meget man må ændre på terrænet, og det skal checkes, før man går i gang.
En støttemur af kampesten er beskrevet godt her: www.havenyt.dk/artikler/prydhaven/anlaeg_og_inspiration/1140.html
Med venlig hilsen
Niels Junggreen Have
Landskabsarkitekt
Søg i forhandlerguiden:
SkovTrup – Miljørigtigt Træ til haven
Land Højbede og Plantekasser
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Anlæg > Hvordan hæver jeg en græsplæne til vandret ned mod et engareal?
Kommentarer
Der er 2 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…