Spørg eksperterne

Hvad er forskellen mellem frugt, nød og bær?

Hvad er forskellen mellem frugt, nød og bær? Min datter spørger mig ofte, men jeg har ikke det korrekte svar, så derfor håber jeg, at I kan give mig et svar.

Med venlig hilsen
Henning Sohnesen, december 2002

Svar

Planter har utallige specialiserede former for frugtsætning, så her vil jeg kun nævne de overordnede betegnelser, da det ellers bliver for omfattende.

En frugt er overordnet betegnelsen for det, der bliver tilbage efter en visnet blomst, dvs. efter bestøvning og befrugtning. Det er en udviklet frugtknude, hvis opsvulmede vægge skjuler selve frøanlægget, og kan være som enkeltfrugt eller flerfoldsfrugt, alt efter antallet af frøanlæg. Man skelner både mellem opspringende (kapsler) og uopspringende frugter (bær, stenfrugt og nødder) ligesom man skelner mellem enkeltfrugter og flerfoldsfrugter, samfrugter og flerfoldssamfrugter alt efter antallet af såkaldte småfrugter.

En nød er karakteriseret ved at frøgemmet er tørt og ikke selv springer op ved modenhed som f.eks kapsler eller skulper. Frøskallen er tynd. Agern, hasselnødder og bog er eksempler på nødder. Hos jordbær, der er en flerfoldssamfrugt, består frugten faktisk af en samling nødder, der hver især sidder på en opsvulmet blomsterbund.

Et bær springer heller ikke selv op og frigør frøet. Det er derimod saftigt og har en tyk frøskal og indeholder normalt mange frø. Tomat, appelsin stikkelsbær, peberfrugt og agurk er eksempler herpå. At skelne mellem grøntsager og frugt sker ikke, rent botanisk, idet grøntsager blot hentyder gastronomisk til en gruppe planteprodukter, der primært udspringer af urteagtige planter. De har endvidere et laveret sukkerindhold.

Stenfrugter betegner en uopspringende frugt (valnød og mandel har mindre dele, der falder af) gemt af to lag – et ydre kødet og et indre hårdt lag bestående af stenceller (kirsebær og blomme og kokosnød). Hos kokosnød er det vi kender som frugten i virkeligheden selve ‘stenen’. Nogle stenfrugter har flere sten, det gælder f.eks hyldebær.

Kernefrugter som æble og pære, er dannet af både blomsterbund og frugtblade. Her vokser et kødet lag frem omkring frugtbladene, der udgør kernehuset, hvor selve kernerne sidder gemt.

Kapsler springer selv op og sørger dermed for selv at sprede frøene, men mange øvrige frugter er afhængige af fugle- eller insektspredning, hvilket er årsagen til det velsmagende kødede lag, der på grund af de nærende kulhydrater er attraktive.

Med venlig hilsen
Henrik Ahlmann
Økologisk Havebrugskonsulent

Kommentarer

Der er 7 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Forhandlerguide

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Gamlefrugtsorter.dk

Gamle sorter af frugttræer på vildstamme

Spiroggro

Udlejning af mosteri

Søkjærgård Samsø

Søkjærgård Samsø økologiske Skovlandbrug

Gartneri Toftegaard

Gamle danske sorter

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Frugt og bær > Hvad er forskellen mellem frugt, nød og bær?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider