Skadedyr og plantesygdomme

Kålbrok

Plasmodiophora brassicae

Kålbrok er en alvorlig skadegører i dyrkning af korsblomstrede (kål, sennep, raps osv.), og den kan medføre, at mange planter kommer til at lide af misvækst. Der dannes svulster (»brok«) på både hoved- og siderødderne, og de kan være fra nogle få mm til flere centimeter tykke. Det hæmmer røddernes funktion, og planterne viser tegn på kvælstof- og vandmangel. I hvidkål rødfarves bladene som tegn på fosfatmangel. Angrebet kan være begrænset til pletter i en mark, og de angrebne flader viser sig ofte at have en dårlig jordstruktur.

Kålbrokangrebet er meget tydeligt med de tykke svulster på plantens rødder. Foto: Andreas Vietmeier, Landwirtschaftskammer Nordrhein-Westfalen

Niche i naturen

Skadegøreren er tilpasset at angribe hårrødderne på korsblomstrede planter. Der findes flere forskellige smitteracer, men man ved endnu ikke, om de er knyttet til bestemte arter eller sorter, – eller om de er geografisk afgrænsede. Smittekim kan overleve i jorden gennem flere år, ofte ved at angribe vilde, korsblomstrede planter (hyrdetaske, gåsemad, agerkål, guldkarse osv.).

Man ved, at jorde med en stor diversitet af mikroorganismer hæmmer kålbrok, men man kender ikke til de præcise arter, som har denne virkning.

Svampen har – så vidt vides – ikke nogle naturlige fjender.

Livscyklus

Svampen overlever i jorden som hvilesporer, der kan holde sig aktive i 10–20 år. Spiringen udløses bedst i jorde med et lavt pH (sur jord), og hvis jorden tilmed er vandmættet kan sporerne flytte sig genne vandhinderne frem til værtplantens rodhår. Sporerne finder frem til værten ved at opsøge sekreter fra rødderne. Sporerne trænger ind i rodhårene og derfra til selve rødderne, hvor de ændrer cellernes stofskifte, så der opstår brokknuder. Bevægelsen fra den indledende infektion af rodhår til den næste fase, hvor det er roden, som angribes, bæres ofte frem af et amøbelignende stadium i svampens liv.

I anden omgang angribes de syge rødder af rådbakterier, sådan at hvilesporerne bliver frigjort til jorden. Svampen spredes så derefter med smittet jord og angrebne planter.

Skadebillede

Rødder på knudekål inficeret med kålbrok Foto: Andreas Vietmeier, Landwirtschaftskammer Nordrhein-Westfalen

Det vigtigste tegn på angrebet er de opsvulmede rødder. Det giver en helt sikker bestemmelse af sygdommens årsag. De svækkede rødder gør, at planten bliver underforsynet med både vand og mineraler, og derfor ses slappe blade (vandstress), gulfarvning (kvælstofmangel) og i visse tilfælde rødfarvning (fosfatmangel).

Det er også et led i skadebilledet, at de partier af kålstykket, som har dårlig jordstruktur, bliver tidligst angrebet.

Forekomst

Alle korsblomstrede arter kan angribes af kålbrok. Det drejer sig både om dyrkede og vilde arter, og desuden om planter, som er spiret frem efter tidligere dyrkning. De korsblomstrede kan kendes på, at de har fire, korsvis stillede kronblade. Desuden indeholder planterne næsten altid de sennepsalkaloider, som fremkalder den karakteristiske, skarpe lugt og smag.

Forebyggende metoder

Man bør altid sørge for, at sædskiftet giver 4 eller 5 år mellem hver af de korsblomstrede afgrøder. Dette gælder på lerjorde, men på sandede, sure jorde bør mellemrummet være endnu større.

Alt korsblomstret ukrudt bør holdes væk – uanset hvilken dyrket kultur, der er tale om, og fremspiring af raps, sennep osv. efter spildkorn skal ligeledes undgås.

Man bør tilstræbe at holde jordens reaktion neutral eller svagt basisk, og pH bør ligge på mindst 7,3–7,5. Derfor er det vigtigt at holde jorden veldrænet og kalket. Hvis man bruger kunstgødning, bør man foretrække kvælstofgødninger med basisk eftervirkning (nitratgødninger og særligt kalksalpeter).

Når calcium, bor, kvælstof og et basisk pH virker mod svampen, skyldes det en hæmning af sporernes spiring, zoosporernes bevægelighed og svampens evne til at formere sig i rodhårene. Tilgang til calcium i jorden kan også fremme dannelsen af modstandsstoffer hos planterne.

Udspredning af borholdige gødninger i forbindelse med udplantningen kan hæmme dannelsen af vandrende sporer.

Det hæmmer desuden kålbrok, hvis der er et alsidigt mikrobeliv i jorden, og derfor vil dækafgrøder, græsudlæg og tilførsel af kompost hæmme sygdomsudbruddene. Dette gælder så meget desto mere som det organiske stof forbedrer jordens struktur, hvad der yderligere svækker sporernes aktivitet.

Tyske data viser, at olieræddike er væsentlig mindre følsom over for kålbrok end sennep. En efterafgrøde af olieræddike opformerer derfor kålbrok mindre end en efterafgrøde af sennep.

Endelig er der det forhold, at svampens sporer er gode til at overleve i jorden. Det betyder, at man ikke kan anbringe angrebet materiale (fraskæringer, rødder, skræller osv.) i komposten. Det må enten brændes på stedet eller sendes til kommunalt forbrændingsanlæg. Bemærk, at man heller ikke kan aflevere det på en kommunal affaldsmodtagelse, hvor det blot vil havne i en kompost, som andre så senere udbringer i deres have.

Metoder når planten er angrebet

Stoffer som kalkkvælstof, bor og trifluralin har været brugt som bekæmpelse af svampen, men virkningen er ikke god nok. Derfor må man se i øjnene, at der ikke findes effektive metoder til kemisk bekæmpelse.

Af Sten Porse, pensioneret faglærer, myrica.dk

• Om Havenyt.dk
• Få NYHEDSBREVET

Læs mere om foreningen og medlemsfordele…