Skrevet af: Anna Elise Bruus, 29. juni 2014 kl. 22.01
Hej
Jeg har to ældre Hibiscusplanter i min vindueskarm, som jeg er utroligt glad for. Jeg så dog i dag, at det vrimler med små (ca. 1 mm) hvidlige/lysebrune dyr i deres underskåle. Der er ingen dyr at se på bladene, men nogle af bladene misdannes. Er der nogen, der kender til dette problem og ved, hvordan det kan løses? Jeg ved ikke, om det nytter noget at anvende giftspray på bladene, når dyrene tilsyneladende lever i jorden. Der er ingen sørgemyg omkring planterne eller umiddelbart nogle dyr at se på jordens overflade.
Mvh. Anna
Skrevet af: Anja Egeriis, 30. juni 2014 kl. 0.38
Hej Anna
Jeg ved ikke, hvilke dyr, du har på besøg - men du får ikke giftråd herinde i et forum, der handler om at klare sig uden den slags og vælge miljøvenlige løsninger.
Har du prøvet at søge under Skadedyr og Plantesygdomme øverst på siden?
Mvh
Anja
Skrevet af: Freya Grossmann, 30. juni 2014 kl. 6.27
Jeg ville sætte dem udendørs, i badekaret eller brusekabinen og overbruse dem med lunkent vand. Husk at bruse på undertiden.
Skrevet af: Anna Elise Bruus, 30. juni 2014 kl. 9.25
Anja: Det var jeg ikke klar over :) Men jeg er selvfølgelig meget modtagelig over for miljøvenlige løsninger! Det er da helt klart at foretrække.
Ja, jeg har prøvet at søge, både herinde og rundt omkring på nettet, men kan ikke rigtigt finde noget.
Freya: Tak, det vil jeg prøve. Men det er som sagt under planten (i underskålen), at dyrene holder til. Gad vide, hvordan man får bugt med dyr, der kun ses i jorden.
Skrevet af: Anja Egeriis, 30. juni 2014 kl. 9.47
Det er selvfølgelig ikke let med så små ting, men har du mulighed for at tage et billede af dem og lægge det ind?
Måske nogen så kan se, hvad de er :)
Skrevet af: Henry G., 30. juni 2014 kl. 19.31
Hej Anna prøv forsigtigt at få planten ud af potten så du kan se om der er dyr eller æg inden i potten (udvendig på pottejorden), hvis ikke sætter du klumpen tilbage i potten, tømmer underskålen, vask den grundigt også undersiden af potten og vent et par dage for at se om der kommer flere. Kommer der nogle igen er det næste du kan gøre, sæt potten i en spand og fyld laaaangsomt vand i spanden, lad planten stå under vand ½ timestid, så vil du kunne se i vandet om der kommer utøj op, næste gang planten skal vandes skal du fylde potten, så der står vand til pottekanten dermed vil der ingen tørre steder være i planteklumpen (uden ilt). Hilsen Henry G.
Skrevet af: Anna Elise Bruus, 1. juli 2014 kl. 20.18
Lige nu har jeg haft skyllet planterne grundigt og venter på at se, om der kommer flere dyr. Hvis der gør, vil jeg helt sikkert prøve det du skriver, Henry. Dog er jeg ikke sikker på, at jeg forstår det sidste skridt, du omtaler; dvs. vedrørende når planten skal vandes igen. Kan du uddybe/omformulere dette? Mvh. Anna
Skrevet af: Henry G., 2. juli 2014 kl. 16.42
Hej Anna det jeg mente var, at når planten er tør om en uge eller to og skal vandes igen, skal du gøre det ovenfra i potten så der står blank vand fra kant til kant, d.v.s. at vandet trækker ned og fugter hele potteklumpen, så vil der komme frisk luft over det hele. Hvis du altid sjatvander i den "ene" side (samme sted) vil planten altid blive våd der, modsat side vil forblive til den tørre side, disse to ting kan få dine planter til at mistrives da der ikke kommer frisk ilt med ned til rødderne. Hilsen Henry G.
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.
Her er du: Forsiden > Forum > Skadedyr og plantesygdomme > Små (1 mm) dyr i Hibiscus’ underskål