Forum

Er det hvepse der gnaver i mit gulv?

  Skriv nyt svar | Rapportér

Skrevet af: Charlotte P., 19. juli 2013 kl. 22.27

Jeg har den seneste uges tid bemærket nogle klik- / gnave-lyde et bestemt sted i gulvet i min stue. I går var jeg ude og klippe lavendler, og så at der var traffik af små hvepselignede insekter direkte ud og ind af en lille ventilationsrist i soklen. Risten er en af flere der ventilerer husets krybekælder. Hvepsene fløj direkte ind og ud gennem en ret lille sprække i risten. Da de ikke landede / stod stille, var det svært at bestemme præcist hvad det var. Dog mener jeg helt bestemt at det mere lignede en hveps/gederams end en bi. Blot er de ret små, og også mindre end en gennemsnitlig hveps.
Er der nogen der kender til kræene, og kan råde mig til hvad jeg kan/skal gøre ved dem?
Venlig hilsen Charlotte

1 af 9 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Eelke Wijnsma, 20. juli 2013 kl. 6.40

Søg hjælp og det kan kun gå for langsomt. Hvis du har trægulv, så vil de med tiden komme igennem. Vi har en overdækket terrasse, som blev angrebet af bier. De gnavede sig simpelthen igennem træet, så få nogen til at komme forbi og kigge på det, så i kan få dem fjernet i tide.

2 af 9 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Lone Brems, 20. juli 2013 kl. 8.03

Hej Charlotte P

Hvis mængden af hvepselignende insekter er meget stor og problemet varer ved, så synes jeg du skal følge Eelke Wijnsma's råd.

Men mindre kan måske gøre en forskel:

Jeg tillader mig ud fra dine oplysninger at gå ud fra, at dine "underboer" er gedehamse - i daglig tale kaldet hvepse.

Højst sandsynligt er der på dette tidspunkt af sommeren tale om et mindre bo. Hvis det er en rigtig antagelse kan du gribe ind og fjerne de flyvedygtige individer med en støvsuger på 6 - 7 timer.

Fra et hvepsebo på størrelse med en tennisbold vil der være 25 - 50 flyvende hvepse, som transporterer føde og vand ind i boet til ynglen. Hvis der ikke er mere "servicering" til ynglen dør den - enkelte forpuppede hvepse kan klækkes, men er ikke i stand til at passe resten af ynglen.

Støvsugeren skal placeres,så enden af røret (uden mundstykke) er tættest muligt på ind- eller udflyvningsstedet. Vælg et tidspunkt, hvor stedet er eksponeret for sol og start så støvsugeren. Lad den køre to timer, sluk den men flyt den ikke. Efter ca 4 timer startes støvsugeren igen og kører 1 time.
Dagen efter kan man sætte sig i god afstand fra flyvehullet med en kop te og iagtage, om der er flyveaktivitet. Der skulle der helst ikke være - men er der det alligevel, så gentages fremgangsmåden.
Hvis der herefter er flere flyvende hvepse kan det være hensigtsmæssigt at skaffe faglig bistand...

Forebyggende kan du i november efterse alle riste i din kældervæg og sørge for at tætne eller udskifte.

Om hvepsenes biologi iøvrigt: De er "familiedannende" og kun befrugtede hunhvepse overlever vinteren. Hunnerne starter op om foråret med at bygge et meget beskedent bo, hvor de første 8 - 12 hvepse udklækkes, gennemgår puppestadiet og derefter er de klar til at udvide boet og passe en større mængde yngel.En succesrig hvepsefamilie kan bringe 50.000 individer på vingerne i løbet af én sommer - men de lever meget kort tid og det er som sagt alene de befrugtede hunner, som overlever vinteren
Hvepse finder føde til sig selv og til ynglen i form af larver, fluer, edderkopper og sent på sommeren kan den vælge sukkerfyldte frugter som blommer, modne pærer og æbler.

Jeg håber, at du overvejer den foreslåede ikke-giftige løsning før du kontakter nogen, der alene tilbyder insektgift ;-)

Med venlig hilsen fra
Lone

3 af 9 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Anonym bruger 1, 20. juli 2013 kl. 9.21

Hvordan får man dem egentlig ud af støvsugeren igen ;-) ?

Hvis ikke de hvepse er til direkte gene, så lad dem være. De æder ikke gulvbrædder medmindre de er frønnede og halvrådne. De bruger kun træ til det "papir", som er boets yderbeklædning.

Boet bliver ikke genbrugt, så næste år er der bo et helt andet sted

4 af 9 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: ’Trine Petersen, 20. juli 2013 kl. 18.11

Jeg ville nok gøre som Hans Petersen foreslår og lade dem være med mindre de er til stor gene. Til næste år finder de et andet sted at bo.

Jeg har svært ved at forestille mig at de skulle kunne gnave sig i gennem gulvet. De bruger dødt træ til at skabe deres bo, men det er altså små mængder der skal til.

Jeg synes hvert år det er fascinerende at følge deres aktivitet når de rasper træ af fx tørrestativet eller havemøblerne her hos mig. De får lov at bygge bo for de skal ikke undervurderes som de nyttige insekter de rent faktisk er. Kun hvis de begynder at bygge inde i skuret eller andre steder hvor vi skal færdes bliver de stoppet og pænt bedt om at finde et andet sted.

I år har vi er hvepsebo under taget på skuret (altså mellem undertag og overtag) og i disse dage er der en infernalsk larm af summende vinger - det siger sig selv at de har travlt med at holde temperaturen nede under en sort tagflade. :-) Men de generer mig ikke - først når sommeren går på hæld kan man opleve at de bliver nærgående, så er deres tid forbi, de skal ikke arbejde længere og har tid til at gå på rov efter søde sager. Men da vi har masser af frugt i haven er det primært her de søger hen, så vi oplever dem sjældent som generende, heller ikke når de ind i mellem har haft bo ganske tæt på terrassen.

Men egentlig ville jeg nok starte med at finde ud af hvad det er for nogle dyr, for det kunne jo være noget andet end hvepse, og der findes trods alt insekter vi helst ikke skal have ind i vores huse fordi de kan ødelægge træværk og/eller murværk.

5 af 9 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Charlotte P., 21. juli 2013 kl. 15.38

Mange tak for jeres svar!

Huset (og dermed også gulvet) er fra 1898, så jeg tror ikke at jeg vil tage risikoen ved at lade gedehamsene gnave løs på gulvbrædderne. Jeg tror også, at jeg vil få nervøse trækninger af at høre på gnaskeriet.
Så støvsugeren skal vist i sving. Jeg håber det vil løse problemet, da jeg meget gerne vil slippe for gift, der jo efter al sansynlighed vil trænge gennem gulvet og ind i stuen.

Venlig hilsen Charlotte

6 af 9 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Anonym bruger 1, 21. juli 2013 kl. 15.48

Et spørgsmål til Charlotte og andre, som vil bruge støvsugeren:

Hvordan får I hvepsene ud af støvsugeren igen, og vil de ikke selv begynde at finde ud så snart sugeren stoppes?

vh. Hans

7 af 9 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Charlotte P., 21. juli 2013 kl. 16.22

Hej Hans

Jeg går ud fra, at de ikke overlever opholdet i støvsugerposen, med motoren kørende en til to timer. Godt nok har jeg indttyk af, at det er hårdføre dyr, men den tur tror jeg er for meget for dem. Jeg regner nok med at sætte en klud i røret i pausen, lægge "hvepse-posen" i en plastpose, og derefter i skrældespanden.
Hvad siger Lone?

Venlig hilsen Charlotte

8 af 9 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Lone Brems, 21. juli 2013 kl. 18.27

Hej Charlotte P

Din plan er helt OK og en sikker måde at undgå stikkende konfrontation med de få, som måske kan overleve turen i støvsugeren.

Helt fuldstændig sikker kan man blive, hvis man lægger den lukkede plastpose i fryseren i et halvt døgn inden den lægges i sæk eller beholder til dagrenovation.
Men det er vist at gå med livrem og seler ;-)

Med venlig hilsen fra
Lone

9 af 9 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Jens Knudsen, 24. juli 2013 kl. 23.29

Jeg læser normalt Lones indlæg med stor ærbødighed for hendes store viden og holdninger.
I denne tråd må jeg desværre sige fra ved anbefalingen om at bruge en støvsuger i kampen mod hvepse.

Min holdning er, at uanset om problemet er hvepse, dræbersnegle, rotter eller andre såkaldte skadedyr, der forstyrrer os mennesker og vi beslutter os for aflivning, skal det foregå på en måde, at drabet er øjeblikkeligt og emnet ikke lider.

Støvsugermetoden vil give en langvarig aflivning. Måske vil hvepsen drukne og kvæles i støv eller måske vil den konstante luftstrøm i posen svække og ødelægge dens ben og vinger inden den dør. En skrækkelig tanke.

I tråden anbefales at identificere de flyvende gæster inden noget besluttes at blive gjort. Allebedst er det at søge råd i det enkelte tilfælde hos en fagmand, der kender til de bedste metoder til at fjerne hvepsebo.

Nyt svar til emnet »Er det hvepse der gnaver i mit gulv?«

Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.

Brugernavn (e-mail-adresse):

Her er du: Forsiden > Forum > Skadedyr og plantesygdomme > Er det hvepse der gnaver i mit gulv?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider