Skrevet af: Charlotte Østervang, 12. juli 2013 kl. 13.39
Hej, hvad er dette? Og hvorledes får jeg bugt med det/dem? De er at finde lidt rundt omkring...
Skrevet af: Lone Brems, 12. juli 2013 kl. 15.51
Hej Charlotte Østervang
Billedet viser en samling af bladlus, der bliver "malket" af myrer, som anvender bladluseeskrementer som næringskilde til ynglen i myreboet.
Et fantastisk samspil - bladlusene lever, myrerne lever også - men du er mindre tilfreds....
Du kan nu og her forsøge at spule begge dyrearterne væk fra planterne med koldt vand med et afpasset vandtryk, så planten ikke tager skade.
Du kan også sprøjte med en sæbevandsopløsning, som dræber bladlus og myrer.
Men det svarer til førstehjælp, når uheldet er indtruffet - og med det varme sommervejr vi har nu, må begge metoder betegnes som kortsigtede løsninger. Nye generationer af bladlus og myrer "står på spring"...
Forebyggelse af opformering af bladlus består i at skabe et miljø i haven, hvor bladlusene ikke får mulighed for at opformere sig voldsomt.
Det man kan sigte efter er at:
Anvende kompost som næringskilde til alle planter
Sørge for at komposten ikke er for kvælstofrig. Bladrig havekompost er langt at foretrække frem for kompost fra genbrugspladsen, da der er meget lempelige krav til indholdsanalyse, så man for den enkelte trailerfuld ikke kan være sikker på, at deklarationen er overholdt
Skabe overvintrings- og fødemuligheder for mange slags insekter (som kan udkonkurrere bladlus) ved for eksempel at give plads for bl.a. blomstrende persille og et tætgroende staudebed med forskellige stauder, lade grendynger ligge uden at rode i dem hvert år, etablere "insekthoteller" og skabe skyggede og fugtige forhold nogen steder i haven
Give adgang til vand, skjul og redemuligheder året rundt for mejser, spætmejser og andre insektædende fugle (Eksempel: Ét musvitforælderpar indfanger mere end 1.000.000 bladlus eller andre insekter hver sommer til to eller tre kuld unger)
Det er naturligvis en lang proces med mange små projekter undervejs - men når man ser tilbage over sådan en omstillingsperiode er alle de interessante oplevelser en kilde til glæde og livslyst - og det koster ingenting - eller meget lidt ;-)
Med venlig hilsen fra
Lone
Skrevet af: Charlotte Østervang, 12. juli 2013 kl. 16.05
Tusind tak for dit udførlige svar Lone!
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.
Her er du: Forsiden > Forum > Skadedyr og plantesygdomme > Lus/myre