Skrevet af: Lis G., 8. juni 2013 kl. 10.07
Vi har en gammel blodbøg, (50-60 år), som er angrebet af svamp. Der startede på stammen med grimme grå pletter, men de sidste år er grene og blade også angrebet. Kort tid efter at bladene er sprunget ud, bliver der huller i dem. Derefter krøller de sammen og senere får de et hvidt/gråt tykt lag, som er meget fedtet.
Sidste år fik vi træet topkappet, for at se om det kunne hjælpe, men allerede nu ser det elendigt ud. Spørgsmålet er, om det ikke er nu vi må fælde det??
Skrevet af: Lone Brems, 9. juni 2013 kl. 8.59
Hej Lis G
Hmmmm - det jeg ser på billedet ligner mest bevoksning af forskellige lav'er .... og bladskaderne tyder på en talrig lusebestand.
Lus kan være ødelæggende - og kan være et tegn på, at planten ikke er sund.
En usund plante kan være svækket af mange forskellige grunde:
Næringstilførsel og vandforsyning kan være ustabil, fysiske og kemiske forhold i rodzonen kan begrænse optag og lagring af næring, vindudsathed kan give fordampningsskader eller frostskader i det tidlige forår kan svække bladenes sunde udvikling.
Ustabilitet i økosystemet - at der for eksempel mangler balance mellem skadevoldere og deres naturlige fjender - kan være en anden forklaring på kraftige insektforekomster.
Nogen af forholdene er enkle at forandre - andre er meget vanskelige eller helt umulige at ændre på.
Når det gælder træers og buskes trivsel kan man næsten altid have gavn af at overveje større variation i bevoksning, bedre skjul for fugle og andre "insekt-elskere" både i form af buskadser og i form af et tykt lag førne (uomsat eller kun lidt omsat organisk materiale) på jordoverfladen omkring træet eller busken i hele kronens diameter.
En vis svækkelse de første vækstsæsoner efter topkapning er forventeligt.
Men samlet set tænker jeg, at her må det vist være mere præcis videnskab, som skal udfoldes.
Så jeg vil foreslå, at I søger på nettet efter en "trædoktor" - med lidt tålmodighed viser der sig kontakter til kyndige biologer, der ved et besøg i Jeres have kan stille diagnosen og hjælpe Jer frem til en beslutning om, hvad der skal ske.
Jeg håber, I finder løsning som er god for Jer og for haven !
Med venlig hilsen fra
Lone
Skrevet af: Anonym bruger 1, 9. juni 2013 kl. 10.00
Hej Lis G
Er der i årene inden det hele startede, sket noget drastisk omkring træet i form af fældninger?
Bøg tåler meget dårligt stærkt sommerlys inde på selve stammen. Hvis der pludselig bliver åbnet for lyset og træet ikke har sin naturlige grenbygning, kan det skrante i mange år og måske gå helt ud.
vh. Hans
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.
Her er du: Forsiden > Forum > Skadedyr og plantesygdomme > Blodbøgen har fået svamp