Skrevet af: Rikke Sørensen, 5. juli 2012 kl. 14.18
Hejsa:-)
Jeg er simpelthen i syv sind i øjeblikket - og nu håber jeg nogen af Jer kan hjælpe mig.
Min have er fuldstændigt bombarderet af alskens slags lus og skadedyr på både planter, træer og alt hvad der nærmest er liv i. Det er helt fuldstændigt vildt...og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre.
Jeg prøver lige at beskrive hvad der sidder hvor:
De små bitte sorte (knappenålhoved-størrelse) sidder i gigantiske grupperinger på alle friske grene, skud og blade på: Jasminbusk, kirsebærtræ, hortensia osv.
De små bitte grønne (knappenålhoved-størrelse) sidder i grupperinger på stilken lige under blomsterne på mine sommerpotter som fx. marguritterne.
De lidt større grønne og sorte lus med vinger sidder i skuddene på roser, vin etc.
Kort sagt er vi simpelthen overmandet af alle de djævle. Og det begynder at ødelægge haven helt, synes vi.
Vi har både prøvet et spule med vand og sprøjte med Maladan...men de kommer igen dagen efter.
Jeg går og kigger efter mariehøns, som jeg håbede kunne hjælpe os med lusene...men er stadig ikke stødt på en eneste af dem.
Hvad dælen kan vi gøre? Og hvad kan være grunden til, at vi er så hårdt ramt??
Jeg glæder mig til at høre fra jer.
Hej fra Rikke
Skrevet af: Peter Sindrup, 5. juli 2012 kl. 16.17
Jeg ville starte med at sprøjte med insektsæbe (en spiseskefuld (25 gram) brun sæbe, 1 dl. husholdningssprit og 9 dl vand) - og huske at "skylle efter" efter to timer, og derefter ringe til www.nyttedyr.dk for at høre om de kan hjælpe - det er jeg ret sikker på at de kan. :-)
Peter
Skrevet af: Lone Brems, 5. juli 2012 kl. 17.13
Hej Rikke Sørensen
Mit råd til dig er at lade småkravlet i fred i første omgang og at du bruger nogen timer på at gennemgå haven for at finde ud af, hvordan nyttedyrene (der kan bekæmpe lus og andet småkravl) har det.
De spørgsmål du kan stille dig selv er blandt andet:
Er haven renset for partier, der får lov at passe sig selv og ikke blive revet, luget, renset for vissent løv og stængler ?
Mangler der tørre, lune steder hvor rovinsekter kan overvintre ?
Hvis det er sådan, hvad kan du så gøre anderledes, for at der kommer sådanne "oaser" for de nyttedyr, der lever af bladlus ?
Kan du bygge et "insekthotel" (som passer ind i din havestil) ?
Kan du anlægge et krat ? (Det behøver ikke at være særlig stort - bare 10 kvadratmeter er et godt udgangspunkt).
En brændestak, der får lov at stå gennem nogen år - er det en mulighed ?
Huser din have mange slags fugle - musvitter og andre mejser, fluesnappere osv ? Har du redekasser, skjul og fuglebad ?
Det er nok for sent i denne sæson at tænke på nye redekasser - men inden efteråret sætter ind, kan du have vinterly klar til de overvintrende småfugle - og du kan plante buskadser der kan give ly til fuglene allerede fra næste ynglesæson.
Du kan også planlægge at fodre fuglene vinteren og foråret igennem og på den måde lokke nogen af dem til at slå sig ned mere permanent (de er fremragende bladlusebekæmpere!)
Bruger du hjemmelavet halvomsat kompost i bede og den lidt mere omsatte kompost til opblanding i jorden, du fylder i krukkerne ?
Du kan opnå en beskyttende effekt ved at gøre det - dels fordi det giver bedre betingelser for edderkopper, rovinsekter og dels fordi planterne kommer i bedre vækst ved at få adgang til et meget varieret voksemedium.
Hvis du ikke allerede har en kompostkasse på 1 x 1 x 1 meter vil jeg foreslå, at du overvejer, hvor i haven der er skygge og plads til sådan en - eller to ;-)
Når du har skabt dig et overblik over, om du har en naturvenlig have og hvad du eventuelt skal få ændret, kan du lægge en plan for, hvordan du arbejder med naturen i stedet for at arbejde imod den.
På den måde får du et pusterum fra ærgelserne og kan få nogen nye spændende småprojekter i din have.
At bladlusene "får en fest" mens du tænker over andre ting, gør næppe den store forskel - de har alligevel kun en kort sæson at formere sig i og de dør alle inden vinteren. Kun æggene overvintrer.
Hvis du beslutter, at forsøg på bekæmpelse af lusene nu og her er vigtigt, så benyt kun biologisk forsvarlige metoder, hvor nyttedyrene ikke samtidig skades (som det for eksempel vil ske ved anvendelse af insektsæbe, selv om det er anerkendt som et biologisk reguleringsmiddel).
Det betyder, at det sådan set alene er metoden: udsættelse af såkaldte nyttedyr, du kan anvende.
Med venlig hilsner fra
Lone
Skrevet af: Marie Louise Johannsen, 5. juli 2012 kl. 17.28
Hej Lone
Tusind tak for et meget inspirerende svar (selvom det ikke var til mig..:-)
Jeg har et par af hvad, du foreslår som forebyggende midler, men vil helt sikkert prøve at lave et insekthotel.
Mvh. Marie Louise
Skrevet af: Elsebeth Brandenborg, 5. juli 2012 kl. 17.46
Hej Rikke,
Jeg har også lus et par steder i år - dog ikke så udbredt som dig - i roser og tidsler. Jeg tror, det generelt er et godt luseår. Det plejer at hjælpe, når der kommer noget kraftigt regnvejr, og DMI har varslet risiko for skybrud i morgen over hele landet, så jeg ville lige se tiden an til efter regnvejret og så se på, om det stadig er lige slemt.
Jeg håber, du slipper af med nogen af dem. Det er da noget irriterende kryb.
mvh Elsebeth
Skrevet af: Frank Vetter, 6. juli 2012 kl. 9.35
Hej Rikke, ja jeg syntes også der er mange lus i år/i luften
men fat mod og prøv at tænke på alt det som Lone så fint har skrevet. Det er lige præcis det vi alle bør gøre. Giv nyttedyrene gode betingelser.
Lusene/skadedyrene kan du ikke fjerne, men kun holde dem nede og bruger du bekæmpelsemiddel, dræber du også nogle af de gode insekter. (Så jeg prøver/forsøger nu at minimere eller slet ikke bruge sprøjtemiddel)
I år har jeg specielt haft fokus på at tiltrække Snyltehvepsen
og Svirrefluen, (selvom der er mange andre gode rovnyttedyr) ved at anskaffe nogle af de planter/urter som er gode til at tiltrække dem,
eks. i urtehaven har jeg blandt andet prøvet at plante, Karse-morgenfrue-sar, vinter-honningurt-alm.rollike og dild + enkelte porre som får lov til at gå i blomst og i nærheden: Kinapurløg-Purløg-Basilikum- som får lov til at gå i blomst-mere dild-mynte-timian-natlys-rollike-vidunderblomst-tobaksblomst-Iso, blå-hjulkrone-salvie m.v og går jeg rundt i min haven, ser jeg pænt med Svirrefluer og til dels Snyltehvepse m.v og selvom nogle at blomsterne er angrebet af lus, så er de gode insekter i fuld gang uden jeg skal blande mig ;-)
Sidste år havde jeg fået lus i mine vindues chiliplanter som næster er umulige at fjerne indendørs, når de først er kommet.
Jeg satte planterne ud ved min urtehave, hvor der også sidste år var en del gode insekter og de fik kål på lusene i chiliplanten.
Så det virker godt på den naturlige måde.
Hilsen
vetter
PS.Jeg har lagt lidt billeder ind her:
forum.orkideer.dk/viewtopic.php?t=3266
forum.orkideer.dk/viewtopic.php?t=2667
Skrevet af: Rikke Sørensen, 6. juli 2012 kl. 10.01
Tusind, tusind tak for nogle rigtig gode input og virkelig grundige og brugbare svar!
Det er gået op for mig, at vi nok har renset haven for meget, i de sidste mange år - og at vi helt klart skal have fokus på en mere "naturvenlig" have.
Det med at tiltrække de små fugle er lidt mystisk. For vi har faktisk massevis af dem - og har 2 fuglebad, havedam etc. Men fuglene spiser sig mætte hos naboen, som fodrer fuglene hver eneste dag hele året rundt. De har sådan nogle små fine småfugle-foderhuse, som de fylder op med foder hver 2. dag.
Kan det være derfor, fuglene ikke hjælper os med lusene?
Det med kompostbunken er en rigtig god ide. Men min mand mener det tiltrækker mus og rotter...så han skal overtales på en eller anden måde.
Og så må jeg få googlet insekthotel. For det lyder i hvert fald som en super god ide!!
Ingen tvivl om, at Maladan og anden insektsæbe hermed et skrottet. Jeg kan godt se, at vi skal tænke bredere og dybere - og få skabt en have i harmoni i stedet.
Tak for hjælpen til jer alle:-)
Rikke
Skrevet af: Lone Brems, 6. juli 2012 kl. 18.25
Hej Rikke Sørensen
Fuglefodring hos naboen... måske får nogen af fuglene alt hvad de kan have brug for på den måde. Det er især rødhals, gærdesmutte, vipstjert, havesanger og mejsefuglene som er insektædere - og de er klart mest aktive i de perioder, hvor der er unger i rederne.
Hvis naboen kan lokkes til at fortælle om hvilke arter, der gæster foderpladsen kan det være, at du finder ud af, at der slet ikke er nogen interessemodsætninger mellem Jer på dette område.
Mht kompostering og muligheden for at mus slår sig ned stort set begrænset til at for eksempel en enkelt redefuld unger i den situation, hvor kompostdyngen er blevet for tør til at der sker nogen omsætning i den. Hvis man først har fået fornemmelse for det som skal til af fugt, så sker det yderst sjældent at der er besøg af mus.
Rottebesøg forekommer der, hvor der iøvrigt er levemuligheder for rotterne - dvs typisk i landbrugsområder, hvor der er foderoplag.
Hvis man sørger for ikke at lade kogte madrester, gammelt brød og rester fra fisk, fugle og pattedyr indgå i komposteringen er chancen / risikoen meget lille. Rotter søger ikke efter føde i blade og stængler, hvis de på nogen måde kan få adgang til mere for dem passende fødeemner.
Det er let at kontrollere, om en rottefamilie skulle have slået sig ned og bygget rede under komposten. Når kompostdyngen alligevel skal vendes (mindst to gange årligt) er det oplagt lige at kigge efter spor af rottebesøg i jordlaget under kompostdyngen.
Jeg er rigtig glad for, at du og andre har taget imod forslagene om at overveje at gøre tingene på en ny måde :-)
Med venlige hilsner fra
Lone
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.
Her er du: Forsiden > Forum > Skadedyr og plantesygdomme > Hjælp! Have er overtaget af lus!