Skrevet af: A.K. Rasmussen, 4. april 2011 kl. 9.44
Hej Forum.
Min kære hustru er glad for på vore gåture sommer/sensommer at spise meget sure kirsebær/blommer i naturen. Det er nok mest umodne blommer vi finder herhjemme i det fri. Hun er fra Iran og der har de efter sigende mange sure kirsebær.
Af samme grund leder vi nu efter et surkirsebærtræ vi kan plante i vores have. Min hustru er til de meget sure bær, vil jeg pointere.
Jeg har fundet nogle sorter der anbefales, men oftest står de benævnt som brug i industrien. Er der nogen grund til at man ikke kan spise disse, hvis man virkelig har hang til de sure bær?
Dem jeg har fundet er dog Skyggemorel, Stevnsbær og Kelleriis 16 (sidstnævnte skulle ikke være god til haver). Selv er jeg mest stemt for Stevnsbær pt.
Hvad kan I anbefale af sorter der helst er selvbestøvende? Vi har i forvejen et 'Stella' kirsebærtræ i haven, men på den anden side af huset.
Venlig hilsen
Anders
Skrevet af: Boi Jensen, 4. april 2011 kl. 19.32
Hej Anders
De 3 nævnte sorter er de, der normalt tilbydes private, men også sorter, der bruges i industrien.
I grunden er det ikke den rette betegnelse med surkirsebær, for de er ikke ret sure, når de er modne, men har meget mere farve og smag end de almindelige spisekirsebær. Normalt bruges Stevnsbær kun til kirsebærsaft og vin, da den har meget små bær og en stor kerne indeni. De andre 2 har mere kød og er lidt større og kernen samme størrelse næsten som stevnsbær. De burde egentlig kaldes saft- eller dessertkirsebær, da det er dem, der bruges til sovs til mange desserter.
Normalt betragtes de som selvbestøvende alle. Og skal du have et andet kirsebærtræ i haven, bør du kigge efter de sorter, der ikke revner så meget som Stella. Der er en revnetilbøjeligheds skala, hvor graderne går fra 1 til 5 - og 5 revner rigtig meget, Stella har karakteren 4. Sorter som Lapins, Early Rivers, Regina, Sweetheart, Merton Glory, Kozerska, og et par mere har revnetilbøjelighed 2, så her er det en god ide at vælge fra. Af disse er Lapins og Sweetheart selvbestøvende, de andre er fremmedbestøvere.
www.de-gamle-sorter.dk
Skrevet af: A.K. Rasmussen, 5. april 2011 kl. 19.20
Hej Boi.
Tak for dit svar.
Jeg er godt opmærksom på at Stella har denne svaghed, men jeg satser på at min hustru (eller fuglene) gør kål på dem før de revner.
De sorter du nævner (Lapins og Sweetheart) er det surkirsebær? Hvor lang en afstand kan man regne med at den andet træ kan bestøve over? Vores nabo har et stort moreltræ - kan det bestøve?
Skal jeg forstå dit svar i den retning af jeg så skal vælge Skyggemorellen? Er der andre du kan anbefale? Eller giver det bare ikke mening at tale om surkirsebær som spisebær eller hvad?
Venlig hilsen
Anders
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.