Skrevet af: Jens Jakob Rasmussen, 6. september 2015 kl. 18.28
Hej havefolk,
Vi har en sydvendt skråning med en meget lerholdig jord. Vi plantede sidste år Guldjordbær som bunddække, men indtil videre har de faktisk slet ikke bredt sig. Det resulterer i at vi konstant skal luge ukrudt på skråningen. Problemet bliver kun værre da jorden stille og roligt bliver vasket ned af skråningen med tiden. Hvad kan vi gøre får at forbedre den nuværende situation? Eller skal vi starte helt forfra?
tak for alle jeres inputs!
Skrevet af: Tom Andersen, 6. september 2015 kl. 19.29
Hvad er der over bunddækket - ingenting eller buske/ træer?
Jeg tror ikke guldjordbær er glad for fuld sol og tør, hård jord, som der vil være på stedet uden noget plantevækst med lidt højde på.
Skrevet af: Mogens Madsen -Den Gamle Gartner, 7. september 2015 kl. 7.10
efeu eller vinca er nok et bedre valg
Skrevet af: Jens Jakob Rasmussen, 7. september 2015 kl. 19.05
Hej Tom, der er intet over bunddækket. Håbet var at guldjordbærene selv kunne lukke tæt så jorden ikke tørrer ud og bliver hård. Vi har plantet nogle frugtbuske på skråningen også så efeu tror jeg ikke vil være til at styre og de vil nok kravle op ad buskene. Vi vil gerne give guldjordbærene en fair chance, men hvordan kan vi forbedre forholdene med frisk jord/vand/gødning?
Jeg har købt et par siveslanger som jeg har lagt øverst på skråningen som jeg tænder for der jeg kan se jorden tørrer op.
Tak for jeres inputs
Skrevet af: Mogens; E., 7. september 2015 kl. 20.38
Hver gang det er regnvejr vil lidt af jorden sive ned ad skråningen, og det samme sker når du åbner for siveslangen. Det blotter planternes rødder.
Hvor høj er skråningen.
Min skråning er ca. 3m. høj og det eneste som kunne holde lidt på jorden var Potentilla.
Om 10 år vil du bande Efeu og Vinka langt væk, da de breder sig helt vildt.
Skrevet af: Claus K Madsen, 7. september 2015 kl. 23.10
Man kan inddele skråningen i trin/terrasser. På den måde standses erosionen og det bliver meget nemmere at få noget til at gro der. Faktisk burde du kunne skabe rigtig gode vækstforhold med al den sol en sydvendt skrænt tilbyder.
Skrevet af: Tom Andersen, 8. september 2015 kl. 7.20
Jens,hvis du kan sætte frugtbuske nok til at de næsten danner "trækrone" over guldjordbærrene vil du lettere få liv i dem. Der kan godt være så meget luft imellem buskene, at du kan bevæge dig imellem dem, når du høster og luger.
Når frugtbuske og guldjordbær er etableret stopper erosionen og pasningen m.h.t. ukrudt er begrænset.
Guldjordbær trives ikke optimalt i kombinationen tør, hård lerjord / fuld sol. Ved etablering af let skygge fra f.eks. frugtbuske vil du få et helt andet miljø på / i jorden under dem.
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.