Skrevet af: Ingeborg Hansen, 17. april 2014 kl. 16.39
Hej
Jeg har i mange mange år været en ret pertentlig gartner i min have, hvor jeg oftest har ligget på knæ og fjernet ukrudt. Men med stigende alder, synes jeg at det er skruen uden ende i mine 1500 kvadratmeter have. Heldigvis er haven anlagt sådan at jeg kan tage en "afdeling" ad gangen, men jeg kunne tænke mig at gøre det lidt nemmere. Min mand har slet ikke forstået, hvad der er meningen med at fjerne ukrudt. Han tror at jeg gør det for at det ser pænt ud :-). Det er selvfølgelig rigtig, men det er nu først og fremmest for at forhindre at ukrudtet blomstrer og smider frø, at jeg gerne vil fjerne det inden det sker.
Hvad gør I? Hakker ofte og lader det ligge og tørre, eller hakker i ukrudtet om og samler det op?
Med påskehilsen
Ingeborg
Skrevet af: Tom Andersen, 17. april 2014 kl. 19.25
Hej Ingeborg
Lugearbejde er den forbandelse, som bar jord bærer på!
Uanset hvilken metode, så skal der luges, luges og luges på bar jord - sådan er det og det bliver der aldrig lavet om p.
I din situation ville jeg i prydhaven sørge for mindst mulig bar jord, f.eks. ved at bruge flere bunddækkende planter og dermed indskrænke arealet med etårige planter, og arealet med "eksperimenter".
Mit mål med prydhaven er netop en have, hvor der intet bar jord er. Det bliver bedre år for år, men der er nogle år endnu før jeg er i mål - en stor del af prydhaven er ikke mere end 5 år.
I køkkenhaven er princippet det samme - altså mindst mulig bar jord - men teknikken er brunt jorddække, grøngødning og underplantning. Lige nu ville du nok ikke kunne tåle synet af min køkkenhave :-D
I køkkenhaven bruger jeg håndlugning i de små bede (bedkultur (7 x 1,3 meter) og det bortlugede går på kompostbunken. I nogle store bede (rækkekultur) bruger jeg værktøj (pendulhakke og lugekone). Her fjerner jeg ukrudtet i våde perioder og lader det ligge i tørre.
Skrevet af: Ingeborg Hansen, 17. april 2014 kl. 19.43
Tak for svaret Tom
Faktisk arbejder jeg efter samme princip: Nej tak til bar jord. Jeg har dog nogle strimler bar jord op til nogle ligusterhække og 3 nyetablerede bede, hvor bunddækket ikke er dækkende endnu. Derudover har jeg nogle steder, hvor der er bart indtil Potentil og Hypericum har fået blade. Et langt rosenbed mod fortovet har jeg endnu ikke fundet egnet bunddække til. Bedet ligger mod nord og er ca. 40 meter langt. Her har jeg startet med Hasselurt i den ene ende og det lader til at det går med den plante på det sted. Et andet sted har mine Vinca fået en sygdom, som har fået dem til at visne bort. Her vil jeg prøve med skovjordbær. Ellers har jeg mange Hosta, som desværre har nogle "bare" perioder. Den stive lerjord her på Fredericiakanten har jeg dog fået forbedret så meget i løbet af 40 år at jorden er til at arbejde med. (Sand - sand - og atter sand - eller kaldes det bakkesand?).
Iøvrigt er det forholdsvis nemt at fjerne ukrudt i øjeblikket. Det meste ukrudt er "Fuglegræs" "Ærenpris" og græs, som fuglene eller vinden har sået. Desuden har jeg i mange år haft et smukt ukrudt med oprette stængler og små hvide blomsterskærme. Dem er der ikke mange tilbage af.
Nå, i øjeblikket er det jo en ren fornøjelse med jord under neglene.
Ha' en god påske
Ingeborg
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.