På denne side finder du kommentarer til teksten Hvilke æblesorter er holdbare og velsmagende efter nytår? Hvis du vil skrive en ny kommentar, kan det være en god idé at læse teksten først.
Skrevet af: Niels Junggreen Have, 29. marts 2005 kl. 18.14
Bodil Neergaard er rigtig god, og smagen er som du bekriver. Æblet har en smuk, aflang, konisk form, og alle nuancer i grønt, med et strejf af gult på solsiden. Størrelsen på æblerne har i de fleste år været lille, men i 2003 var den noget større, og der er altid mange æbler på det ikke ret store træ.
Ildrød Pigeon er det æble, der har haft længst holdbarhed hos os. Det er et lille, rødt, rundt og meget aromatisk æble, med en kraftig, ganske karakteristisk nøddeagtig smag. Kærnerne smager helt specielt, og det ved musene. Vi har oplevet, at en hel kasse pigeoner var gnavet i småstykker, blot for at musene kunne komme ind til kernerne og spise dem. Måske er der noget særligt ''kemi'' i æblet, for det holder sig godt, også selv om der efterhånden skulle komme et par pletter. Selv æbler, der i maj måned ser lidt dårlige ud, er typisk brugbare indeni. Træet bærer godt, og det kan efterhånden blive ret stort og gammelt, men er moderat voksende.
Når man kommer over julen, er der også gode spisekvaliteter i visse madæbler. Belle de Boskoop er helt fremragende til spisning i januar–februar, og vi har endnu et par kasser, der er brugbare her i slutningen af marts, både til spisning og til mad. Træet bliver stort og smukt.
Engang havde vi et Bramley træ. Det er et stort træ med store, blanke, grønne æbler, hvis tykke skræl er overtrukket med et vokslag. Jeg husker det som et udmærket og meget holdbart madæble, der også var god at spise i sen vinter og tidlig forår.
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.
Her er du: Forsiden > Forum > Kommentarer > Kommentarer til »Hvilke æblesorter er holdbare og velsmagende efter nytår?«