Forum

Er rød basilikum ikke farveægte?

  Skriv nyt svar | Rapportér

Skrevet af: Merete Vinje, 9. september 2003 kl. 10.15

Igår lavede jeg for første gang pesto med rød basilikum. Da den var færdig, så den ikke særlig lækker ud; den havde en uappetitlig grå-rød farve, men den både lugtede og smagte godt.

Da jeg ca. 3 kvarter senere skulle bruge pestoen, fik jeg en overraskelse, for nu var den blevet mørkegrøn. Den var kun lidt mørkere end pesto lavet med grøn basilikum.

Jeg har godt lagt mærke til, at der er grønne partier på min røde basilikums blade, og det er mest udtalt på et par planter, jeg har stående i en potte. Planterne på friland er mere ensartet røde, og det var i øvrigt dem, jeg havde brugt til pestoen. Alle planterne stammer fra den samme bakke med udplantningsplanter, købt på planteskole i foråret.

Det får mig alt i alt til at tænke på, om farvestoffet i rød basilikum er ustabilt, og om en rød basilikum efter tilstrækkeligt lang tid ville ende med at blive grøn?

Er der nogen, der ved noget om det?

Venlig hilsen

Merete

1 af 7 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Henrik Ahlmann, 9. september 2003 kl. 17.41

Farvestoffet er let nedbrydeligt, når de fysiologiske processer ophører eller forstyrres. De smukke violette bønner, der findes på markedet, mister fx tilsvarende farven ved den voldsomme proces kogning er.

Jeg tvivler på, at farvestoffet af sig selv vil forsvinde med alderen, så planten grønfarves, før planterne naturligt takker af og de mange metabolske processer i planteorganerne, inkl blade, ophører.

2 af 7 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Karna Maj, 11. september 2003 kl. 1.13

Jeg har sået rød basilikum mange gange, og der er næsten altid nogle få planter fra en pose frø, som ikke er helt røde. Også i år har jeg et par planter, som kun er halvt røde. Jeg tror, at det er tilfældigt, at du har de to planter med mindst farve i potten. Dog uden at være sikker. Måske har du plantet de to største planter i potten – de delvis grønne røde basilikum er som regel lidt kraftigere voksende.

I øvrigt skal du være glad for at den kedelige grå-røde farve blev til en mørk grøn. Det gør den ikke, hvis man koger den røde grønkål. Grønlangkål af purpurkål får her en aldeles uappetitlig farve.

3 af 7 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Karna Maj, 11. september 2003 kl. 1.22

Der er forskel på hvor røde bladene er på de forskellige sorter af rød basilikum. På nogle sorter er der mindre grønne "prikker" på mange af bladene, mens andre sorter har helt røde blade, og der kun er få afvigende planter i en pose frø.

Jeg har ikke oplevet, at ældre planter af rød basilikum bliver grønne efterhånden. Men i kimplantestadiet lægger man ikke så meget mærke til de afvigende planter, at man fjerner dem – det er vist først ved de blivende blade, at man for alvor opdager det.

4 af 7 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Martin Larsen, 12. september 2003 kl. 23.25

Rød basilikum kan også ændre karakter efter lysforholdene. Indtil for en måneds tid siden var min røde basilikum i udestuen (hvor den sammen med almindelig- og thaibasilikum gror storartet) nærmest grågrøngrumset, mens den nu er smukt bordeaux. Udenfor i en krukke under en laurbær har den derimod hele tiden været rød fordi der er lidt skygge fra laurbæren.

Jeg har ikke forsøgt mig med pesto af rød basilikum, men den er fantastisk flot i en tomatsalat sammen med almindelig basilikum og måske lidt persille!

5 af 7 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Karna Maj, 12. september 2003 kl. 23.43

Måske skal vi til at se på sorter, noget tyder på, at ikke alle opfører sig ens. Jeg har tidligere opgivet sorter, hvor bladene ikke var helt røde, men kan ikke huske de skiftede farve på den måde.

Stort set alle mine rød basilikum har helt røde blade, uanset om de står i mere eller mindre skygge. De fleste af dem står dog i fuld sol med lidt skygge sidst på eftermiddagen. På min frøpose fra Sperli Samen står der Basilikum Bordeux, men ikke et sortsnavn. Jeg har købt den samme pose fra Sperli frø i min Danfrøbutik i flere år.I år håbet jeg på at kunne nå at høste modent frø.

6 af 7 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Merete Vinje, 15. september 2003 kl. 14.26

Jeg havde egentlig også tænkt mig at tage frø af min røde frilandsbasilikum, men er kommet noget i tvivl. Den står mindre end en meter fra sin grønne søster, så jeg kan vel ikke være sikker på, hvilke arveanlæg frøene får?

Jeg tror ikke, at lysforholdene er forklaringen på, at min røde basilikum i potte har grønne partier på bladene, mens frilandsplanterne ikke har, for både potten og frilandsplanterne står i fuld sol. Men måske kan jorden spille ind, for i potten er der købejord, mens der er almindelig havejord i bedet. Sorten kender jeg i øvrigt ikke, på skiltet fra planteskolen står der bare Rød Basilikum.

Venlig hilsen

Merete

7 af 7 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Lila Towle, Frøsamlerne, 7. oktober 2003 kl. 15.50

Næsten alle de basilikum sorter, vi kender, er samme art – Ocimum basilikum. Det gælder de røde, grønne, kanel, anis, osv. De bestøves af mindre insekter og kan godt krydsbestøves, selv om den enkelte plante normalt vil bestøve sig selv ved insekternes hjælp. Så ca. 50 meters afstand er nok til at gøre krydsninger usandsynlige. Har man planter af to sorter ved siden af hinanden, kan man komme poser på den ene plante/sort hveranden dag. Det skulle også være nok.

Det har været en stor anstrengelse for frøfirmaer og forædlere af rød basilikum at udvikle sorter, der er helt røde uden pletter og afvigende planter. De nyere sorter er klart bedre, end dem der var på markedet for 10 år siden. Men der kan stadig forekomme enkelte "smuttere". Så jeg er enig med dem, der har skrevet, at det nok er en tilfældig forskel.

De fleste røde køkkenurter, jeg har prøvet, har kunnet ændre farve alt efter lysforholdene – men også, og især, i forhold til temperaturen. Kulde gør de røde farver mørkere.

Venlig hilsen
Lila

Nyt svar til emnet »Er rød basilikum ikke farveægte?«

Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.

Brugernavn (e-mail-adresse):

Her er du: Forsiden > Forum > Køkkenhaven > Er rød basilikum ikke farveægte?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider