Forum

Braklægning i køkkenhaven

  Skriv nyt svar | Rapportér

Skrevet af: Poul A. Kofoed, 17. april 2009 kl. 14.59

Har nogen erfaringer med "braklægning" af køkkenhaver og hvilke afgrøder, der kan bruges?

Et parti af vor køkkenhave er meget fugtigt og tørrer aldrig helt ud. Jorden er ganske leret, men også meget mørk. Partiet er p.t. ikke brugbart til nytteplanter og selv ukrudt (med undtagelse af græs) trives ikke her. Det virker som om de fleste planter næsten rådner op og formuldes. Vi forsøger at løsne og måske "dræne" jorden ved nedfræsning af sand, men går ud fra, at gødning i første omgang ikke er påkrævet.

I en anden og heldigvis mindre del af vor køkkenhave (et stykke inddraget tidligere græsplæne) har pileurt fået ganske godt fast, mens der ingen pileurt at se på den tilstødende, resterende del af græsplænen. Vi gå ud fra, at græsset i plænen udkonkurrerer pileurten. Vi forsøger omhyggelig at gravet pileurtens rødder op fra køkkenhaven, men agter ikke at foretage os yderligere i første omgang.

Kan man med fordel på disse 2 arealer så en braklægnings/dæk-afgrøde, som samtidig er til at afvikle? Både lucerne, stenkløver og græs kan vist være besværlige at slippe af med igen.

I givet fald: kan I anbefale nogen, hvis man også skeler til prydværdi?

1 af 4 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Martin P, 17. april 2009 kl. 16.27

På denne side er der en god artikel om dækafgrøder, og om hvordan deres rødder virker på jorden.

www.ecogarden.dk/artikler/groengoedning/1_groengoedning.html

2 af 4 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Lone Brems, 18. april 2009 kl. 8.39

Hej Poul A Kofoed.

Hvad er mon årsagen til den fugtige jord...

Skygge fra store træer / bygninger?

Massivt læ fra hegn / bygninger?

Høj grundvandsstand?

Sammenpressede lag af leret jord, som forhindrer gennemtrængning af vand og planterødder?

Hvis du kan indkredse nogle svar er det lettere at give hensigtsmæssige bud på løsninger ;-)

Med venlig hilsen fra
Lone

3 af 4 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Poul A. Kofoed, 18. april 2009 kl. 13.07

Hej Lone & Martin.

Jeg burde vist have skrevet mindst! et par spørgsmål, men med min begrænsede erfaring troede jeg at have fundet universal-midlet på flere problemer.

Martins link til artikel om grøngødning gjorde mig en del klogere på mulighederne og begrænsningerne her (tak), mens den fugtige jord er nok en helt anden sag.

Den fugtige jord lider ikke af skygge eller for meget læ, men ligger nedenfor en stor bakke, så vor køkkenhave afvander nok et større areal. Grundvandsstanden kan meget vel være høj. Jordbunden er ret leret og kompakt, men ikke af "tung trafik". Det virker snarere som om jorden på det nærmeste er faldet sammen.

Det kan undre mig lidt, at der er så tydeligt et skel i vor køkkenhave mellem den normale jord og den fugtige. Som efter en lineal.

Jeg har nok ladet mig vildlede af den sorte muld og troet at jorden ville blive fin ved nedfræsning af sand og udplantning af noget jordløsnende, men måske skulle jeg hellere tænke i andre baner:
– dræning. Jeg ikke hvor velfungerende, den eksisterende er (åbenbart ikke nok). Men det er jo et større projekt.

– finde nytteplanter, der kan trives i fugtig jord, hvis de findes (?)
– måske bærbuske (de ser faktisk ud til at have det ret ok)
– opgive kampen og bruge arealet til noget andet end køkkenhave, måske eng ;o)
– eller?

Mvh Poul A.

4 af 4 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Lone Brems, 18. april 2009 kl. 19.56

Hej Poul A Kofoed

Dræning behøver måske ikke være så dyrt og omfattende for at komme til at virke – men det må jo komme an på en diskussion med kyndige drænfolk!

Nytteplanter til fugtig jord kunne være lille energi- / flette-pileskov elkler en hassellund (vær opmærksom på, at der er kommet nye sorter til takket være LARS HOLMBOE WESTERGAARD, hortonom, Westergaards Planteskole).

En anden vej at gå (men heller ikke omkostningsfri) kunne være at drøfte med kommunen, om der kan etableres et permanent vandhul med alle de kvaliteter, det kan tilføre et område i form at insekter, planter og dyr (men naturligvis også ulemper som risiko ved mindre børns frie leg...)

Men den fredelige og forholdsvis enkle og billige metode, du først udtænkte, med at så arealet til med planter, som kan skabe naturligt dræn i jorden, kan jo forsøges et par sæsoner (og så er der jo god tid til at overveje, hvad der måske efterfølgende skal forsøges med).

Med venlig hilsen fra
Lone

Nyt svar til emnet »Braklægning i køkkenhaven«

Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.

Brugernavn (e-mail-adresse):

Her er du: Forsiden > Forum > Køkkenhaven > Braklægning i køkkenhaven

Søg:

StΓΈt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider