Skrevet af: Helle, 23. marts 2009 kl. 21.31
Jeg har en masse krukker, zinkbaljer mm. som jeg vil dyrke lidt grønsager og krydderurter i.
Hvad skal jeg putte i dem?
Kan jeg plante i kompost fra genbrugsstationen?
Kan jeg blande det op med alm. havejord?
Er det bedre at købe jord i sække? Hvis der er, hvilken slags skal jeg så købe?
Skrevet af: Mogens; E., 24. marts 2009 kl. 22.13
Frisklavet kompost fra genbrugsen er for det meste meget stærkt. Det skal du ikke bruge ved nyplantninger eller såning. Det er bedst til større planter som topdressing ovenpå jorden. Jeg bruger ofte plantesække fra Hjem+fix, de PLEJER at være gode.
Skrevet af: Lone Brems, 25. marts 2009 kl. 7.47
Hej Bente
Krukkedyrkning kræver luft i jordblandingen og et godt dræn i bunden under et drænlag af potteskår eller sten i dueægstørrelse.
HVIS du har plads og have – kan du om to år ;-) bruge en blanding af bladkompost, gran/fyrrenåle, vasket grus og lidt kalk:
Lav din egen bladkompost af sammenrevne blade i efteråret. Sørg for en beholder med mulighed for lufttilgang i bunden og overdæk med et gammelt tæppe / jutesække / et lag halm.
Få en aftale med en privat skovejer nær ved dig om at hente et par spande grannåle til at blande i bladkomposten.
Skaf nogle spande med vasket grus fra det lokale byggemarked.
Og køb en pose kalk – der skal kun bruges en lille håndfuld pr 100 liter jordblanding.
Når bladkomposten ikke længere rummer hele, uomsatte blade og er sunket meget sammen (måske helt ned til en fjerdedel) blander du alle delene sammen og opbevarer dem i kompostbeholderen, stadig overdækket, indtil jordblandigen skal anvendes.
Du kan blande lidt almindelig havejord i til grøntsagsdyrkning.
HVIS du ikke har plads og have – og mens du venter på, at bladkomposten skal blive klar til brug – må du rådføre dig med en planteskole, hvor en faguddannet kan rådgive dig. Vær opmærksom på, at også nogle Plantecentre har faguddannede medarbejdere – det kræver ofte lidt tålmodighed at komme i kontakt med dem.
Med venlig hilsen fra
Lone
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.
Her er du: Forsiden > Forum > Køkkenhaven > Kompost fra genbrugsstationen