Skrevet af: Ayoe B. P., 10. februar 2016 kl. 19.52
Jeg har forsøgt at søge forum igennem, uden at have fundet noget om dette emne. Så nu spørger jeg det alvidende forum, om I har nogle tips og tricks til hvad jeg bør gøre? ;-)
Jeg vil lige sige, at jeg har kørt giftfri naturhave i årevis og vil nu dyrke økologisk/permakultur-agtigt.
* Hvad er bedst, grave eller fræse den gamle plæne?
* Skal jeg rive så meget plantemateriale som muligt væk, efter behandling (fx. pga. rod-ukrudt) og evt. erstatte med kompost?
* Hvad bør jeg så ud som dækafgrøde indtil bedet skal bruges?
* Nogen ideer til at holde muldvarpe (og måske katte) væk.... dur chilivand måske?
Hjertelig hilsen
Ayoe ;-)
Skrevet af: Tom Andersen, 10. februar 2016 kl. 22.16
Hej Ayoe
Du kan læse en god artikel om emnet, som ofte er oppe:
www.havenyt.dk/artikler/koekkenhaven/anlaeg_og_inspiration/982.html
Hvis du er interesseret i at udvikle den bedste jord er fræsning altid dømt ude. Reolgrav bedet én gang og "hold" jordens mikroorganismer fremadrettet ved konstant( jævn tilførsel af organisk materiale/ kompost på overfladen, så jorden aldrig ligger bar.
De muldvarpe der udgør en trussel for afgrøden fjerner du med en muldvarpesaks.
Katte kan være vanskelige - dem må du ikke fange :) Jeg har selv staldkat og den holder, ligesom nabolagets katte, også meget af et nyt såbeds-toilet :( Bruger her et net (vildthegn), som løgges over såbede.
Tror ikke på, at der findes effektive afskrækningsmidler, som ikke har bivirkninger for miljøet. Du kan jo afprøve din idé med chilivand og melde tilbage her på forum ?
Skrevet af: Gartner Duun, 11. februar 2016 kl. 0.13
Hvis ikke Chili vand har effekt så kom noget knust hvid løg i .Det bruger amerikanerne.
Skrevet af: Gert Er Glad For Haven, Også For Ukrudt., 11. februar 2016 kl. 8.41
Jamen for pokker Søren, hvordan får du katten til at drikke det chilivand med hvidløgssmag ?
Skrevet af: Willy N, 11. februar 2016 kl. 8.58
Når jeg har omlagt græsplæne til køkkenhave, har jeg kørt en tykt lag jord og kompost på.
10 cm. jord og kompost og derefter 1. år plantet kartofler og efterfølgende kløver.
Jeg har ikke gravet overhovedet (andet end hvor kartoflen skal ned). Det har givet en fin jord allerede 2. år.
Efterfølgende år er der kommet kompost på, som er kultiveret lidt ned (med håndkultivator) og sået grøngødning/vinterdækning.
Selvfølgelig giver det 1. år nogen begrænsninger for, hvad der kan dyrkes. På den anden side er det en overkommelig opgave at omlægge græsplænen.
Om det er en anbefalelsesværdig metode ved jeg ikke.
Men jeg syns den har kunne bruges.
Men kompost og vinterdækning er vigtig.
Muldvarpe kender jeg ikke meget til.
Vores katte snupper dem og kattene kommer vel og ligger en på trappen hvert 4. - 5 år (uvist hvorfor spiser de dem ikke).
Skrevet af: Ayoe B. P., 11. februar 2016 kl. 10.23
Tusind tak for de fine forslag. Jeg er fra anden side, blevet gjort opmærksom på, at gamle græsplæner har store populationer af nematoder som jo har en "vis" glæde i at æde div. rodfrugter - så dem springer jeg nu nok over i år i såfald. ;-)
Jeg er også med på, at fræsning ikke er en løsning på længere sigt, dels pga. regnormebestanden men også pga. jordpakningseffekten. Dog overvejer jeg nu alligevel, at bruge en sådan til at løsne og lufte jorden (da reolgravning af 300-500 m2 er for stor en mundfuld for en "gammel" kontormus), inden regnormene kommer op til overfladen her til foråret og så putte kompostjord ovenpå og lige vende rundt i toppen.
Lige så snart jorden er klar, så vil jeg bredså spinat som jordforbedring, og fjerne disse (fladekompostere) efterhånden som jeg skal bruge jorden.
Hvad angår chili og hvidløgsvand, så kan det muligvis holde katte, mulvarpe og snegle væk vha. lugten og den svidende fornemmelse - men det skal jeg nok lige give en tilbagemelding på, her hen over sommeren, når jeg kan se en eventuel effekt (eller mangel på samme). ;-)
Uanset, så får jeg travlt her hen over de næste 14. dage, med forspiring, græsplæne, opstilling af 18 m2 drivhustunnel osv. ;-)
Skrevet af: Willy N, 11. februar 2016 kl. 11.51
Ayoe.
Jeg tror ikke, at du skal være bekymret for nematoderne.
Dem har jeg ikke oplevet som et problem ved omlægning.
Og der findes vist nematoder i al jord i rigelige mængder og der findes mange slags.
Er det et problem, så er alm. tagetes et universal middel.
Planter man roser i gammel rosenjord, lykkedes det hvis man samtidig planter tæt med tagetes.
Jeg bruger både alm. Tagetes (patula)og erecta.
Der er lidt delte meninger om hvordan de virker.
Nogen steder står der, at de afskrækker nematoderne mens der andre steder står, at Tagetes er lækkerbiskener for nematoder og så er nematodernes problem, at de er giftige og nematoderne dør når de trænger(?) ind i dem.
Jeg tror ;) på det sidste.
Så er du bekymret for nematoderne, skal du købe nogen pakker frø og forspirer dem og så plante dem ud mellem grøntsagerne.
Skrevet af: Ayoe B. P., 11. februar 2016 kl. 14.17
Willy,
Det lyder virkelig interessant med de tagetes, dem har jeg aldrig hørt om i denne forbindelse før..... men jeg har til gengæld hørt om et udtræk af (tror jeg nok) geranium, som er godkendt og i handelen. Jeg kan bare ikke lige huske, hvad det var godt for. ;)
Men så må jeg jo også ud og investere i tagetes (det bliver ihvertfald en flot køkkenhave i gyldne farver). :)
Men du bruger så måske tagetes som dækafgrøde, eller tror du, at det er bedre at bruge spinat (ihvertfald i år, da de spirer i helt ned til 4 graders varme) og vente med tagetes til senere på sæsonen?
Skrevet af: Tom Andersen, 11. februar 2016 kl. 21.12
Skrevet af: Willy N, 11. februar 2016 kl. 22.12
@Tom
Jeg er ikke helt så skrap som dig, til at gemme link.
Artiklen er rigtig, rigtig god.
Men jeg tror den er lidt gammel (så vidt jeg kan se er den ikke dateret).
Jeg har læst for 4- 5 år siden, at Tagetes (alm. el. erecta) er en foretrukken føde/el. opholdssted for nematoderne.
Derfor er problemet med bl.a. ukrudt ikke stort.
Nematoderne foretrækker Tagetes fremfor stor set alt andet.
Men jeg bruger måske også overdrevet mange.
Rundt om en rose jeg sætter i gammel rosenjord, bruger jeg gerne 20- 25 Tagetes.
Så til et bed i en køkkenhave er det rigtig mange jeg bruger (ca. 120 pr. 4m2).
Men de er lette at formere og man har selv frøene, hvis man har haft Tagetes (og ellers er der vist rigtig mange frø i Tagetes frø poser).
Men en rigtig god artikel.
Skrevet af: Tom Andersen, 12. februar 2016 kl. 7.09
@Willy
Det er min opfattelse, at tagetes mod nematoder (som der findes rigtig mange arter af), kræver en renkultur med tagetes, da nematoden ellers vil overleve i andre planter. Der findes nogle forskningsartikler om dette, men jeg kan ikke finde dem igen.
Bruger ikke selv tagetes.
Skrevet af: Tom Andersen, 12. februar 2016 kl. 7.12
@Willy
PS
Gemmer ikke link, men bruger søgefunktionen før jeg spørger :-)
Skrevet af: Claus K Madsen, 12. februar 2016 kl. 10.35
Hej Ayoe
Jeg tror din rådgiver har forvekslet nematoder og smælderlarver. Sidstnævnte kan være et stort problem det første år man har køkkenhave i en gammel græsplæne.
Lyt til Tom's råd ang. kattene. Sådan et stykke hegn med f.eks. 10*10 cm masker forhindrer kattene i at grave og så er den nygravede jord ikke så interessant længere.
Det ville nok være ideelt at kvæle græsset med sort plastic eller lign. men det har jo den pris at du må vente noget længere med at anlægge haven.
Skrevet af: Willy N, 12. februar 2016 kl. 11.37
@Claus
Dækker Ayoe med 10- 15 cm jord og kompost hvor der skal være køkkenhave, kvæles græsset også.
Skrevet af: Claus K Madsen, 12. februar 2016 kl. 12.17
Det er rigtigt. Temmelig store mængder skal der dog til i dette tilfælde.
Forresten kan man jo også rulle ukrudtsdug ud og skære nogle huller til planter. Det virker godt med store enkelt planter som f.eks. græskar og agurk. Måske også kål.
På fotoet har jeg brugt metoden i et nedlagt og reolgravet staudebed m. skvalderkål.
I en plæne ville jeg bare lave nogle plantehuller med en god jordblanding og så dække resten til den første sæson.
Skrevet af: Willy N, 12. februar 2016 kl. 12.44
@Claus.
Du har ret i, at der hurtigt går 1 m3 jord eller to til.
Din metode er rigtig god.
Kan det ikke være en fordel, at lade jordstykket ligge lidt og lade skvalderkål og andet ukrudt spire inden dugen ligges på og der prikkes hul til afgrøderne.
Jeg tror det kan give en større gevinst i bestræbelsen på dræbe ukrudtet.
Skrevet af: Claus K Madsen, 12. februar 2016 kl. 13.25
Jo, man vil nok slippe af med flere frø på den måde. I mit tilfælde var reolgravningen så effektiv at jeg ikke har set meget til skvalderkål eller andet ukrudt siden. Kun de mest livskraftige stauder har kunnet skyde op fra dybet.
Prisen er så at jorden er blevet mere leret, så jeg må arbejde lidt med strukturen.
Der går vel 1m3 pr 10m2 som dækkes med 10 cm kompost :-)
Skrevet af: H. Christensen, 12. februar 2016 kl. 18.04
Når jeg lægger græsplæne om bruger jeg det, der hedder en stennedlægnings fræser. Den lægger sten og græstørv ned og mul øverst.
Mvh
Skrevet af: H. Christensen, 12. februar 2016 kl. 18.05
Når jeg lægger græsplæne om bruger jeg det, der hedder en stennedlægnings fræser. Den lægger sten og græstørv ned og mul øverst.
Mvh
Skrevet af: Ayoe B. P., 14. februar 2016 kl. 21.47
Det er rigtig interessant at følge jeres diskussion. Den lærer mig meget! ;-)
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.
Her er du: Forsiden > Forum > Køkkenhaven > Fra gammel græsplæne til køkkenhave.