Skrevet af: Peter Jensen, 8. august 2013 kl. 22.01
Hej
Min kone og jeg har i år købt kolonihave og kastet os udi havedyrkning uden de store forudsætninger, men med stor lyst til at blive klogere og lære vores børn lidt i processen. Vi valgte ikke at gøre særlig meget ved køkkenhaven i foråret udover at plante i de eksisterende højbede og et yderligere eksisterende bed til kartofler. Med de erfaringer vi har gjort os henover sommeren, kan vi dog nu se at vi godt kunne tænke os et større køkkenhave areal i de kommende år. Derudover kunne vi tænke os at plante et antal bærbuske. Det mest oplagte rent indretningsmæssigt, da vi ønsker at bevare den eksisterende græsplæne, vil være at inddrage en del af de meget omfattende blomster og staudebede til køkkenhavebed og vi er faktisk allerede godt igang med rydningen.
Vi er dog ret usikre på den videre færd. Vil det være muligt allerede til næste forår og sommer at få noget ud af et sådant nyt anlagt bed, og hvordan skal vi i givet fald gå frem, og hvilke afgrøder vil være bedst at starte med i et sådant bed. Der trænger til at blive anlagt nye jordbærbede i haven, men jeg tænker at det ikke umiddelbart er oplagt at starte med en flerårig afgrøde i det nye bed. Hvordan forholder det sig med bærbuske (forestiller os primært hindbær og ribs). Kan vi plante dem allerede nu, eller dur det slet ikke.
Jeg er spændt på at blive klogere
Hilsen
Peter
Skrevet af: Lone Brems, 9. august 2013 kl. 6.38
Hej Peter Jensen
Spændende ideer !
Og mens ideerne bobler er det måske muligt at få lavet en haveskitse, som viser urte- og bærhavens indretning på lidt længere sigt. De overvejelser i allerede har med, at der skal vælges en særlig placering til flerårige planter er jo et godt udgangspunkt. Hvis i holder af krydderurter er det måske også fint at vælge en beskyttet fast placering i fuld sol til dem.
For den øvrige del af urtehaven er det oplagt at gå efter et fire- eller femårigt sædskifte for at søge at undgå opformering af forskellige sygdomme og for at udnytte næringsstofferne på den mest hensigtsmæssige måde.
Det vil hertil skulle bruges en opdeling af haven i 4 eller 5 bede (evt som højbede). Urterækkefølgen kunne så være: kål - kartofler - rodurter og løg - bønner og ærter - grøngødning. Grøngødningsskiftet (det femte) kan undværes, hvis man vil nøjes med den gode (!) virkning som dækning af afhøstede jordstykker med grøngødning frem til næste vækstsæsons start har.
Et forslag til jer kan være at vælge en placering til bærbuske som giver plads for underplantning med skovjordbær. De udmærker sig ved at profitere af sol, men tåler udmærket vandrende skygge fra bærbuske, har en flere måneder lang bærsæson og er tålsomme overfor lidt tørkeperioder og de breder sig villigt (men er lette at begrænse de steder, hvor man ikke synes, de skal gro). De er tålsomme overfor at blive trådt lidt i (af barnesko) - og skal ikke omplantes hvert andet eller tredje år. Udbyttet er ikke til lager i fryseren eller syltetøjsproduktion - men oplevelsen ved at trække jordbær på strå er længelevende :-)
I kan plante ribs og hindbær nu - de fleste planteskoler forhandler dem i plastpotter og de tåler omplantning på alle årstider, så længe jorden ikke er frosset. Overvej en sammensætning med både sommerhindbær og efterårshindbær - så får i to høstperioder - en i juni-juli og igen i august-september-oktober. Beskæringsmetoderne for de to sorter er forskellig, men den del kan i læse jer til !
Når i allerede nu er igang med rydningen til et nyt urtebed, kan i forbedre vækstbetingelserne for næste års urter meget ved at skaffe frø til grøngødning - og helst få sået hele det ryddede stykke til inden udgangen af august måned, gerne med noget som dækker jorden godt (blodkløver eller havre kunne være muligheder).
Lad grøngødningen stå hele vinteren og vent til jorden skal tilsås til foråret med at rydde de visne overjordiske plantedele væk.
Hvis det er muligt for jer at producere kompost vil det være en god brun jorddækning i bedet, hvor i kan dyrke tre afgrøder: Først tidlig spinat, så (forkultiveret) squash og afsluttende med at sætte hvidløg i oktober (til overvintring og høst i juni 2015).
Rigtig god fornøjelse med kolonihaven !
Med venlig hilsen fra
Lone
Skrevet af: Peter Jensen, 9. august 2013 kl. 12.40
Mange tak for svaret.
Vi skal helt sikkert have sået grøngødning inden udgangen af måneden. Med hensyn til bærbuskene, så ville vi også gerne plante dem på et stykke at det netop ryddede staudebed. Er det en dum ide? Jeg tænker på om "resterne" fra staudebedet vi ikke får fjernet helt i år, stikker hovedet frem til foråret og bliver et stort problem mht. lugning næste år.
Venlig Hilsen
Peter
Skrevet af: Lone Brems, 9. august 2013 kl. 21.43
Hej Peter Jensen
Der er altid en mulighed for, at stauder kan skyde igen fra selv små rodstumper - men hvis jorden har været løsnet godt ned til 15 - 20 cm dybde i forbindelse med opgravning af gamle stauder, så er det forholdsvis let at fjerne, hvad der måtte komme af genvækst.
Så jeg tror ikke, at i skal forvente noget stort problem med lugning - men som med alle andre gøremål i haven er "rettidig omhu" et rigtig godt princip :-) - og det er ikke særlig vanskeligt at passe på rodsystemerne fra buske der har stået i jorden et år eller to.
Iøvrigt vil brunt jorddække i en cirkel omkring nyplantede bærbuske sikre at jorden inde omkring planten forbliver løs og dermed ekstra let at luge - så det kan i da forsøge jer med.
Med venlig hilsen fra
Lone
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.
Her er du: Forsiden > Forum > Køkkenhaven > Fra staudebed til køkkenhave