Skrevet af: Søren Rasmussen, 25. marts 2010 kl. 10.40
Hej.
Som overskriften siger ønsker jeg at grave en ældre hæk op i sektioner og genplante den som læhegn langs en terrasse.
Min plan var at flytte hækken her sidst i marts..
Mit spørgsmål lyder, kan man overhovedet flytte en ældre/gammel hæk, og regne med den kommer sig..
Er der noget man skal tage specielt hensyn til?
Jeg ved ikke helt hvad det er for en hæk der er plantet i sin tid, den er bredbladet, rødlig og bliver hurtig tæt i fåråret.
mvh Søren.
Skrevet af: Lone Brems, 26. marts 2010 kl. 19.39
Hej Søren Rasmussen
Jeg går ud fra, at din hæk er løvfældende - dvs nu med saftspændte knopper, men endnu ikke med udfoldede blade.
Det er et vanskeligt projekt, du har tænkt på.
Der er flere kritiske ting at tage hensyn til:
Det er vanskeligt at matche planternes vandbehov i foråret, hvis rodsystemet er blevet reduceret (og det er svært at undgå!).
Det er vanskeligt at få gravet gamle hækplanter op med tilstrækkelig meget rod.
Det er vanskeligt - selv med ekstra vanding gennem foråret - at få de flyttede hækplanter i trivsel, hvis rødderne er små i forhold til gren- og kvistmængden over jorden.
Det kan lade sig gøre at sikre en tilstrækkelig vandforsyning i jorden med sivevanding enten via slange eller som flytbare sivespande - men det kræver kendskab til jordbundsforholdene og eventuelt jorddække omkring planterne for at mindske fordampningen.
Så overvej - hvis du vil etablere læ ved din terrasse her i foråret - at plante store hækplanter (kan købes op til 120 cm høje og forberedte til forårsplantning ved flerårig rodbeskæring) eller måske etablere midlertidigt hegn i form af flettet pil eller halmmåtter.
Hvis du vil genbruge dine hækplanter, er der større mulighed for succes, hvis du rodbeskærer dem i forsommeren og så planlægger flytningen af dem hen til terrassen til november. Det er meget mere grosikkkert at flytte rundt med løvfældende planter når de er i hviletilstand end det er nu, hvor de "står på spring" for at folde bladene ud - og dermed øge vandbehovet gevaldigt.
Med venlig hilsen fra
Lone
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.