Skrevet af: Birthe, 1. juli 2002 kl. 19.33
Jeg har på tredie år 2 stikkelsbærbuske der bliver fyldt med larver samtidig med at bærrene begynder at komme frem.
De æder alle bladene. Der er ingen larver i mine andre frugtbuske, så det er nok en meget speciel larveart der elsker stikkelsbær. De er sorte.
Er der nogen der kan give mig et godt råd som ikke forgifter mine bær?
Birthe
Skrevet af: Karna Maj, 2. juli 2002 kl. 9.10
Det er stor stikkelsbærbladhveps, når larverne er sorte. Og lille stikkelsbærbladhveps,hvis larverne er grønlige med gullig sidelinjer.
Jeg har også et par afløvede grene på mine stikkelsbær. Jeg har ikke tænkt mig at gøre andet end at fjerne dem, jeg kan se. Jeg skal jo spise bærene i de kommende uger.
Hvis det er meget slemt og dine buske er ved at blive helt afløvet, kan du bruge bakteriepræparatet Bacillus thurigiensis. Men så ville jeg i hvert fald ikke have lyst til at spise bærene. Men du kan jo plukke bærene og putte dem grønne i fryseren først.
Skrevet af: Inge, 8. juni 2003 kl. 14.01
Jeg havde også grønne larver i en stikkelsbærbusk, og selv om jeg fjernede en hel del, var busken helt afløvet. Det er vel grunden til at der ikke er bær på i år?. Nu har jeg larver igen, og de æder bladene når jeg vender ryggen til. Hvordan formere de sig?, kan jeg gøre noget for ikke at få lige så mange til næste år?. det var en masse spørgsmål. Jeg håber der er nogle der har gode ideer.
Skrevet af: Henrik Ahlmann, 10. juni 2003 kl. 9.43
Der findes flere arter af bladhvepse, der går på Ribesarter. Hvis larverne er lys til gulgrønne med sorte pletter og mørkt hoved er der tale om stor stikkelsbærbladhveps, Nematus ribesii. Der er op til tre generationer på en sommer, og larverne kan optræde over en lang periode. Æggene lægges på undersiden af buskens blade i større antal, og larverne kan afløve skuddene på kort tid. De må altså fjernes. Du kan endvidere spule planten med en hård vandstråle, og underbeplante, med storkenæb eller andre planter, så biller og edderkopper trives, eller måske kultivere jorden under busken ofte, så pupper her tørres ud. Fuglekasser er en god idé. Insektsæbe kan muligvis have effekt på de yngste larvestadier. Hvis naboerne har angreb, flyver nye voksne individer gerne det korte stykke ind til dig, så koncentrer dig om larverne på busken eller samarbejd tværs over hækken.
Skrevet af: Ulrik, 22. maj 2008 kl. 16.18
I min have står der fire stikkelsbærbuske, som hvert år angribes af bladhvepselarver. Nogle år – f.eks. i år – angribes de slemt og de bliver helt afløvet, hvis jeg ikke griber ind. Jeg klarer det ved at gå buskene igennem hver 2.-3. dag og fjerne larver. Det lyder besværligt, men det er faktisk ganske overkommeligt, hvis man er ude i tide, mens larverne er små, og man ved, hvad man skal se efter.
Den store stikkelsbærbladhveps er den værste skadevolder, for den optræder i store mængder, og larverne holder tilsyneladende sammen, idet de begynder med at æde bladene i bunden af busken, hvor de er svære at få øje på, og derefter arbejder de sig op ad de angrebne grene, indtil løvet er spist helt til toppen. Når de først er nået halvvejs op ad grenen, har de allerede vokset sig så store og sultne, at de kan rydde resten af grenen på et par dage.
Man skal finde dem, mens de er helt små, og det er faktisk nemt, for æggene lægges sammen i stort tal på undersiden af et blad, og når de små larver kommer frem og begynder at æde bladet, får det en masse små huller, så det ser ud, som om bladet er ramt af et skud hagl. Plukker man et "haglramt" blad og vender det om, ser man en flok bittesmå bladhvepselarver sidde på bladets underside.
Jeg kan holde bladhvepsene i skak ved at gå buskene igennem hver 2.-3. dag og plukke alle de "haglramte" blade. Desuden fjerner jeg så mange større larver, som jeg kan få øje på. Det tager kun et par minutter pr. busk hver gang.
Skrevet af: Jytte Jensen, 26. oktober 2008 kl. 12.17
Jeg flyttet min stikkelsbærbusk sidste efterår, men her i år var der næsten ingen bær på den, er det nomalt det første år efter den er flyttet. Sidste år gav den masser af søde røde bær.
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.