Forum

Hvordan man planter bøgehæk

  Skriv nyt svar | Rapportér

Skrevet af: Ulla Bach, 20. august 2008 kl. 14.52

Vi skal have plantet ca.140 m bøgehæk.

Har ikke forstand på det overhovedet. Skal de plantes i flere rækker eller hvordan gør man og hvilke planter skal vi købe, hvis det skal være til fornuftig pris?

1 af 10 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Anne Demant, 20. august 2008 kl. 15.19

Jeg synes du skal se på haveinspiration, der er videoer om rigtig mange ting, også om bøgehæk.

www.haveinspiration.dk/VisArtikel.aspx?id=530

2 af 10 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Anne Demant, 20. august 2008 kl. 15.36

Glemte at skrive at du nok skal scrolle ned på siden.

3 af 10 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Boi Jensen, 20. august 2008 kl. 16.40

Hej Ulla
Du kan også få det på tryk, og så kombinere hvad du synes er nemmest at forstå.

Hvordan lykkes bøgehækken bedst?

En bøgehæk er noget af det bedste, der fås indenfor forskellige muligheder, når vi taler om klippet hæk. Om foråret er de lysegrønne blade i udspring med til at varsle begyndelsen af sommeren. Den holder på de smukke gyldentbronze farvede blade om vinteren og den bliver flottere og stærkere for hvert år, der går. Bøgen trives på al slags jord og er nøjsom og får en tæt vækst, tåler en del vind når den først er etableret og endda salt sprøjt i kystnære områder tåles.

Der er mange historier og fejlopfattelser om hvordan den skal behandles og til tider også eksempler på hvordan forkert behandling kan bevirke at projektet ikke lykkes ordentligt.

Bøgen er ikke særlig god til at tåle træk og derfor kan den være lidt vanskelig at få i gang, specielt tæt ved nybyggede hushjørner, hvor vinden har frit spil, til tider med over dobbelt hastighed. Bøgeplanter til hæk skal have grene tæt ved jorden for at blive tæt forneden. Det er vigtigt at kontrollere ved modtagelsen, for det er nemmest at reklamere før planterne graves ned.

Når nogle enkle regler tages i betragtning vil bøgehækken også lykkes.

Plantetidspunkt: Efter 10. november og før 30. april. Planternes rødder tåler ikke udtørring, så det er vigtigt ikke at lade planterne ligge på jorden under plantningen. Bøgen tåler ikke for meget vand i de første år. Ligesom mange andre planter har bøgen også brug for luft i jorden, så det er vigtigt at jorden inden plantning er grubet og løs, ligesom jorden omkring de nyplantede planter ikke må gøres hård ved trampning omkring den nye plante.

Det er efterhånden blevet en regel i visse planteskolers iver efter at sælge noget, at der leveres bøgeplanter fra 1. oktober, hvor det er normalt at plante stedsegrønne planter, – og disse bøgeplanter vil oftest dø i løbet af de næste 2 år – og det er spild af kræfter og penge at plante bøg, der ikke er ordentligt afhærdede – de tåler ikke flytningen før processen med at få næringsstofferne trukket ud af blade og grene og ned i rødderne – og et gammelt gartnerråd går ud på at "man ikke tager bøg op før 10.11.

Mycorrhiza er en svamp, som lever på planternes rødder og somman mener har betydning for planternes trivles, herunder næringsstofoptagelse. Planterne har nærmest ingen dele af svampen med fra planteskolen, så vi er nødt til selv at sørge for at den tilføres, for at sikre en god vækst de første år, indtil planterne selv leverer nedfaldne blade, der bliver liggende under de nederste grene. Du går ud i en bøgeskov – (husk at få lov til at hente, hvis det er en privat ejendom) og find et spor eller nogle lavninger i bunden, hvor blade fra de tidligere år hober sig op og ser halvformuldede ud. De vil indeholde svampen og det er specielt tydeligt, hvis der endda er rodtrevler blandt bladene.

En affaldssækfuld er rigeligt til 100 meter hæk – og en fin fremgangsmåde er at drysse dem på jorden hvor planterne graves ned – så vil nok 80–90% af dem følge med rødderne ned i jorden og vi er godt i gang.

Plantningen kan godt forberedes ved at grave mellem et helt eller halvt spadestik i jorden og på den måde lave en lille rende. Når planterne skal i jorden er det nemmest at være en til at grave og en til at sætte planterne i jorden – og samtidig have et målebånd til at få planterne til at stå nøjagtig med 25 cm afstand – en snor i længderetningen til at styre at rækken bliver lige. Snoren må gerne stå med spadens bredde fra planterne – så er den ikke i vejen for plantningen.

Normalt er det ikke nødvendigt at gøde de første mange år – og gøres det, er det vigtigt ikke at bruge gødning med særlig stort kvælstofindhold. Kompost er rigtig godt og ren kali kan også være udmærket. Det er vigtigt at holde græs og ukrudt nede indtil hækken selv kan skygge det væk og lad endelig være med at vande indtil bøgeplanterne er sprunget helt ud – d.v.s. aldrig før 1. maj. De fleste bøg slås ihjel med vand og planterne kan ikke bruge vand før de er i god vækst – og i øvrigt er der normalt vand nok i jorden så de kan springe ud.

Vanding i de første år kan være nødvendigt i meget tørre perioder i vækstsæsonen – d.v.s. fra midt i maj til sidst i juni.

www.de-gamle-sorter.dk

4 af 10 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Ulla Bach, 21. august 2008 kl. 9.24

Tusind tak for den meget uddybende og brugbare information om bøgehæk. Lige et enkélt spørgsmål mere. Hvis man skal plante bøgehækken langs indkørsel og gårdplads hvor langt fra kanten skal man så plante den? Tænker på hvor meget den breder sig når den bliver stor. Den skal jo helst ikke allerede som lille brede sig ud på vejen og gårdspladsen.

Håber mit spørgsmål var til at forstå. Det lyder lidt kringlet.

På forhånd tak.

5 af 10 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Ulla Bach, 21. august 2008 kl. 9.24

Tusind tak for den meget uddybende og brugbare information om bøgehæk. Lige et enkélt spørgsmål mere. Hvis man skal plante bøgehækken langs indkørsel og gårdplads hvor langt fra kanten skal man så plante den? Tænker på hvor meget den breder sig når den bliver stor. Den skal jo helst ikke allerede som lille brede sig ud på vejen og gårdspladsen.

Håber mit spørgsmål var til at forstå. Det lyder lidt kringlet.

På forhånd tak.

6 af 10 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Boi Jensen, 21. august 2008 kl. 17.31

Hej Ulla
Det er ikke spor kringlet.

Regn med en bredde på hækken ved jorden på mellem 30 og 50 cm, afhængig af hvor bred eller smal du vil have den. Ved klipningen er det vigtigt en gang imellem at klippe lidt længere tilbage, når man er nået til ydergrænsen. Det kan gøres med et ørnenæb før eller efter hækklipningen, for der bliver nogle voldsomme fortykkelser af grenene, hvis vi klipper til samme punkt år efter år. Det kan hækklipperen ikke klare. Samtidig fås nyvækst, som er med til at holde hækken i god form.

7 af 10 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Lise D, 23. august 2008 kl. 10.09

Vi satte bøgehæk i efteråret 2006 men billige planter fra Bilka. kun 3 planter er gået ud og blev udskiftet sidste efterår. Planterne var i størrelsen 80–100 cm mener vi gav 250 for 10 stk... vi købte hæk for 1800 kr.

Hækken er her to år efter ved at tage rigtig godt fat og toppen er allerede klippet. den breder sig pænt og jeg kan kun anbefale hæk fra Bilka! Dog skal det siges at jeg har passet MEGET godt på dem... Min svoger købte ligeledes hæk fra Bilka og satte den sidste efterår – 80% er gået ud.

Jeg har passet og vandet hækken en hel del. de nye planter kræver god næring og vanding dets første levetid. Sidste sommer vandede jeg meget ofte, iår har jeg ikke værnet ret meget om den.

Vores er sat i forhaven ud mod fortorv – vi har sagt den 30 cm fra fortorvets kant...

God fornøjelse med plantningen...

8 af 10 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Per Jensen, 1. juni 2010 kl. 11.19

Hej.
Jeg har været så heldig at få en masse bøgehæk fra en grund der skulle ryddes, for små 14 dg. siden (midt i maj) desværre er det ikke det rigtige tidspunkt at flytte bøgehæk på ! jeg har plantet dem i ny frisk muld/jord og vandet dem hver dag siden de blev plantet til at starte med så de pæne og grønne ud men nu er der flere af dem der har hvisne blade har de nogen chance for at overleve eller er det spildt arbejde....

9 af 10 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Lone Brems, 1. juni 2010 kl. 13.27

Hej Per Jensen

Du har jo taget højde for at tidspunktet ikke er optimalt, så jeg synes da du skal holde ud og måske indrette dig lidt praktisk omkring vanding, som jo nok skal fortsætte lang tid endnu.

Nogle forhold kan dog føre til en anden beslutning:
Hvis det er omfattende rodskader, så er chancerne for at planterne overlever sommerperioden ikke ret store - uanset hvad du gør med vanding og pasning nu bagefter.
Rodskaderne kan være brækkede, overskårne eller udtørrede rødder - og det er dig som kan bedømme dette ud fra hvad der skete ved flytningen af planterne.
Endelig kan der være misforhold mellem planternes rodstørrelse og størrelsen af stamme, grene og kviste. For lille rod i forhold til plantens størrelse over jorden er det virkelig svært at kompensere for med vanding i sommerperioden.

Hvis du har passet godt på rødderne og der er nogenlunde harmoni mellem rod og de overjordiske palntedele, så bør planterne kunne hjælpes igennem sommeren med omhyggelig vanding.

Hvis du sørger for grundvanding (nedbør + vanding = ialt 30 mm) én gang om ugen i juni, juli, august og september, så har du sørget for rigelig vandtilførsel.
Nu er vanding jo alt fra vandkande, sivespande, siveslange, drypvanding til vandspreder - og jeg kan jo ikke vide, hvad der er dine muligheder.
Det mindst fysik krævende - og med optimal udnyttelse af de tilførte liter vand er sive- eller drypvanding. Så hvis du kan vælge denne løsning er der taget fornuftige hensyn til både din ryg, vandregningen og bøgeplanterne.

Du kan opnå en god virkning med mindsket fordampning og en god jordstruktur (uden tilslemning af de små porer) ved at holde jorden langs hækken dækket med velomsat, ikke for kvælstofholdig kompost, barkflis eller græsafklip. Det kan betyde, at du kan strække de 30 mm vandtilførsel til mere end en uge - måske op til 2 uger.

Jeg håber, dine anstrengelser krones med en veletableret hæk, der kan klare sig selv fra november og mange år frem.

Med venlig hilsen fra
Lone

10 af 10 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Per Jensen, 1. juni 2010 kl. 16.16

Hej Igen

Jeg har endnu et spørgsmål, det er om de planter der får visne blade har en chance for at overleve, og hvis hvordan finder man så ud af om de er døde...ved at vente til næste forår og se om de springer ud eller kan der komme nye blade i løbet af året det er jo tidligt på året.
Da vi skulle grave dem op var vores plan at prøve at få hver hækplante med en klump jord med op men det var umuligt så vi gav hver plante en plastic sæk om rødderne, og der gik ca. 4 t. fra de var gravet op til de stod i den nye jord, jeg hentede dem ca 60 km fra hvor jeg bor og de virkede ikke specielt udtørret...men hvad ved bønder om agurkesalat

Nyt svar til emnet »Hvordan man planter bøgehæk«

Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.

Brugernavn (e-mail-adresse):

Her er du: Forsiden > Forum > Fri debat > Hvordan man planter bøgehæk

Søg:

StΓΈt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider