Forum

Kompostering virker opreklameret

  Skriv nyt svar | Rapportér

Skrevet af: Allan Simonsen, 14. august 2007 kl. 23.58

Har af kommunen fåret en plast-kompostbeholder, som jeg endnu ikke har taget i brug. Udsigten til bøvl, ulemper og risici er ved at gøre det af med de sidste behov for at efterleve politisk korrekthed for haveejere.

Har en nyanlagt (2 år) grund med køkkenhave og drivhus.

Mine synspunkter er:

1) Kompostbeholderen lugter og tiltrækker små og store dyr/insekter

2) Kompostbeholderen kan være rugekasse for dræbersnegle.

3) Pga 1) ønsker jeg ikke kompostbeholderen placeret tæt ved hus, terrasse m.v.

4) Pga. 3) er det bøvlet at gå ud med køkkenaffald til komposten nede i baghaven.

5) I forvejen fylder og lugter det at have en separat køkkenaffald-spand stående på/under køkkenbordet.

6) Når jeg går i haven og klipper i planter og roder i jorden får jeg en skøn blanding af komposteringsegnet og uegnet (og alt det jeg er i tvivl om). Så skal jeg konstant slæbe rundt på to havespande/-sække.

7) Jeg vil under alle omstændigheder jævnligt have komposteringsuegnet grønt affald (ukrudsfrø, svampe/sydomsangrebne plantedele etc.), som jeg vil køre på genbrugspladsen med, inden det rådner (og lugter/drypper) alt for meget i poserne. I stedet for kun at køre med 2 poser kan jeg lige så godt tage de 2 poser med komposteringsegnet affald med (uden af den grund at bruge mere benzin).

8) Jeg går ud fra, at haveaffaldet på genbrugspladsen bliver (varm-)komposteret.

9) Jeg kan, når jeg er på genbrugspladsen jf. 7) hente varmkomposteret haveaffald og bringe med hjem i min have 1:1 som hvis jeg selv havde en kompostbeholder stående.

10) Varmkomposteret haveaffald er mere sikkert, end komposten i ens egen alm. kompostbunke, da ukrudsfrø, sygdomme, skadedyr o.l. jo ikke i praksis evnes at blive frasorteret 100% i 6).

Jeg synes sjældent kompostbeholdere bliver udsat for "kritisk journalistik" – hvad er jeres helt ærlige erfaringer – er der ikke noget om snakken?

Jeg er ikke så interesseret i at få genfortalt propagandaen om fordelene ved en kompostbunke, men vil hellere høre jeres mening om mit indlæg – kan I be- eller afkræfte mine synspunkter?

1 af 14 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Svend Høst, 15. august 2007 kl. 8.18

Afkræfte!

Mvh. Svend Høst

2 af 14 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Randi Lauridsen, 15. august 2007 kl. 14.55

Også afbekræfte.

Jeg hælder alt på samme kompost (Køkken og have affald) Det eneste der ikke kommer i, er rødder af skvalderkål, dét tør jeg trods alt ikke.

Jeg synes det er nemmere at hælde det hele i én stor beholder i egen have (jeg har en åben trækassse), frem for at skulle putte det i sække og køre afsted med det.

Lugter det, skal man bare vende det lidt med en greb, så der kommer luft til, så holder det snart op igen.

én gang om året sætter jeg en varmkompost (Se Karna Maj's beskrivelse her på sitet) og så er der ikke problemer med ukrudtsfrø etc.

Vedr. din 9)
Den er ikke så god for jorden som den du selv laver, fordi den er fuldt omsat, og derfor ikke giver liv til de gavnlige mikroorganismer i jorden

3 af 14 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Signe, 15. august 2007 kl. 15.50

Opreklameret synes jeg nu ikke "hjemmelavet" kompost er.

Min erfaring er, at de lukkede kompost beholdere ikke altid fungerer så godt.

Her står en åben kompost beholder i et hjørne af grunden og komposteringsegnet køkkenaffald samles i en spand under køkkenvasken.

Spanden tømmes dagligt/hver anden dag afhængig af hvad og hvor meget der kommes i. Har ikke problemer med lugt – undtagen hvis det er smuttet med at tømme spanden.

Om det er bøvlet eller ej at tømme kompostspanden kan jo altid diskuteres – men helt ærligt så tager det jo bare et par minutter!

Lugt fra selve komposten minimeres/undgåes i høj grad ved at sørge for ordenlig omsætning i komposten.

Mht. dræbersnegle – komposten har godt af at blive stukket om med mellemrum – ved den lejlighed holder jeg øje med både snegle og evt. æg – sidst jeg stak om fandt jeg vel 5 snegle og ingen æg (denne mængde vil sandsynligvis være højere hvis du bor i et snegleplaget område) men husk på at sneglene kan lide friske plantedele, så en god omsætning i din kompost mindsker dét problem.

Jeg oplever ikke at der er så meget "ikke kompostegnet" haveaffald i min egen have – men jeg må tilstå at smågrene fra fx roser/andet stikkende, som ikke er så rart at få spredt rundt i haven med den færdige kompost, nogle gange ryger i dagrenovationen, men det er meget små mængder – en håndfuld nu og da.

Jeg tror i bund og grund det handler om hvad man er villig til at "ofre" på sagen – er det for surt at sortere køkkenaffald og tømme kompostspanden dagligt?

Er det træls at stikke komposten om et par gangen om året?

Er der for besværligt at tage en spand tang med fra stranden når man er i sommerhuset/en spand hestemøg når børnene bliver kørt på rideskolen – eller hvor man nu kan få fat i det der sætter gang i komposten (den helt nemme: køb hønse/kogødning på pilleform og smid lidt af det i indimellem)?

Er glæden ved at vide at man bruger sit affald på en fornuftig måde, stor nok til at ovenståendende besværligheder alligevel ikke er helt så "besværlige" længere?

Jeg synes, at dine synspunkter i høj grad handler om denne "besværlighed" – for der er forholdsvist nemme måder at komme udenom problemer med fx ukrudtsfrø i hjemmelavet kompost jvf. Randis indlæg og de mange andre gode kompostråd, der sikkert også kan findes i dette forum.

Jeg håber at du får glæde af din kompost hvad enten der er "hjemmelavet" eller hentet på genbrugsstationen.

Mvh Signe

4 af 14 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Allan Simonsen, 15. august 2007 kl. 23.35

Tak for jeres indlæg i debatten. Specielt de af jer, der har ulejliget jer med at argumentere for jeres meninger.

Jeg konstaterer, at I dels smider "alt" haveaffald på jeres kompost – også ukrudsfrø og sygdomsrampe plantedele – og at dette kræver, en korrekt udført varmkompostering.

Varmkompostering skulle ifølge "eksperterne" ikke være sådan lige til (for uøvede):

www.havenyt.dk/spoergsmaal/123.html

Dernæst konstaterer jeg også, at I begge to har åbne kompostbeholdere – ikke en lukket af plast som min, som I ikke mener er så god/velegnet som en åben. Jeg kan andre steder læse mig til, at en lukket kompostbeholder generelt er for lille til at dække behovet for en parcelhushave, hvor der gror andet end græs.

Randi advarer mod kompost fra genbrugspladsen, fordi den ikke altid er fuldt omsat. Der er sikkert forskel fra genbrugsplads til genbrugsplads, men jeg har flere steder læst mig til, at den består af have- og parkaffald, varmkomposteres, vendes og ligger i 1 år. Er det ikke som i komposten hjemme i haven blot mere maskinelt? Som beskrevet kan komposten hentes fra genbrugspladsen, når jeg alligevel er derude med haveaffald, som jeg ikke vil kompostere i min have, fordi jeg ikke gider eller evner varmkompostering. Øvelsen koster altså ikke ekstra brændstof.

www.refa.dk/media/filebank/org/kompost%20-juni%2007%20ny.pdf

Signe, du bekræfter reelt, at affaldsspanden i køkkenet kan komme til at lugte, at det tager tid hver(anden) dag at tømme den, at kompostbeholderne kan lugte, at dræbersnegle kan hygge sig i den, og at du heller ikke gider sortere dit haveaffald i kompstegnet og -uegnet -men hellere vil bruge tid på varmkomposteringsøvelsen.

Men at du er indstillet på at bruge den energi og tid, disse ting tager.

Måske er det her forskellen på os er – jeg finder det ikke tilstrækkeligt hyggeligt selv at skulle bøvle med kompostering, fremfor at skulle have det ud at vende på en genbrugsstation. Der er i forvejen nok af arbejde i haven til at holde mig beskæftiget. Kompost ER træls og det er sådan set også træls at skulle samle det i sække og på genbrugsstationen.

Der er fordele og ulemper ved begge dele, og mit formål er gennem dette lidt provokerende indlæg at få lidt flere synspunkter på, hvilken vægt jeg skal tillægge de enkelte +/-'er.

Hvad jeres råd til mig og min plastkompostbeholder skal være.

Helst nogle indlæg, som går faktuelt i rette med – eller bekræfter – mine påstande, frem for holdningsmæssige tilkendegivelser om, hvorvidt kompostering er træls eller ej.

Håber I tilgiver min lidt provokerende form, men i en debat må man også gerne sætte tingene lidt på spidsen...

5 af 14 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Lily, 16. august 2007 kl. 6.23

Jeg vil også afkræfte dine påstande.

Vi har haft kompostbeholder(e) i plast i mange år, men har samtidig benyttet os af andre komposteringsmuligheder.

Vi har ikke kørt haveaffald væk fra haven, ikke af ideologiske grunde, men fordi vi ikke har haft bil.

1) Lugt behøver ikke være et problem,hvis der er gang i omsætningen, og derfor vil jeg anbefale dig at anskaffe kompostorme.

Hvis det er muligt, så skaf dig en metalbund til din kompostbeholder, så undgår du med sikkerhed gnavere deri. Insekter og snegle kommer ikke ind af sig selv, hvis der er net for udluftningshullerne.

2) Ikke hvis du giver dig tid til at se hvad du kommer i beholderen, så du undgår at komme voksne snegle og æg deri selv.

3) Det er mest hensigtsmæssigt at placere den tæt på bagdøren, helst nord for huset, plant evt. et par stedsegrønne buske omkring.

4) Så bliver det ikke bøvlet at gå ud med køkkenaffald, heller ikke om vinteren.

5) Gør det til en vane at gå ud med det hver aften sammen med skraldespanden, og rens affaldsbeholderen, så er der ingen lugt i køkkenet.

6) Ja, men så er det vel heller ikke værre!

7) Hvis du har kompostorme er det utroligt hvad de kan spise/omsætte. Min erfaringn er (af nød måtte det jo prøves) at selv rødder af senegræs og skvalderkål blev spist. Ukrudt med frø kommer i kraftige sorte plastposer, bliver bundet godt for og gemt "lidt af vejen", dog gerne et sted hvor der kan komme sol på. Efter sådan en gang "varmekompostering er der ikke meget der spirer.

8) Det mener jeg den gør.

9) Ja, og bliv endelig ved med det, den kan bruges til at lægge i et tyndt lag over jorden om foråret.

10) Varmekomposteret affald fra genbrugsstationen, er så omsat at det kun er brugbart til at lægge oven på jorden, der kan stort set ikke gro noget direkte deri. Det har jeg ofte hørt og måtte selv erfare at det var rigtigt, da jeg blandede lidt rigeligt i et såbed.

Som jeg nævnte tidligere kommer der intet haveaffald ud af vores have. Hækaffald og smågrene bliver hakket i en kompostkværn (kan evt. lejes) og brugt som jorddække eller lagt i en åben kompostbeholder.

Jeg vil lige tilføje at du naturligvis skal huske at "lufte" i din kompostbeholder, men du har sikkert fådet et redskab med til det, ellers kan det købes.

Ja, det var så min erfaring, jeg håber du får glæde af din kompostbeholder.

Mvh Lily

6 af 14 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Merete Vinje, 16. august 2007 kl. 8.44

Mon ikke det hele i bund og grund er et spørgsmål om den personlige holdning til at kompostere – nogen synes, at det er en god ide, og tager eventuelle smågener med et skuldertræk, mens andre ikke bryder sig om ideen, og overdramatiserer eventuelt besvær og gener.

Jeg har haft kompostkasse i 5–6 år, og putter alt muligt, undtagen egentlige grene og skvalderkål, i den. Det kniber med at få temperaturen højt nok op, så jeg har frø i min kompost, men det gør ikke noget, for de småplanter, der dukker op rundt om i bedene, luger jeg bare væk igen sammen med andet ukrudt.

Kompostkassen står i et nordvendt hjørne, og jeg har dækket den til med et gammelt sammenfoldet bruseforhæng. Det er rigtigt, at hvis der ikke er blevet vendt rundt i den, så kan den godt lugte lidt, men det er ikke noget at snakke om. Selvfølgelig er der snegle i den, men kun øverst oppe, og jeg har aldrig set dræbersnegle. Til gengæld vrimler det med regnorme. Om vinteren bor der gerne en mus nede i bunden, men hvis den ikke boede der, boede den nok et andet sted – jeg tror ikke på, at man kan udrydde mus ved ikke at have kompostkasser.

Jeg har to skraldespande under køkkenvasken, og hvis der er noget, der lugter, er det da den skraldespand med sovserester, osteskorper osv, ikke den med grøntaffald, kaffegrums og theblade.

Da jeg absolut er tilhænger af kompostkasser, har jeg nok nemmere ved at se fordelene end ulemperne, men jeg synes virkelig, at der burde være en kompostkasse/beholder/bunke i enhver have.

7 af 14 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Randi Lauridsen, 16. august 2007 kl. 11.07

Hej Allan
Du misforstår mig vedr kommune komposten.

Den ér nemlig fuldt omsat, og derfor giver den ikke mikroorganismerne i jorden noget at leve af.

Hvis man laver sin egen kompost, kan man sprede den inden den er fuldt nedbrudt, og derved give mikroorganismerne noget at arbejde med og holde jorden i live, hvilken er godt for strukturen, og de planter der skal vokse i den.

8 af 14 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Carina Juul, 16. august 2007 kl. 18.49

Det drejer sig om noget helt andet.

Det er en god fornemmelse at bage sit brød, at lave syltetøj af frugterne ect.

Ligesom det er en god fornemmelse at lave kompost.

Men Allan, nogle gider og andre gider ikke.

Det er i bund og grund et holdningsspørgsmål, der er jo ingen, der bliver overanstrengte af at bære affaldet ud i kompostbunken.

Jeg hygger mig med at klippe grene og kviste i stykker, stikke fingrene i komposten og mærke varmen. Og som Randi skriver så er kommunekomposten "død" ved siden af den, man selv producerer.

9 af 14 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Mogens., 28. oktober 2007 kl. 18.30

Svigermor anbefalede mig at smide fyldte kaffe filter poser i den lukkede kompostbeholder. Hos mig gav det en fed brun stinkende sovs i bunden. Slut med det. Nu kører omsætningen fint igen, og så kan jeg anbefale en omstikker stok, (et rundjern med to bevægelige vinger i enden) når du stikker stokken ned i komposten klapper vingerne sammen, og når du trækker stokken op vipper vingerne ud og hiver meget med op. Meget lettere end en grev. Lav den selv, eller kan måske købes?

10 af 14 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Henrik Sønksen, 23. marts 2009 kl. 9.52

Hvis lugtgener fra sortering af grønt affald i køkkenet er problemet, så kan løsningen være en beholder med et aktiv kulfilter i låget. Købes hos www.Pulito.dk

Mvh Henrik Sønksen

11 af 14 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Søren S Duun, 23. marts 2009 kl. 11.49

Uden at gå ind i de forskellige diskutioner, så vil jeg også mene at man skal lave sit kompost selv. Resultatet giver et utrolig godt produkt som gavner miljøet og pengepungen. Hellere det frem for at indkøbe kompost i smarte poser til alt for mange penge. Lav den dog selv.

Jeg ved godt at det næppe "redder verden" men værdien af det svare nogenlunde til brugen af andre gødningsstoffer. Det siges at et kilo kompost indeholder 1,2–1,7% total kvælstof og skulle dermed dække forbruget på 1 m2. til de fleste grøntsager. Producere man så ca 100–200 kilo pr år har man til hele køkkenhaven alene.

Brugen af kommunerne kompost, som siges at være for omsat, så gør det ikke så meget, da den stadig er jordforbedrende og har mange andre gode indskaber. Den kan evt også blandes med en halvomsat kompost og give næring til denne.

Jeg ved godt at der som regel opstår begynder vanskeligheder, men efterhånden er der skrevet så mange bøger og hjemmesider at der er råd at hente.

Med hensyn til at komme kaffe i, så er kaffe meget kvælstofrig og det er netop dette, som mangler for at få gang i komposten, kvælstog og vand. Uden dette for man ikke noget. Mon ikke at der ikke ogsåå finde nogle"kaffesøstre" ibland mikroorganismerne?

12 af 14 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Lars Hjort-Hansen, 25. marts 2009 kl. 19.38

Har et par gange hentet kompost i den gamle Mariager Kommune. Det gør jeg ikke mere, der var små stykker bindetråd, plaststykker fra urtepotter også keramikdele. Og det er fordi at brugerne af genbrugspladsen ikke piller det fra, inden der køres med det der er tilovers fra haven.

13 af 14 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Jan E, 5. juli 2011 kl. 12.21

Yderst interessant (gammel) debat!

14 af 14 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Johan Præst, 5. juli 2011 kl. 14.45

Allen, dit billede af kompost stemmer ikke overens med virkeligheden.

Kærlig hilsen Johan Præst.

Nyt svar til emnet »Kompostering virker opreklameret«

Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.

Brugernavn (e-mail-adresse):

Her er du: Forsiden > Forum > Fri debat > Kompostering virker opreklameret

Søg:

StΓΈt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider