Skrevet af: Margit Kjærside, 11. juni 2003 kl. 20.30
Jeg har det problem at alle mine roser er fyldt med små hvide insekter/fluer som suger alt næring ud af bladene så de bliver hvide og triste og se på.
Jeg har flere gange brusset roserne med vand til der ikke var flere insekter at se, men der går ikke ret længe inde de er der igen, max en time, og roserne ser ud til at de er ved at dø, hvad gør jeg for at redde dem?
Hilsen Margit Kjærside
Skrevet af: Henrik Ahlmann, 12. juni 2003 kl. 8.34
Hvis insekterne er små, ca 2 mm er det mellus, eller såkaldte hvide fluer der har fået forkærlighed for dine planter. De plejer ikke at udgøre væsentlige problemer på friland, hvis dine planter står her. Men under varme forhold og mangel på nyttedyr kan de opformeres.
Typiske følgeskader er sodskimmel som følge af lusenes eskrementer, den såkaldte honningdug.
De voksne lus flyver op ved forstyrrelse, hvorefter de atter sætter sig, når der atter er ro. De skadegørende larver er små, flade og ovalt formede, og fra andet larvestadie sidder lusene fast på planten samme sted. De kan være svære at få ram på i væksthuse, hvor vilkårene er gode. På friland regulerer klima og nyttedyr lettere bestanden. Æggene lægges på undersiden af de nyudfoldede blade i toppen, hvilket medfører, at jo ældre larverne bliver, suger de på blade og skud længere fra knoppen. Lusenes udvikling er klimaafhængig; det tager fra æg til voksen ca 3 uger ved 30 grader og op til 11 uger ved 15 grader.
Du kan prøve at sprøjte med insektsæbe, og sikre dig, at der sprøjtes på undersiden af bladene, især i toppen, for at ramme de yngste larver; de ældre er vanskeligere, da de er dækket af hvidt, beskyttende voks. De små larvestadier er mindre end en halv mm. lang. Spul jævnligt med vand her og tjek nye skud for æg. Sørg for at skylle overskydende sæbe af planten, den virker kun mens den er våd. Først og fremmest må planterne trives godt, med rigeligt vand, tilpas gødning og sol. Ser du mariehøns, kan du placere disse på roserne. Men HVIS der er tale om mellus, plejer naturen dog selv at regulere angrebet udendørs. I væksthus må der nyttedyr til.
Hvis ikke insekterne svarer til beskrivelsen må du beskrive dem nøjere.
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.