Skrevet af: Zederkof Zederkof, 25. april 2003 kl. 12.47
Hej
Jeg har overtaget et drivhus, i drivhuset er der nogen kapillær kasser, som jeg har tænkt mig at plante tomat, agurk og peber i. Kan det godt lade sig gøre? Det er noget med at man ikke behøver at vande hele tiden når man planter i kasserne, men hvordan foregår det. Håber på noget respons, på forhånd tak for hjælpen.
Zederkof
Skrevet af: Trine Petersen, 9. maj 2003 kl. 13.00
Du skal have fat i nogle af de såkaldte Plantesække, som du kan købe i planteskoler, byggemarkeder eller supermarkeder. En sådan sæk passer i kassen og i hver plantesæk kan plantes 2 agurkeplanter/peberplanter eller 3 tomatplanter. Du skal skære nogle små huller i bunden af sækken, det fremmer iltningen i jorden og så skal du sørge for at løsne jorden i sækken godt.(Inden du åbner den på nogen måde)
Derefter ligger du plantesækken på plads ovenpå kassen og skærer huller til det antal planter du skal plante (der er som regel markeret hvor du skal skære)
Nu skal du lave hul i bunden af plantesækken svarende til rørene i kapillærkassen. Jeg plejer at stikke hånd og saks/kniv ned igennem jorden og føle mig frem, nogen gør det anderledes.
Når hullerne er lavet presses der jord fra sækken ned i rørene, det skal presses sammen uden luftlommer, men ikke for hårdt.
Og så skal der plantes i sækken! Derefter vander du godt ovenfra.
Så skal kassen fyldes og jeg plejer at starte med at fylde rent vand i, for der er gødning i plantesækken til den første tid.
Hvis du er heldig er der stadig en kugle eller pind, som kan indikere vandstanden i kassen, så du kan følge med.
Nu kan planterne passe sig selv med vand, i de varmeste perioder ca. 1 uge, ellers op til 3 uger. Ved de efterfølgende vandinger skal der tilføres flydende gødning til vandet.
Det er i øvrigt en god ide ind imellem at vande plantesækkene godt igennem med rent vand, så overskydende kvælstof mv. skylles med, det kan hindre mange problemer med planterne.
Og når du planter dine kasser til, så husk at tomater gerne vil have varme, men ikke for meget direkte sol. Du kan evt. plante sådan at agurker og peber skygger lidt for tomaterne.
Jeg håber du får tilplantet dine kasser og får en masse gode grøntsager ud af det!
Med venlig hilsen
Trine Petersen
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.