Skrevet af: Clara Andersen, 21. maj 2002 kl. 11.03
"Havenyt" er en gave til havefolket, for her kan alle de spørgsmål og ideer behandles, som der jo ikke er plads til i et blad. Og "Havebænken" er et sted, hvor man kan komme af med egne spørgsmål og måske tips, som man ellsers ville kvie sig ved at involvere bladet i.
I "Spørg eksperterne" læste jeg svaret på spørgsmålet om flytning eller formering af en gul rose. Det var nyt for mig at høre, at man kan nedkroge en rose. Men jeg undrede mig over, at der ikke blev bragt forslag om at tage stiklinger af rosen. Jeg har taget adskillige stiklinger af roser, de kan åbenbart tages i hele vækstsæsonen. Sidste år tog jeg en stikling af vores klatrerose i gårdhaven i maj, "New Dawn", da den blev beskåret lidt. Denne stikling blev plantet i min kolonihave sidst på sommeren og gror nu fint, ser voksen ud og vil garanteret blomstre. I august, vist, tog jeg en eneste stikling af en fin hvid engelsk rose, den har overvintret i et sydvendt værkstedsvindue med minimal vanding, og er nu plantet ud i rosenbedet. Også en buskrose har jeg i haven, ligeledes formeret fra stikling, taget midt på sommeren. Faktisk er jeg forbavset over, hvor nemt, det er at avle på roser fra stiklinger, den af buskrosen overvintrede faktisk som stikling i haven og blomstrede allerede året efter. Mon ikke Nini Højby kunne tage stiklinger af sin gule rose, måske nogle stykker, som hun kunne tage med sig og plante et nyt sted?
Jeg tager stiklingerne på sædvanlig vis, nipper de nederste blade af, så der kun er et eller 2 blade + toppen tilbage og hvis de er store, klipper jeg lidt af det yderste. Det stykke, hvor bladene er taget af, stikkes ned i småvådt leca-muld og kommes i en tynd, hvid plastpose med åndehul i og glemmes i ca. 3 uger. Og voila, så overraskes man af et spædt, nyt blad, som næsten straks tåler fri luft.
Venlig hilsen Clara Andersen
Skrevet af: Clara Andersen, 21. maj 2002 kl. 22.58
Måske burde jeg tilføje, at jeg har brugt Bayerís professionel leca-muld, købt i Silvan, og ingen hormonmidler.
Skrevet af: Rita Bûlow Jørgensen, 12. juni 2002 kl. 17.39
Hej jeg hedder Rita og er rosenfans og har selvfølgelig også en smuk gul klaterrose og kunne tænke mig,at prøve, at få den formeret så jeg kunne sætte den i min forhave op ad muren der. Kan du så også fortælle mig noget om de små minniroser som jeg har købt og hvor to af dem blomstre nu og de blev købt sidste år, kan jeg også få dem formeret eller hvad.
kh Rita
Skrevet af: Clara Andersen, 12. juni 2002 kl. 20.44
Jeg ved ikke, hvorfor "stiklinge af roser" er delt ud som 2 indlæg. Hvis du ser længere nede på siden af 30. maj, vil du se mit svar til Annemarie Krarup. Det er min bedste vejledning i hvordan.
Venligst Clara Andersen
Skrevet af: Sten Porse, 12. juni 2002 kl. 20.47
Den eneste grund til, at jeg ikke nævnte det med at tage stiklinger af roser, er at disse roser ofte er meget frostsarte den første vinter. Ved nedkrogning udsættes plantens selvstændige liv såpas længe, at dette problem skulle være løst. Men tak for interessen, og tak også for den gode forklaring.
Venlig hilsen Sten Porse
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.