Skrevet af: Doris Møller, 2. juli 2021 kl. 13.21
Jeg har planer om et etablere et lille sommerfugleparadis. Jeg har allerede anskaffet et tørstetræ, som er føde for citronsommerfuglens larver. Jeg skal også have en lille sø i en murerbalje med store sten udenom, hvor diverse insekter kan sidde og sole sig. Egentlig var det også meningen, at jeg ville lave et fikst lille brændenældebed, for brændenælder er jo føde for flere sommerfugles larver og måske også et lille bed med tidsler, som også er føde for sommerfuglelarver …
Men nu har jeg læst, at sommerfuglene kun er tilfredse med kæmpestore brændenælder, og hvis det samme gælder for tidsler, så kan det jo godt være, at planen går lidt i vasken. Men skidt med det. De voksne sommerfugle er vilde med min citrontimian og mange andre blomstrende planter. Jeg kommer til at tænke på Inger Christensens digtsamling Sommerfugledalen. Og det er, hvad mit sommerfugleparadis skal hedde! Sommerfugledalen!
Litteraturen (og film?) kan sikkert give mere inspiration til haveglæde. Lige nu kan jeg kun komme i tanker om H.C. Andersens Nattergalen, og nattergale får jeg vist aldrig i min have! Men så er der jo Kaj Munks Den blå anemone, og blå anemoner har jeg faktisk.
Måske er der mange andre planter eller dyr fra litteraturen, man kunne lade sig inspirere af?
M.v.h.
Doris Møller
Skrevet af: Svend Høst, 2. juli 2021 kl. 18.05
Det lyder spændende ..........brændenælder bliver meget store hvis de vokser i kvælstofrigt jord , men de breder sig uhæmmet , så er der kugletidsel/tidselkugle den største tidsel vi har , de får store blå blomsterkugler som trækker masser af insekter til . men igen de breder sig .
Men der er mange mere fredelige planter som sommerfugler elsker, so fx. Asters
løjnanthjerte
sommerfuglebusk
kløver
akeleje
solhat
ridderspore
kaprifolie
Lobelia
Penstemon / rørblomst
Phlox/ floks
Salvia
klokkebusk
frøkenhat og sikkert mange andre.
Skrevet af: Doris Møller, 2. juli 2021 kl. 19.45
Det er fint med masser af blomster, som sommerfuglene kan lide, men hvis der ikke er levesteder for sommerfuglelarverne, eller steder, hvor sommerfuglene kan gemme sig, er det ikke et rigtigt sommerfugleparadis!
Som Haveselskabet skriver:
”Voksenbuffeten er åben! Men vi har ingen særlig børnemenu! Og du må i øvrigt finde et andet sted at overnatte.
Sådan kunne skiltningen uden for danske haver se ud – set med sommerfuglenes øjne.”
haveselskabet.dk/levesteder-til-sommerfugle-og-mad-til-larverne
Det er derfor, at jeg gerne vil have flere af den slags planter, som sommerfuglelarverne lever af. Jeg har haft en staude-tidselkugle, men den kasserede jeg, eftersom jeg ikke syntes, at den var særlig pæn. Jeg anede ikke noget om, at den måske var velegnet som føde for sommerfuglelarver.
Jeg bliver nok nødt til at opgive planerne om et brændenældebed og et tidselbed. Det dur ikke i en lille have, som min. Men løgkarse må jeg kunne dyrke. Den er værtsplante for aurora-sommerfuglens larver. Aurora er jo i romersk mytologi navnet på morgenrødens gudinde. Det lyder da poetisk, ikke?
I øvrigt er der masser af eksempler på sange, der handler om planter:
”Det er i dag et vejr – et solskinsvejr”, som Kim Larsen sang så godt, men som er skrevet af Ludvig Holstein, handler jo om hyacinter, som jeg har en del af. Der kunne fint være et lille skilt i bedet med sætningen ”Det er i dag et vejr”.
Sætningen ”En rose er en rose er en rose” stammer fra Gertrude Stein og kunne passende skrives på en stor flad marksten, som jeg har masser af, og placeres ved rosenbedet.
Jeg bliver ikke arbejdsløs foreløbig ;-)
M.v.h.
Doris Møller
Skrevet af: Ingeborg Hansen, 2. juli 2021 kl. 20.10
@Doris Møller
Var det ikke dig, der ligesom jeg ville drosle ned og gøre haven ældrevenlig?
Til din murerbalje kan jeg kun ønske at du ikke tiltrækker myg, for enhver lille vandpyt er velegnet til myggelarver! Det er kun i vand med fisk og andet godt at myggelarverne bliver ædt før de bliver til flyvende og stikkende objekter. Vi har låg på alt stillestående vand.
Jeg døjer med 7 myggestik på 4. Uge!
Det lyder da fint at du vil tiltrække Aurora sommerfugle. Jeg har også gjort min indkørsel passende stor i fald der skulle komme en Lamborghini forbi. Jeg tror at der skal et større areal med de nævnte planter til, før du kan regne med ynglende sommerfugle. Mine brændenælder slår jeg ned for at lave gødning. Jeg kompenserer med masser af Echinops kugletidsler. De sår sig selv, men er nemme at rykke op.
Du har gang i rigtig mange ting, jeg har forstået at det er en kolonihave, men hvor stor er den?
Ingeborg
Skrevet af: Doris Møller, 2. juli 2021 kl. 21.27
Hej Ingeborg Hansen
Jo, jeg er ved at drosle ned. Jeg har ikke længere planter i store krukker, der skal transporteres mellem hjem og kolonihave. Det er totalt slut!
Til næste år gider jeg ikke dyrke kartofler. Hvis jeg ganske langsomt laver køkkenhaven og græsplænen mindre (jeg gider ikke slå græs), skal der jo være noget andet på de arealer!
Så jeg har det ligesom dig. Jeg kan godt lide at pusle med planer og lave noget om ;-)
Jeg troede heller ikke, at en sø var noget for mig. Den ville tiltrække tørstige og legesyge ræve! Men nu har jeg hegnet hele haven ind, så rævehvalpe ikke mere kan komme og hærge min have. Og en lille sø i en murerbalje er efter sigende helt uden problemer – også uden problemer med myg. Der skal ikke være fisk i den, for de sk…. og laver vandet plumret, men andet godt, som du skriver. Hvad det er, ved jeg endnu ikke så nøje, men det skal være noget, som hentes i en rigtig sø.
Min have måler 540 kvadratmeter, så der er ganske rigtigt ikke meget plads. Men der er jo masser af andre haver i foreningen – i alt ca. 150, jeg husker ikke tallet helt præcist, og der er en anden haveforening lige ved siden af vores. Så der må da være plads nok!
En citronsommerfugl skulle kunne finde et tørstetræ på meget lang afstand. De kan simpelthen lugte træet, ifølge Haveselskabets side:
”Planter man fx et tørstetræ, som er et nemt lille træ, kan man tiltrække citronsommerfugle flere kilometer væk.”
haveselskabet.dk/levesteder-til-sommerfugle-og-mad-til-larverne
Og løgkarse kan bruges til at lave pesto af, hvis der ikke lige skulle komme sommerfugle og lægge æg i dem.
I håbet om, at din brede indkørsel snart må tiltrække en luksusbil, sender jeg dig alle gode ønsker om en god weekend
Doris Møller
Skrevet af: Ingeborg Hansen, 3. juli 2021 kl. 1.10
@Doris Møller
Jeg tapper vandet fra mine regnvandstønder ned i en stor 200 l murerbalje fordi jeg ikke gider vente på at vandet løber ned i mine vandkander fra tappestedet. Det er hurtigere at dyppe vandkanden ned i murerbaljen. …… og uden låg er baljen fyldt med myggelarver. Vi har for et par uger siden været i sønnens sommerhus, hvor regnvandet løber ned i en tønde via kæde. Tønden var levende af myggelarver og jeg har stadigvæk ondt af vores oldebarn, som måtte tage hjem før tiden på grund af mange myggestik. Min mand fik tømret et låg til tønden, forinden havde jeg lagt et tæppe over tønden. Da jeg tog tæppet af for at vi kunne lægge det nye låg på, fløj der en sort sværm af myg op. Så jo, du har noget at glæde dig til :-(.
God sommer med de mange planer og din ret store kolonihavegrund.
Ingeborg
Skrevet af: Doris Møller, 3. juli 2021 kl. 7.56
Jeg kan jo ikke bestride dine erfaringer med vand og myg, Ingeborg Hansen. Men mit sommerfugleparadis skal ligge midt på plænen i fuld sol. Mon ikke myggene foretrækker steder i skyggen? Desuden tænker jeg, at fuglene vil være tiltrukket af søen, bade i den og spise eventuelle myggelarver. I øvrigt koster den nævnte murerbalje 9,50 kr. Så hvis der mod forventning skulle opstå problemer, kan den lille sø hurtigt fjernes, uden at den har kostet noget særligt – hverken besvær eller penge.
Masser af mennesker har fuglebade i haven, uden at jeg nogen sinde i den forbindelse har hørt om problemer med myg.
M.v.h.
Doris Møller
Skrevet af: Ingeborg Hansen, 3. juli 2021 kl. 8.40
Fuglebade er ikke større og dybere end at fugle både kan sidde i kanten og drikke eller kan “bunde” i midten når de bader og skider i vandet! Derfor skifter man vand i fuglebadet hver dag! For det skal holdes rent. Mit fuglebad får ofte skiftet vand flere gange om dagen. Solsortene plasker så meget i det at meget vand ryger udenfor. Jeg har flere flade skåle stående med vand, også til pindsvinet. Alle får nyt vand hver dag. Iøvrigt sidder sommerfugle også ved kanten og dypper snablen. De kan ikke svømme.
Du må gøre din erfaring, synes bare at det lød omfangsrigt med store sten omkring, nedgravning af stor balje osv.
Ingeborg
Skrevet af: Svend Høst, 3. juli 2021 kl. 11.02
Hej Doris , en murerbajle til 9.50 kr er utroligt billigt mangler der ikke et tal her.............
Skrevet af: Lars Holt, 3. juli 2021 kl. 11.16
Hos os indfandt salamanderne sig helt på eget initiativ. Hvis du vælger en murerbalje, skal du sørge for at salamandre, pindsvin mm kan komme op og ned.
Skrevet af: Doris Møller, 3. juli 2021 kl. 11.37
Jeg blev også forbavset, da jeg så, at en murerbalje i den størrelse, som jeg ønsker (20 liter) kun kostede. 9.50 kr. Jeg kunne godt henvise til forhandleren, men det må vi jo ikke. Men jeg kan sige så meget, at det er et af de billige byggemarkeder!
Ja, det er meningen, at der skal være en trappe eller afsats, så insekterne kan sidde og drikke på tør grund, og så andre dyr også kan komme til vandet.
Alt det her med en sø i en murerbalje er jo ikke noget, jeg har fundet på. Jeg har set det i praksis hos andre havefolk, da jeg for nylig var på et kursus med titlen ”Vild med vilje”. Og hvis man googler ”sø i en murerbalje” kommer der flere hits ;-)
M.v.h.
Doris Møller
Skrevet af: Svend Høst, 3. juli 2021 kl. 13.14
Det er ikke en murerbalje du har men murerspand , en murerbalje er på 90 L og koster hos Harsld Nyborg 69.50 kr
Skrevet af: Jakob B., 3. juli 2021 kl. 16.49
Ja, vand i haven er fundamentalt for dyrelivet.
Min største bekymring omkring baljen ville nok handle om, hvad man skal putte i baljen, så det bliver helt sikkert, at fugleungerne uanset vandstanden kan finde op igen, før de drukner.
Af samme grund har jeg støbt et lavvandet fuglebad. Det giver også den fordel, at det nemt kan spules rent.
Ulempen er måske, at det skal påfyldes vand lidt oftere, hvis det er meget varmt og tørt.
Angående sommerfugle og brændenælder, så tror jeg ikke, at højden betyder så meget.
Jeg har kun set laver på brændenælder, som var under ca. 40 cm høje.
Skrevet af: Doris Møller, 3. juli 2021 kl. 19.16
Efter min opfattelse er der tale om en balje, når der ikke er hank på, og når beholderen er ret lav i forhold til bredden, hvorimod en spand har hank og er ret høj i forhold til bredden.
I min husholdning har jeg baljer, der kun kan rumme 5-7 liter, uden at de af den grund pludselig skal kaldes for spande ;-)
Den pågældende beholder til 9.50 kr. har ingen hank og er ret bred i forhold til højden, så derfor må det være en balje.
Jeg kan da sagtens forestille mig, at en professionel murer har behov for en større balje. Men da jeg i sin byggede en havemur af store brosten, kunne jeg sagtens klare mig med en balje, der kun kunne rumme en mindre mængde mørtel. Forretningerne fører vel de varer, som kunderne har brug for.
Det er som sagt kun en mindre sø på 20 liter, jeg vil få, og der skal nok være sten i bunden og en afsats at kravle op på. Så jeg kan ikke forstille mig, at noget levende væsen vil drukne deri.
Lige nu kan jeg ikke finde tilbage til den tekst, hvor der stod, at de kræsne sommerfugle ikke ville nøjes med små brændenælder, men kræver store brændenælder, som jeg ikke synes, er forenelige med den stil, jeg gerne vil opnå i min lille have. Men det er udmærket at høre andres erfaringer, og jeg kan jo prøve mig frem. Brændenælder kan jo også bruges i madlavning ;-)
M.v.h.
Doris Møller
Skrevet af: Jakob B., 5. juli 2021 kl. 13.33
@Doris Møller
En vild have giver vildere oplevelser. :-)
Og når man snakker om solen...
Du får lige et klip, som jeg optog i går af en sommerfugl, som nok må have læst med her.
Jeg har masser af brændenælder både store og små og i klynger.
Men det ser ud til, at denne sommerfugl har sat sig for at bevise, hvor lidt den kan nøjes med:
Brændenælden i Vildhaven
www.youtube.com/watch?v=nVgUh2WoHDw
Det kan måske også være sabotage, at den netop vælger en nælde, som skulle luges væk, så det bliver forhindret. ;-)
Skrevet af: Ingeborg Hansen, 5. juli 2021 kl. 14.53
festklaveret.dk/tekst/1052/for+alle+de+smaa+blomster.html
For alle de små blomster der dog er til i år……. Uforglemmelig sang fra barndommen.
Ingeborg
Skrevet af: Doris Møller, 6. juli 2021 kl. 8.47
Ja, en vild have giver vilde oplevelser, Jakob B. Jeg må indrømme, at det for mig er lidt grænseoverskridende med dette mylder af æg og larver. Jeg har oplevelsen af spindemøllarverne lidt for tæt på. Jeg havde en del af dem i frugttræerne i dette forår. Dog er jeg jo vant til kålsommerfuglens larver i grønkålen. Men alligevel vil jeg gå lidt gradvist frem og med et lille brændenældebed. Det havde man jo også før i tiden i munkenes urtehaver ved klostrene.
Det er en god sang, du foreslår, Ingeborg Hansen, som kan give inspiration til skøn haveglæde. Sangen omfatter jo faktisk alle blomster.
Jeg har dog aldrig set den på rigsdansk før. I min barndom sang vi den på fynsk, sådan som den er trykt i Højskolesangbogen. Det var lidt vanskeligt – mest fordi de uvante ord var svære at synge til den hurtige, skønne melodi.
hojskolesangbogen.dk/om-sangbogen/historier-om-sangene/o-r/opvaavni
Jeg morer mig lidt over, at der i dit link står, at det er originalteksten – altså den på rigsdansk! Det er det jo ikke.
M.v.h.
Doris Møller
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.