Skrevet af: Ingeborg Hansen, 11. maj 2021 kl. 8.51
Det skifter lidt, hvilket ukrudt, der render med medaljen hos os. I år er det den enårige ærenpris og det er jo fint med at den er etårig. Til gengæld får den jo en masse frø, som titter frem næste år osv. Hvad gør i ved den?
Det bedste er selvfølgelig at hakke om, før de får frø, men det skal være meget tidligt!
Vorterod har jeg opgivet at gøre noget ved, i hvert tilfælde de steder, hvor der er svært at komme til. Iøvrigt er både blade og blomster jo smukke og så forsvinder de jo helt om et par måneder.
Jeg har prøvet at luge dem op, men taber man en lille “vorte”, er arbejdet spildt.
Jeg gad vide, hvilket ukrudt der overlever i en “vild” have?
Ingeborg
Skrevet af: Doris Møller, 11. maj 2021 kl. 10.47
Hej Ingeborg Hansen
Jeg har gerne vorterod og ærenpris som ukrudt hvert år. Men ellers oplever jeg, at særlige omstændigheder kan få arterne til at variere fra år til år. Den varme sommer i 2018 medførte året efter en masse rød tvetand og rosetspringknap. To nye naboer, som begge er ved at bygge et nyt hus på deres grunde, har ikke tid til at luge, hvilket medfører et hav af tidsler, engnellikerod, rosetspringklap og svinemælk. Desuden har jeg det sidste halve år fået lagt ca. 50 meter kloakrør på min grund. Og alt det roderi med jord har medført, at der er kommet en ny ukrudtsplante, som ligner gulerodstop. Der er virkelig mange af dem. Men de er endnu så små, at jeg ikke kan regne ud, hvad det er. Måske kamille eller brandbæger.
Jeg har været på et formiddags-kursus med temaet ”Vild med vilje”. Som havekonsulenten sagde, så handler det ikke bare om at lade stå til, men om at gøre noget aktivt for at få en have med mere biodiversitet.
Hvis man bare lader være med slå græsset og luge bedene, vil det hele blive oversvømmet af især skvalderkål og brændenælder og vel også mælkebøtter og vorterod.
Mit kursus gav i øvrigt gevinst med det samme: Da jeg kom hjem i haven igen, så jeg en stor flot citronsommerfugl. Jeg fik straks mod på at anskaffe mig et tørst-træ, som er værtsplante for citronsommerfuglens larver. Næste skridt bliver at få et (lille) bed med brændenælder til blandt andet nældens takvinge.
Men du har vel masser af sommerfugle i din store have!
M.v.h.
Doris Møller
Skrevet af: Lars Holt, 11. maj 2021 kl. 19.07
Jeg opfatter overhovedet ikke ærenpris og vorterod som ukrudtsplanter.
De er lave, så de ikke kan genere andre planter, og de forsvinder igen.
Ukrudt det er snerler, brændenælde, brombær, kvikgræs, visse selvsåede træer m.fl.
Skrevet af: Iben H., 11. maj 2021 kl. 20.56
Jeg opfatter heller ikke vorterod som ukrudt. Som Ingeborg skriver forsvinder de jo også af sig selv.
Jeg har en ‘vild’ have, men som Doris skriver, betyder det bestemt ikke, at man bare lader stå til. Hvis jeg gjorde det, ville skvalderkål overtage det hele, og en monokultur skaber ikke biodiversitet.
Jeg betragter skvalderkål og snerle som ukrudt. Meget andet får lov at leve deres stille liv, uden at jeg luger det væk. Men jeg dækker også min jord, så der er faktisk ikke så meget ukrudt.
I køkkenhaven er alt, som jeg ikke selv har sået, ukrudt.
Skrevet af: Ingeborg Hansen, 12. maj 2021 kl. 10.43
Jeg har lige læst mig til at vorterod på Tysk hedder Sharbocks kraut og af søfolk blev anvendt som middel mod skørbug.
Visse Plantedele er dog giftige!
Ingeborg
Skrevet af: Lars Holt, 12. maj 2021 kl. 11.14
Ja, så er det en lægeplante, og ikke ukrudt ;o)
Skrevet af: Tom Andersen, 12. maj 2021 kl. 13.44
Lige de to planter nyder bierne pt og de danner smukt bunddække, hvor de ikke er i vejen og får lov til at stå. Vi har Vorterod i store områder, hvor de er blandt forårsbebuderne og pludselig er de visnet væk og Hosta og andet tager helt over.
Synes ikke der er de store udsving i mængden fra år til år, men tørken for et par år siden, bragte lidt forandring med sig og nye frø af mindre almindelige arter sat i banken til næste varme og tørre sommer :)
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.