Forum

Hvordan gør man havedyrkning nemmere?

  Skriv nyt svar | Rapportér

Skrevet af: Doris Møller, 1. april 2021 kl. 13.45

Nu har jeg haft kolonihave i 10 år, og jeg har haft susende travlt i alle årene. Hvert år har jeg tænkt, at det bare er midlertidigt, og at jeg snart kan slappe mere af. Men det ser ikke sådan ud ;-)

Jeg har en skrånende grund, og det giver mange fordele: Huset ligger på det højeste sted, sådan at jeg er ret sikker på, at det ikke bliver oversvømmet af stående regnvand. Og det giver en dejlig variation i haven. Men det har også betydet, at jeg har måttet lave en masse planeringer og stensætninger, for at udnytte terrænet bedst muligt.

Derudover har vi – efter nogles mening – meget interessant dyreliv i haverne: ræve. Det har ført til, at jeg har besluttet mig til at indhegne min have, for jeg kan ikke længere finde mig i rævehvalpenes ødelæggelser. Men først skal hækken lige luges for hyld og mahonie og alverdens andre planter, der ikke skal være i en navr-hæk. Og det tager tid og kræfter.

Jeg er bange for, at jeg ender ligesom Bonderøven, der skulle så korn i dejligt solskinsvejr. Men først … skulle såmaskinen lige repareres: Et af de jernbeslåede træhjul var brækket. Men før han kunne gøre det, skulle den maskine, han ville bruge til at ordne jernbeslaget, lige repareres … Det endte med, at det var blevet regnvejr, inden såmaskinen var klar. Og så gik Bonderøven og Solveig (hesten) dér, frem og tilbage i marken, og såede i øsende regnvejr!

Hvad i alverden kan man gøre for at spare tid og kræfter? Jeg har for længe siden opgivet at have tunge lerkrukker. Jeg har kun en enkelt tilbage. Den er til gengæld i rundbuestil, hvilket betyder, at jeg kun planter mindre planter i den, som kan tages op en for en - Ikke en stor plante med en stor rod, som vil være umulig at få ud af krukken!

Jeg burde jo holde op med at dyrke spiselige ting. Men jeg har meget fornøjelse af de mange bær og grønsager. Så hvad gør man?

M.v.h.

Doris Møller

1 af 19 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Mette Lund, 1. april 2021 kl. 18.29

Kære Doris. Jeg ved præcis hvordan du har det. Jeg har også svært ved at nå alt det jeg gerne vil i haven og samtidig have tid til at nyde den. Jeg tror, at kunsten er, at tage det i små etaper. At sætte sig et overkommeligt mål hver dag og derefter tage sig tid til at sidde og nyde haven. Det skal jo helst være en fornøjelse, ikke en sur pligt. Og så skal man måske sænke ambitionsniveauet lidt. Jeg vælger de planter, der trives allerbedst i min have, dem der kræver mindst arbejde for at trives. Og så må jeg undvære nogle planter. Jeg har stadig meget at lære..Rigtig god påske.

2 af 19 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Jakob B., 1. april 2021 kl. 18.52

@Doris Møller

Du bør nok tillade din have at blive mere vild og mindre friseret. :-)

Hvad er det med de spiselige ting, som giver ekstra meget havearbejde.?

Jeg kan måske godt forstå det med dele af køkkenhaven, men jeg oplever, at f.eks. frugttræer og frugtbuske er meget lidt arbejdskrævende.

3 af 19 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Doris Møller, 1. april 2021 kl. 19.57

Hej Mette Lund og Jakob B.

I har nok ret begge to. Det gælder om at have planter, der gror godt, uden for meget pasning. Men alt for vildtvoksende planter er nok ikke lige mig. Jeg ved godt, at skvalderkål er en yndig plante, og den er god i salat, men jeg tør altså ikke lade den brede sig, for jeg er bange for, at den tager magten.

Jeg har i årenes løb udviklet en interesse for Middelhavsplanter. Det var en udmærket interesse, så længe jeg bare havde en altan. Men nu er disse Middelhavsplanter efterhånden fulgt med mig i haven. Sådanne frostfølsomme planter giver en masse ekstra arbejde. Jeg har kamelia, bougainvillea, nerie, mandevilla. Heldigvis klarede mit figentræ vinteren helt godt. Det frøs bare lidt tilbage, og den smule arbejde med at klippe de beskadigede grene af er ikke noget besvær. Men jeg er godt klar over, at jeg må prioritere.

Angående det spiselige: I går måtte jeg skylle og nedfryse 10 vinterporrer, som stod et sted, hvor der skulle plantes jordbær. (Ja, jeg ved det. Jordbærplanterne skulle have været plantet på rette sted i eftersommeren). Men det tager tid at rengøre og ordne så mange porrer på en dag, hvor der var 100 andre ting at gøre. Og inden længe skal kartoflerne sættes.

Angående bær: Jeg er nødt til at ”sætte bærplanter i bur”, for ellers tager fuglene alle bærrene. Det tager tid at opbygge stativer til at holde nettene oppe, selv om jeg har løsdele at lave dem af. Heldigvis tager fuglene ikke mine solbær. Men sidste år plukkede jeg 11 kg solbær. Det tager tid at plukke og skylle så mange bær. Men de har været skønne at have her i vinter.

Porrer og bær er bare eksempler. Alt det andet kræver jo også, at man tager sig af det.

Et tip: Hvis min smider en håndfuld frosne solbær oven i havregrøden og lader dem koge med, smager grøden skønt. Og havregrød er, hvad jeg er nødt til at spise om morgenen af hensyn til mit kolesteroltal. Ikke at jeg er bange for det kolesterol, men min læge gør vrøvl. Altså havregrød! Med solbær!

Her i eftermiddags tog jeg i haven med det ene formål at NYDE det! Men … det endte med, at jeg beskar blåbærbuskene, hvor der var mange døde grene. Nå, det skulle jo også gøres!

Ja, jeg må prioritere og vel især prioritere tid til at slappe af og nyde det.

M.v.h.

Doris Møller

4 af 19 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Ingeborg Hansen, 1. april 2021 kl. 22.16

Kære Doris
Jeg har også nået de 80 men er allerede for 10 år siden begyndt at tænke på at reducere meget til et minimum, men jeg er også startet med et hus på 200 m2 på 1550 m2 grund. Køkkenhave har været begrænset til kartofler i potter, krydderurter, persille og masser af purløg. Kartoflerne er fortid, potterne smidt ud. Jeg har tidligere sået høje tagetes, formeret stauder osv. sommerblomsterne er reduceret til Store Kalancoe, som klarer hele sommeren i krukker sammen med bladstauder eller små stedsegrønne. De skal hverken nippes eller vandes dagligt.
Alt fra krukkerne, som kan stå frit i jorden er kommet i jorden. Det gælder især store planter. Jeg har fint bunddække overalt, så lugning beskrænker sig til fortov, mellem fliser og kristtorn i hækken.
Hvad vil du med porrer i fryseren og alt det arbejde, som du snarere føler dig presset af end nyder? Vi har en enkelt ribs-, solbær og to blåbærbuske. Det spiser vi af fra buskene. Vi køber alt det økologiske grønt vi har brug for og kan skaffe. Alt taget i betragtning er det jo nok lige så dyrt at avle som at købe når behovet er der, i stedet for at avle som en sur pligt.
Jeg køber rødbeder og et enkelt græskar, men sylter kun selv, fordi vi ikke kan li de fabriksfremstillede ting. Der er jo heller ikke mange ben i at lave en portion rødkål i stedet for hæsligt købekål, men jeg behøver ikke selv at avle det.
Fordi en krukkes indhold forvises til jorden, behøver den jo ikke ar blive fyldt igen. Tomme krukker pynter også.
Endnu kan vi klare hækklipning, men vil også betale os fra det, når det bliver for strengt. Rom blev ikke bygget på een dag.
Vi sætter stor pris på at få frisk luft og motion. Endnu nyder min 85 årige mand at slå den store græsplæne - ikke med havetraktor :-).
Vi ordner tingene , når vejr og vind og lysten er til det. Vi gør det mere impulsivt end planlagt. Har lagt ordet BURDE påhylden og taget odet LYST TIL frem.
God påske! Og lad være med at tage i planteskolen :-)
Ingeborg
Mit råd til dig : glem alt om hjemmeavl i større mængder

5 af 19 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: James F., 2. april 2021 kl. 7.46

Det er en god idé med denne tråd, da den bliver aktuel for de fleste af os på et tidspunkt :)

Jeg er selv nået til det tidspunkt, hvor der kan bruges rigtig megen tid på at plukke, ribs, solbær, stikkelsbær, blåbær, hindbær, brombær, taybær osv. Mængden af bær imponerer også familie og venner, - faktisk er de SÅ begejstrede, at de plukker bærrene for mig! Betalingen er ½ af høsten. Af og til får jeg endda bærrene hjem i frostposer med ét kg. i hver. :P Dét er dejligt nemt Doris.
I de kommende år ser jeg høst af frugt løst på samme måde.

Desværre vil hjælperne ikke have ½ af skvalderkålen ;)

6 af 19 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Ingeborg Hansen, 2. april 2021 kl. 8.27

Det var da en fin løsning, hvis man kan trække på venlige sjæle, der vil hjælpe, men de kommer jo ikke for at beskære frugtbuske og vedligeholde?
Vi er og har altid været alene om at passe haven. Vores børn bor langt fra os og de har svært ved at overkomme egne haver, når de besøger os har de rejst lang vej..... og er iøvrigt så gamle at de selv har børnebørn, som ofte kræver pasning. Nå, jeg synes ikke at man skal belemre sine børn med at man selv på et tidspunkt har valgt at have en have, som med tiden overstiger ens kræfter.
På et tidligt tidspunkt må man tage sine valg og ikke først når kræfterne svigter og man i steder for at have lyst til, ikke kan eller orker. Det må man planlægge meget tidligt.
De tider, hvor man kunne få naboens børn til at slå græs for en 50’er er desværre forbi. ........ meget er forbi for os med stigende alder.
Vi har valgt at blive boende og betale os fra det, vi ikke magter når den tid kommer. Derfor kan/skal man i god tid sørge for at haven er i en tilstand, hvor en fremmed kan klare alle de grove ting.
Ingeborg

7 af 19 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Doris Møller, 2. april 2021 kl. 9.27

Mange tak for input! Mit problem er nok, at jeg kom sent i gang med i det hele taget at have en have. Der var for mange ting, som jeg skulle nå at afprøve. Jeg har altid været glad for at lave planter af stiklinger, og derfor skulle jeg da lige lave en række solbærbuske af en gren fra naboens solbærbusk. Og på den måde udvikler det hele sig, indtil det en dag bliver for meget.

Men de buske, jeg har lavet af japansk snebolle, uægte jasmin, dronningebusk og forsytia er ved at være store og pæne nu og kræver ikke arbejde!

Og rabarberne kræver ikke pasning eller beskyttelse mod fugle og giver alligevel et stort og værdsat udbytte.

Det er jo dejligt, Ingeborg Hansen, at have noget i fryseren at tage af. Normalt henter jeg bare en porre eller to i haven til aftensmaden. Det giver jo ikke ekstra arbejde. Men på grund af den hårde frost i februar fik jeg ikke brugt porrer i lang tid, og så måtte de sidste porrer pludselig høstes på én gang.

Jeg har virkelig nydt at kunne fråse i helt friske jordbær og blåbær. Det er ikke det samme med købte bær.

Det lyder fint at kunne få hjælp til bærplukning, James F. Bær skulle jo være meget sunde, hvilket måske kunne anspore mine efterhånden store børnebørn, hvis de får del i høsten.

Jeg får hjælp af min søn til køb og transport af tunge ting som hegn om haven og stolper til opbinding af vin. Jeg har ikke selv bil. Familien har jo selv have, så derfor ønsker jeg ikke at få hjælp til mere end transporten af tunge ting.

Den forandring, der skal til, skal nok først ske oppe i hovedet. Først droppede jeg de tunge krukker, men næste skridt må komme snarest. Det bliver nok, at jeg dropper at dyrke kartofler til næste år. Dette år må blive det sidste med kartoffeldyrkning!

M.v.h.

Doris Møller

8 af 19 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Jakob B., 2. april 2021 kl. 9.59

@Doris Møller

Man kan anskue problemet fra forskellige vinkler. Jeg tænker, at din have måske i virkeligheden er for lille til alt det, du gerne vil.
Hvis du havde en større have, så kunne du blot plante flere ribsbuske, så der var ribs nok til både dig og fuglene, uden du behøvede at bøvle med det dumme net.
Der kunne måske også være blevete plads til ræven, så du ikke havde behøvet at hegne.
Du kunne også blot plante jordbær uden først at høste porrer.
Angående plukning af solbær, bruger du så ikke en frugtplukker.?
Jeg har en til ribs, og det tager normalt ikke mange minutter at høste en halv spandfuld. Men jeg bruger heller ikke tid på at høste rent. Jeg har så mange, at der bliver meget tilbage til fuglene.
Kartofler vil jeg nok ikke undvære. Så ville de spirede købekartofler jo gå til spilde, og det går slet ikke. ;-)

9 af 19 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Ingeborg Hansen, 2. april 2021 kl. 10.00

Hej Doris
At vi ikke selv avler grønt og bær betyder jo ikke, at vi ikke har det i fryseren. Vi køber bare økologisk og gerne direkte fra avleren. I snart et år har vi kun handlet stort ind hver 14. Dag, takket være vores fryser. Jeg har nu også fravalgt køkkenhaven straks fra 1973, fordi vi bor tæt op ad motorvej E 20.
Iøvrigt spiser vi havregrød med drys af mandler og rosiner + banan og eller æble til morgenmad. Det har vi gjort i mange år, så det lyder lidt, som om du ikke er vild med det?
Jeg hader madlavning, selvom jeg kan lave mad, det tager bare alt for lang tid ! Dog bager jeg et par store sigtebrød, det kan vi ikke købe i nærheden.
Ingeborg

10 af 19 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Ingeborg Hansen, 2. april 2021 kl. 10.03

Jeg glemte det dejlige blødkogte æg hver morgen.
Ingeborg

11 af 19 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Doris Møller, 2. april 2021 kl. 10.29

Hej Ingeborg Hansen

Jo, jeg kan skam godt lide havregrød – også på den traditionelle facon uden drys eller frugt. Jeg er bare ret vild med ost, så det var lidt en sorg, at jeg måtte droppe mine gode ostemadder til morgenmad. Men det hjalp, da jeg på en venindes råd begyndte at komme bær i grøden ;-)

Jeg har ikke så stor en fryser, så jeg har ikke så store lagre. Men jeg har jo også bare en lille husholdning. Jeg er nødt til at købe ind ca. hver 5. dag, eftersom jeg ikke kan have ret meget i cykelkurven, og ikke orker at bære tunge poser op ad trapperne til 2. sal, hvor jeg bor. 7-8 kg er maksimum. Og jeg kan altså godt mærke, at jeg spiser mere, nu hvor jeg er så aktiv i haven.

I øvrigt er det dejligt at være fri for at dyrke tåbelig motion. Det må man jo huske at sætte pris på. En overgang i vinter måtte jeg pludselig i gang med at træne mine overarmsmuskler, der var blevet noget slatne. Det er jeg heldigvis fri for nu.

M.v.h.

Doris Møller

12 af 19 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Svend Høst, 2. april 2021 kl. 10.59

Hej Doris , jeg fornemmer at du trods din "overskrift" trives i din have , det er nok bedre at have noget at stå op til , end at sidde at trille tommefingre , men jeg kender godt det der med at man har bredt sig for meget , så muger man lidt ud , men der kommer hurtigt noget nyt til , og så er man ligevidt .
Moderne haveejere har mange gange en hæk til hæk græsplæne som bliver klippet af en robotplæneklipper , men det er nok ikke noget for os der godt kan lide at gå at "nusse" med planter i haven. forsat god påske ..................

13 af 19 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Doris Møller, 2. april 2021 kl. 11.42

Hej Svend Høst

Du har ret! Og fordelen ved en kolonihave – frem for en villa med have – er jo, at man bare kan sælge det hele og gå derfra uden så meget som at tage en havestol eller en rive med, for normalt sælger man kolonihavehuset med såkaldt løsøre. Og man har stadig noget at bo i derhjemme!

Men når jeg overvejer at sælge, så kan jeg allerede mærke tomhedsfølelsen. Det er ikke, fordi jeg savner interesser, men det er noget helt særligt at komme ud i det fri og pusle med planter!

Og ja, jeg breder mig for meget! Jeg ville jo også gerne nå at prøve at dyrke asparges. Jeg håber, at jeg kan høste asparges for første gang i år. Men jeg bliver jo nødt til begrænse mig

M.v.h.

Doris Møller.

14 af 19 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Lene Skelmose, 2. april 2021 kl. 19.25

Måske man skal flytte fokus. Væk fra det planlagte og over på det liv man kan give plads til ved at tillade noget vildhed. Det er sket her - mest af nødvendighed - men ikke så ringe endda!

15 af 19 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Tine Horsum, 2. april 2021 kl. 19.51

Det bedste mod ræve er stødhegn! Man kan få noget billigt med batteri osv, hegnet skal ikke være ret højt, ca 20-25 cm, og kan sættes på pinde med isolatorer.

Min far satte et op, da jeg for mange år siden havde kaniner på græs i haven, og uforstandige mennesker fodrede de "søde små ræve". Så de mente, de ikke skulle være bange for mennesker, og frit æde mine stakkels kaniner.
En morgen balrede en rævehvalp på hegnet og på i den anden side med højlydt "IIIv Ivv UUUhuu", men vi så ikke flere ræve derefter. (Min far brugte nu et bilbatteri og noget metaltråd og pinde med isolatorer i orange plast).

Det er selvfølgelig synd for ræven, at den får stød, men det er kun den ene gang! Det er mere synd, hvis folk tror, de kan lægge gift mv. ud.

Og herude på landet, så jeg faktisk en "brandræv" (i februar "rolletiden", men da jeg ikke fodrer på dem/har høns, og kattene nu ikke kommer ud om natten, så var den smuk!

Mvh
Tine PS: Ting i hækken, må du klippe/save ned, men det vil gengro.

16 af 19 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Ingeborg Hansen, 2. april 2021 kl. 20.50

@Doris du bør nok begrænse dig eller sælge. Det hjælper jo ikke at man har lyst til asparges osv, når du ikke kender din begrænsning. Jeg har også lyst til så meget, men kender næsten min begrænsning i dag.
Jeg tror at det var sidste gang i mit liv at jeg har lagt fliser om og det var ikke planlagt, men i min plan om at alt fra krukker skal i jorden, måtte der lidt mlægning af fliser til.
Ingeborg

17 af 19 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Iben H., 2. april 2021 kl. 23.38

Kære Doris

Jeg forstår din udfordring. Jeg er også i bekneb af tid. Har mindre børn. Jeg har besluttet primært at have hjemmehørende/robuste planter. De er nemmere at passe. Kræver i mange tilfælde ingen pasning.
Jeg havde f.eks. en stor flot skærmlilje, men den har simpelthen fået lov at dø i vinter. Den klarede ikke frosten. Jeg gad ikke længere bakse rundt med den.

Frugttræer og bærbuske synes jeg er super nemme. Men her får jeg hjælp af børnene. De ribber frugt og bær.

Og så er min have ‘vild’. Dvs. at jeg kun slår græs i baner, hækafklip smider jeg under hækken osv. Det sparer meget tid. Men det er nok sværere i en kolonihaveforening.

Jeg håber, at du finder din måde at nyde haven igen.

18 af 19 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Doris Møller, 3. april 2021 kl. 9.15

Tak for endnu flere gode råd!

Jeg har købt 100 meter hegn til at sætte op omkring min have, Tine Horsum, og jeg har allerede sat en del af det op. Det ser ud til at fungere. Jeg kender godt løsningen med stødgivende ståltråd. Det kan sikkert også fungere.

Jeg glæder mig til at slippe for dyrenes rævestreger!

Ja, jeg må begrænse mig eller sælge, Ingeborg Hansen, som du skriver. Men jeg vil bruge dette år til at overveje, hvad der skal ske. Jeg vil ikke træffe nogen afgørende beslutninger lige nu – blot efterhånden finde ud af, hvad jeg vil.

Jeg genkender den dobbelte følelse, som skærmliljen gav dig, Iben H. Det var sikkert en dejlig plante, som du var stolt af. Men det var formentlig skønt at slippe for at tumle rundt med den!

En 90-årig i min familie har hvert efterår båret en stor potte med en engletrompet på loftet til det frostfrie, men lyse og kølige gæsteværelse og ned igen om foråret. Nu gider han ikke mere! Engletrompet har jeg ikke længere, så jeg HAR faktisk begrænset mig ;-)

M.v.h.

Doris Møller

19 af 19 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Ingeborg Hansen, 3. april 2021 kl. 9.48

Kære Iben
For ældre mennesker er det ikke så meget tiden, men kræfterne der er med til at bestemme neddroslingen. Selvfølgelig spiller tiden også en rolle i kraft af at tingene med svigtende kræfter tager længere tid.
Det gælder om at man i god tid planlægger neddrosling.
Der er også nogle ting man kan imødekomme. Vi har klippet toppen af vores liguster og lærkehæk i går. Så skal planterne bruge tid og kræfter på at forgrene sig, fremfor at skyde i vejret.
Der er også mange andre måder at gøre tingene nemmere på, hvis de fysiske forhold er til det. Jeg har sat min skærmlilje (agapanthus) i en stor krukke på hjul, så den kan trilles i vinterhi.
Krukkeplanter der kan tåle det, er plantet direkte i jorden.
Klippe og beskære FØR planterne er for store og imens de nye skud er bløde.
Jeg har lært at kantstikke 5-10 meter om dagen i stedet for 50 meter. Så er jeg glad og tilfreds med dagens arbejde i steder for at falde dødtræt om og tænke : det gør du aldrig mere.

En anden ting er vores store afhængighed af vejrforholdene, som betyder at arbejdet hober sig op og man kommer “bagud” med nogle gøremål. Så må man anskaffe sige en PYT knap.
God påske
Ingeborg ( 80,5 år).

Nyt svar til emnet »Hvordan gør man havedyrkning nemmere?«

Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.

Brugernavn (e-mail-adresse):

Her er du: Forsiden > Forum > Fri debat > Hvordan gør man havedyrkning nemmere?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider