Forum

Ny lov om skraldespande – virkning?

  Skriv nyt svar | Rapportér

Skrevet af: Ingeborg Hansen, 15. marts 2021 kl. 14.05

Jeg ved ikke, hvordan det skal gavne miljøet, at vi ALLE får påduttet nye store, delte skraldespande?
Vi er en topersoners husholdning, som har en 140 l sort spand til restaffald. Alt det grønne komposteres i en lukket beholder, købt hos kommunen.
Jeg aner ikke, hvad vi skal bruge en delt skraldespand på 240 l til? Vi smider da ikke mad ud! Det gør man ikke, når man har oplevet krig og sult i 2. Verdenskrig!
Der opfordres til begrænsning af plastik brug, reducering af emballage osv. og i det hele taget genbrug. Det går VI ind for.
Vi får tømt restaffald hver 2. Uge. Ofte har vi så lidt i spanden at vi slet ikke stiller den ud til tømning.
Så for rentabilitetens skyld skal renovationsfirmaet tømme hver 14. Dag. Hvor bliver miljøgevinsten af?
Det burde være muligt at differentiere renovationspligten efter folks ønske, så man kunne nøjes med afhentning sjældnere. Jeg kan ikke forestille mig at det skulle være rentabelt at køre med en klat persillesovs.
Er det overhovedet miljøet man har lovgivet for?
Der er vel forskel på renovation i etageejendomme og i parcelhuse?
Ingeborg

1 af 14 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Tine Horsum, 15. marts 2021 kl. 15.47

Nu er det forskelligt fra kommune til kommune, men så vidt jeg har forstået det, så skal vi allesammen på et tidspunkt sortere i de der 10-11 fraktioner.

Nu er det jo forskelligt, fra hustand til hustand, hvad man har behov for. Men i min kommune kan man fx få gratis ekstraspande til det, der ikke er restaffald.

Jeg har lige bestilt en ekstra til glas/metal, da de i starten tømte oftere end nu, og jeg gider ikke opbevare dåser i sække (kattene får dåsemad).
Til gengæld skal plast i en klar sæk, og jeg er faktisk usikker på, de mindre indlysende typer plast- cellofan? Indpakningsplast fra paller (det der strækbare).

Det er også trælst på de dage, da alt skal tømmes (hentes) samtidig, der kommer 4 skraldevogne nedad vejen. Ellers er det forskudt, men nogengange skal alt hentes, og spandene skal stå i skel.

Men i min kommune kan man også anmode om en mindre spand til restaffald, det er endda billigere! Til gengæld udstationerer de så ikke kompostbeholdere, det må man selv bekoste.

Jeg synes, du skal kontakte din kommune, og høre dem ad, om en mindre spand.

Iøvrigt vores miljøminister mener jo, at man kan rense glas og dåser og plast med fx det vand, man har kogt æg i. Jeg vil hertil sige, han må eddermame spise mange æg, og to: han må koge dem i alt for meget vand!

Og tre: han pakker aldrig kød om til frysning.

Nu er jeg opvokset med energikrisen, så æg mv hos mig svømmer ikke, de sopper knapt nok. Det samme gælder grønsager, men det er mere vitaminer og smagen.

Mvh
Tine- jeg fik for år tilbage bygget et "skraldespandeskjul", så spanden står i skel, og ikke blæser om. Nu ser det ud til, at vi skulle have haft 4-5 flere.

2 af 14 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Ingeborg Hansen, 15. marts 2021 kl. 18.37

Hej Tine
Det eneste der er gældende i hele landet er at der skal sorteres i kategorier. Alt andet bestemmer kommunerne selv. Vi har selv betalt vores skralde- og kompostbeholdere. Gebyr for renovation trækkes sammen med ejendomsskatten.
Vand fra ægkogning er en vits. Vi har en to ægs koger, som vi bruger hver morgen. Når 2 spiseskefulde vand er fordampet, er æggene færdige.
Det ville være så herligt, hvis vi borgere kunne supplere en “affaldssorteringsliste”, som bestyres af Miljøministeriet. Jeg har ret ofte ting stående, som jeg ikke aner, hvor de hører til i renovationsøjemed. Lige nu en spraydåse piskefløde, som er blevet for gammel, men halvfyldt. Jeg bruger tomme marmeladeglas når jeg maler, for man dypper da ikke sin pensel i 1 liters dåser lak?
Hvorhen med de glas, der har været brugt til maling? Ringbind med plastomslag er både plast, pap og metal.
Lad os få en liste, så vi kan se, hvordan man sorterer rigtigt.
Ingeborg

3 af 14 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Tine Horsum, 15. marts 2021 kl. 19.40

Ting, du har malet med går til kemikalier, det samme gør dåsen med flødeskum, drivmidlet i den kan være miljøfarligt!

Jeg er stort set holdt op med at male (også billeder, selvom jeg kun bruger flydende brun sæbe til at rense pensler i- og vand til akrylfarverne.), og malerruller og pensler ryger ud i kemikalieaffald. Ellers skal jeg slæbe dunke med spildevand til genbrug, under kemikalier.

Mit fine minirenseanlæg siger nej, til maling olier oa. Det har jeg overholdt, for det er rasende dyrt at få skiftet bakterierne i det.

I år har det sagt stop mht til de anaerobe bakterier, den del, hvor processen foregår uden ilt. Jeg er i tvivl om, det er fordi dåser, glas og plast skal renses? Eller hvad pokker, det er.

Jeg er kommet frem til, at der må være for meget urinstof ifht specifikatonerne. Det har ikke så meget med urin at gøre (urea), men nok mere de skyllede dåser mv. Der er for meget Nitrogen- kvælstofforbindelser.

Anlægget er beregnet til 5 personer, vi er kun 2, og jeg hælder ikke mad ud i afløbet.

Mvh
Tine

4 af 14 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Doris Møller, 15. marts 2021 kl. 19.59

Tine Andersen, hvorfor mener du, at miljøminister Lea Wermelin er en mand? ;-)

Bortset fra det, så frygter jeg også, at produktionen af alle disse ekstra beholdere bliver en dyr affære.

Hvad angår restaffald, så smider jeg da heller ikke mad væk. Men alligevel har jeg en hel del restaffald: Mælkekartoner, yoghurtkartoner, tomme tandpastatuber, hudlotion-beholdere og anden emballage, der ikke kan gøres ren. Desuden også sorte plasticbakker fra kød (sort plast kan ikke genbruges), samt emballager, der består af flere forskellige materialer, og som ikke kan skilles ad.

Jeg prøver at forenkle mit forbrug. Men jeg var nok en af de sidste, der gik over til flydende håndsæbe og flydende brusebadssæbe. Nu ville det jo nok være en god ide at gå tilbage til fast sæbe, hvilket ville spare ret meget emballage.

M.v.h.

Doris Møller

5 af 14 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Ingeborg Hansen, 15. marts 2021 kl. 22.22

@Doris Møller
Jeg tror at vi slæber rigtig meget vand med hjem i tuber, flasker og glasbeholdere. (Glas er ret ressourcekrævende at fremstille og bruger mange råstoffer.
Jeg kan huske at vi i min bardom for 70 år siden og lige efter krigen kun kunne købe shampo som pulver i små breve!
Ingeborg

6 af 14 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Willy N, 16. marts 2021 kl. 8.40

Affaldssortering burde i bund og grund løses med moderne teknologi og ikke attenhundredetallets model.
Jeg har en bekendt som bor alene i sit parcelhus. Tre store affaldsspande står og fylder op og hun har ikke mere affald i løbet af en uge, end hvad der kan være i en stor indkøbspose.

Alligevel kommer der tre renovationsbiler forbi og troligt tømmer de tomme/næsten tomme skraldespande.
Og bolig kvartererne bliver grimmere og grimmere. Først forgrimmelseslovgivningen vedr. postkasserne og så forgrimmelseslovgivningen vedr. renovation.

Regningen for det enorme antal skraldespande sendes direkte videre til borgerne og kravene om afstand fra vej til skraldespand opfyldes af borgerne. Sorteringen af affald udføres af borgerne som om borgernes fritid er en ressource til anvendelse for politikere.

Kernen er, at det er politisk nemt at udstede dekreter som det overlades den enkelte borger at opfylde.

Mente politikerne noget med hensyn til miljø og affaldssortering, kunne de sørge for der blev lavet lovgivning der begrænsede anvendelsen af den uoverskuelig mængde forskellige kemiske stoffer der idag findes i forbrugsgoder m.v.
En lang række stoffer og materialer kunne helt forbydes uden nævneværdige gener.
Der kunne ligges en miljøskat på opvaskemaskiner, biler osv. der afspejlede hvor mange ressourcer der skulle anvendes for skille produktet ad og fordele komponenterne i genanvendelige fraktioner.
Og helt forbyde opvaskemaskiner der indeholdt komponenter der ikke kunne genanvendes.
Men politikerne har en miljømæssig berøringsangst samtidig med, at de har stort behov for profilere sig som grønne miljøbevidste versionerer ledere.

Engang kom der en enkelt skraldebil om ugen på vejen. Idag kommer enten to eller tre hver uge og der kom tidligere en enkelt postbil om dagen hvor der i dag kommer mindst fire postbiler/pakketransporter dagligt.
Går det fremad?

Langt det meste - måske alt - affald i dagrenovation/restaffald kan identificeres med forskellige former for måleinstrumenter.
Sorteringen er det relativt let at foretage ved hjælp af robotter.
Men skal politikerne til at "se ud af boxen" forlader de deres komfortzone og det forekommer at være dem en fremmed strategi i deres karrierer plan.

Skyld! Det er forbrugernes ... det er borgernes skyld at mængden af plastik fylder verdenshavene. At konsum området flyder med materialer der ikke er genanvendelige eller uhyre vanskelige at genanvende.
Det er mange år siden, jeg har handlet i et supermarked men erindre stadig tydeligt, at der var tre plastik indpakkede pakker hakket oksekød på tilbud, som så igen var pakket sammen i plastik.
Også dengang, engang i firserne, var det hovedrystende ressource misbrug.

Byg affaldssorteringsanlæg der afspejler hvor den teknologiske udvikling er henne. Det er ikke så svært og vil begrænse miljø belastningen og bidrage til en mere sikker affaldssortering.
Antagelig vil det være en statslig opgave at igangsætte og det er nok her bekymringen bør være. Ikke meget teknologi er staten indtil videre sluppet godt fra at købe eller anvende.
Men det må kunne lade sig gøre.

7 af 14 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Ingeborg Hansen, 16. marts 2021 kl. 9.44

Nu afsporer jeg mit eget indlæg, som handler mere om miljø end økologi, men de to ting er vel som enæggede tvillinger?
Før Corona blev der himlet op om at rejselysten per fly skulle begrænses. I dag skrives der om hvor dårligt Corona begrænsningerne har været for flybranchen og at den skal støttes med milliarder af kroner, så den kan komme tilbage til tidligere niveau. Hvad har vi i grunden lært af Corona begrænsningerne?
Hvem har talt om de milliarder kg plastik der er produceret i Corona bekæmpelses øjemed? Hvor bliver det af?
Nu skriver jeg noget, som jeg kun kan græmmes over at skrive: Krige og pandemier er til for at regulere befolkningstallene. Det er noget, jeg har læst et eller andet sted, men det har gjort sit indtryk på mig, siden jeg kan huske det. I det seneste år har jeg hørt nogen udtale at når der døde så mange gamle af Corona, slap staten for mange udgifter! Sådan spiller klaveret heldigvis ikke i Danmark. Hvor er vi heldige her i landet med verdens største skattetryk og det bedste sundhedsvæsen. I vores naboland Tyskland skal borgerne betale 35 kr for en lyntest, som i ugens begyndelse tilmed kun kunne købes hos Aldi! Hvilken familie med flere børn kan teste sig de anbefalede 2 gange om ugen?
Jeg er født syd for grænsen og følger nøje med i deres håndtering af Corona pandemien. Meget ender op i bureaukrati og partipolitik (det er valgår). Vi i DK er langt foran med IT, så kan vi klage nok så meget over skattetryk. Faktisk bor vi i et smørhul!
Jeg er taknemmelig!
Ingeborg

8 af 14 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Ingeborg Hansen, 16. marts 2021 kl. 9.47

@Tine
Du bor vist et sted med ganske særlige forhold, så anderledes, at det ikke kan beskrives som generelt for de fleste ejendomme.
Ingeborg

9 af 14 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Doris Møller, 16. marts 2021 kl. 9.55

Hej Ingeborg Hansen

Du har nok ret i, at vi slæber en masse vand hjem. Indkøbene er tunge nok i forvejen. Jeg tror, jeg vil prøve at købe fast håndsæbe og brusebadssæbe igen og se, hvordan det går med det. I øvrigt fatter jeg ikke, at der faktisk er folk, der køber drikkevand i flasker!

Angående maling: Da jeg købte mit kolonihavehus og skulle i gang med at renovere det, købte jeg en masse maling. Farvehandleren gav mig en ekstra plasticbøtte med. Den var til at hælde en lille portion maling op i, så jeg ikke gik og dyppede i den rene maling i den store bøtte. Det var en meget god ide, som jeg flittigt har anvendt siden. Jeg har efterhånden tømt adskillige bøtter maling helt, og hvis det er bøtter med et godt låg, gemmer jeg dem gerne, for det er jo ikke altid, at man når at bruge den lille portion, man har hældt op. Så er det godt at kunne sætte låg på og bruge det en anden god gang. Så jeg kasserer faktisk ikke så meget emballage fra maling. Heldigvis har jeg en god reol til opbevaring af alle de malerbøtter ;-)

Hvad angår rensning af pensler, så bruger jeg gerne rengjorte glas fra marinerede sild til formålet. Jeg kasserer dem ikke, for man kan jo bruge dem igen gang på gang. Det sparer en masse glas.

M.v.h.

Doris Møller

P.S. Til dine seneste indlæg: Uha! Men jeg har også tænkt på de enorme ressourcer, der går til plastic og pap under pandemien. Mundbind flyder alle vegne, og nu siger man, at vi nok kommer til at bruge mundbind for altid!

10 af 14 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Svend Høst, 16. marts 2021 kl. 11.21

Hej Doris , du behøver ikke at rengøre pensler hver gang efter brug , især ikke hvis du skal male videre dagen efter , put den våde pensel ned i en tætsluttende plastpose , der kan den godt holde sig i månedsvis . Det samme kan en malerulle og bakke , hvis du bruger sådan en .

11 af 14 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Doris Møller, 16. marts 2021 kl. 11.29

Citat: ”Nu skriver jeg noget, jeg kun kan græmmes over at skrive: Krige og pandemier er til for at regulere befolkningstallene.”

Hvis man mener det, må man jo samtidig mene, at der eksisterer en eller anden magt, der kan styre den slags! Og det tror jeg ikke på.

Men jeg tror på, at der er måder at leve på, som i sig selv er usunde og kan medføre epidemier. De fleste samfund forstår at indrette sig klogt, så man forebygger epidemier – dog med undtagelse af visse flygtningelejre, hvor folk er stuvet sammen og lever på et eksistensminimum.

Dyrene, derimod, er tit stuvet sammen – mange tusinde på ganske lidt plads: minkfarme, hønsehold, svinefarme. Det, tror jeg, er farligt.

Nu ved vi vel ikke helt, hvordan coronapandemien er opstået. Det var vistnok noget med et marked i Wuhan og noget med flagermus. Men sådan som jeg ser på det, så er fjerkræ tit stuvet sammen på lidt plads. Sådan er det mange steder, hvor der er varmt, for man kan bedre opbevare kød, så længe det ikke er slagtet. Det medfører en tæt kontakt mellem sammenstuvede dyr/fugle og mennesker. Det er er ikke godt.

Det var synd for minkfarmerne, da de måtte aflive deres dyr. Men set fra mit synspunkt er minkfarme altså en temmelig betænkelig form for dyrehold.

Hvad krige angår, så skyldes de menneskelig ufornuft – ikke en eller anden gud eller djævel, der udtænker planer for krig for at reducere befolkningstallet!

m.v.h.

Doris Møller

12 af 14 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Doris Møller, 16. marts 2021 kl. 11.31

Hej Svend Høst

Mange tak for rådet! Men det har jeg faktisk brugt i årevis ;-)

Jeg har dog brug for at rengøre pensler alligevel.

M.v.h.

Doris Møller

13 af 14 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Tine Horsum, 16. marts 2021 kl. 18.23

Svar til flere:

Doris Møller, beklager, det var vistnok Dan Jørgensen, der klogede sig i radioen med æggevandet. Ministeren for stegt flæsk med persillesovs. Han har da været miljøordfører?

Ja, men Lea Wrmelin er jo ikke ligefrem en markant minister på området, men okay Covid-19 gør det ikke lettere at drive politik!

Ingeborg: Jeg forstår simpelthen ikke, hvad du mener med, at min kommune er speciel/særlig?

Det er Nordfyns, og der har i mange år (dvs efter kommunesammenlægningen), været den der rædselsfulde V-borgmester, der mener vi skal sælge vores huse, som sommerhuse. Det er kun bønder, der må bo på landet!

Han har også afskaffet de busafgange, som folk uden bil kunne bruge for fx, at komme på indkøb. Men selvfølgelig har folk uden bil ikke LOV til at bo på landet. Eller noget.

Det lyder måske særligt, men det er kun Venstreborgmestrenes fantasier- og den der %&¤#"! Lokalliste, der gik til valg på, at kommunen jo absolut ikke måtte hedde "Bogense".
De fik sørget for at vi fik en V-borgmester.

Jo, det er nok særligt!

Mvh
Tine- undskyld, jeg bliver så hidsig ind i mellem over politik.

14 af 14 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Tine Horsum, 16. marts 2021 kl. 18.41

Doris Møller:

Citat: ”Nu skriver jeg noget, jeg kun kan græmmes over at skrive: Krige og pandemier er til for at regulere befolkningstallene.”

Her er jeg meget enig i, at folk har fået "Naturens Uorden" galt i halsen! Så må de her mennesker ikke gå ind for vacciner, bedre hygiejne- eller for den sags skyld landbrugsudstyr.

Før ploven med muldfjæl blev opfundet, krævede en pløjning af hovbøndernes fælles marker, 4 heste. Så man måtte dele og holde "plovgilder". Her er vi altså ikke længere tilbage end 1800.

Dengang boede der også max. 800 000 personer i Danmark.

Hvis man vil slå tal efter, også fx HVOR små den almindelige danske rekrut var i tiden før det modernede slog igennem , kan man læse Søren Mørch:

1982, " Den nye Danmarkshistorie 1880-1960", Gyldendal, ISBN 978-87-00-29020-4

Der er også nogle gode statistikker om energiforbrug!

Mvh
Tine- det med ploven har jeg derimod fra Markil Gregersen.

Nyt svar til emnet »Ny lov om skraldespande – virkning?«

Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.

Brugernavn (e-mail-adresse):

Her er du: Forsiden > Forum > Fri debat > Ny lov om skraldespande – virkning?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider