Skrevet af: Doris Møller, 9. april 2018 kl. 9.33
Jeg vil gerne anlægge et aspargesbed. Der er masser af råd og anvisninger på nettet, men ét spørgsmål har jeg ikke fundet svar på, nemlig:
Hvor mange planter skal man have for at få et rimeligt udbytte?
Jeg har købt et brev aspargesfrø af sorten Mary Washington. Der er 40 frø i brevet. Men jeg har en forholdsvis lille kolonihave, og jeg ønsker bare at kunne høste til en lille husholdning, samt lidt til gæster og lidt til at forære væk.
Jeg vil ikke så alle 40 frø. Dels skal man jo ikke slå større brød op, end man kan bage, og dels vil det jo tage en del plads af den sparsomme jord. Vil 15 planter kunne give et rimeligt udbytte?
Med venlig hilsen
Doris Møller
Skrevet af: Ayoe B. P., 9. april 2018 kl. 11.09
Well, nu er det ikke en grøntsag, som man på nogen måde kan høste samme år som den bliver sået. Så fra du sår den, går der minimum 3-4 år før end du blot kan smage nogle enkelte skud af denne pragtfulde grøntsag. :)
Men med 15 planter, så har du ihvertfald sagtens til familiens forbrug + det løse. Du skal dog nok ikke regne med, at spireprocenten er lig med 100, så du skal nok så en del flere planter end du forventer at skulle bruge. Nogle vil aldrig spire og andre dø som små planter eller over den første vinter, så så hele brevet for en sikkerheds skyld.
Men skulle du få for mange planter til dit eget forbrug, så er jeg ikke i tvivl om, at der er venner eller familie, der vil være meget glade for at få dine overskudsplanter. ;)
Skrevet af: Doris Møller, 9. april 2018 kl. 18.44
Hej Ayoe B. P.
Mange tak for svar!
Hvad angår tidsperspektivet, så regner jeg ikke med at dø lige med det første! Og selv hvis det skulle ske, kan andre vel få glæde af mit aspargesbed ;-)
Med venlig hilsen
Doris Møller
Skrevet af: Ayoe B. P., 9. april 2018 kl. 19.34
Det er jeg glad for, Doris. ;)
Og s'føli håber jeg ikke på, at det kun er andre, der får glæde af dit fremtidige aspargesbed. *klukgriner*
Hjertelig hilsen
Ayoe
Skrevet af: Henry G., 11. april 2018 kl. 16.22
Hej Doris hvis jeg var i dine sko, ville jeg købe 3 - 5 aspargesplanter i et plantecenter/skole, plante dem i det bed du ønsker med en "for stor afstand" og så dine frø imellem dem, på den måde kan du begynde at skære friske asparges om 2 helst 3 år. Hilsen Henry G.
Skrevet af: Doris Møller, 12. april 2018 kl. 12.52
Hej Henry G.
Tak for rådet, men når jeg nu har købt frø, så vil jeg bruge dem! Jeg har tid til at vente. Jeg får så rigeligt føden, også selv om der ikke er asparges endnu ;-)
Det handler også om, at jeg kan lide processen med at dyrke ting – ikke bare slutresultatet!
Da jeg fik kolonihave for efterhånden 7 år siden, besluttede jeg, at jeg ville lave så mange planter som muligt selv. En betragtelig del af haven var dengang optaget af planten tusindstråle med skvalderkål imellem. Tusindstråle er en udmærket plante, men jeg ville hellere dyrke andre ting.
Det har været en fornøjelse at lave planter selv. Min hjemmelavede uægte jasmin (pibeved) er nu 1.75 cm høj og blomstrer fint. Også den japanske snebolle er begyndt at blomstre om sommeren. Begge buske stammer fra kviste på blot 5 cm. Det er en del af fornøjelsen ved buskene, at jeg har kunnet følge med i, hvordan de voksede.
Solbærbuske har jeg lavet af en gren, jeg fik af naboen for ca. 3 år siden. Allerede sidste sommer plukkede jeg et kilo solbær fra de tre buske.
Jeg har lavet ca. 20 hortensiaer, masser af fuchsiaer og en enkelt rododendron, samt et par dronningebuske og nogle laurbærkirsebær. Jeg kunne nok blive ved. Kun frugttræer og roser har jeg købt.
Så altså, for mig er det en del af fornøjelsen at se, hvordan aspargesfrø spirer og følge planterne, mens de vokser til.
Med venlig hilsen
Doris Møller
Skrevet af: Lisbeth Antonsen, 12. april 2018 kl. 21.11
Jeg har for ca 9 år siden plantet 10 planter, og det er rigeligt til 2 personer. De seneste år har jeg samlet sammen et par dage ad gangen i en plastpose i køleskabet, og ved passende antal skåret i passende stykker, og så er disse blevet frosset ned til aspargessuppe! Så 15 planter vil også kunne tilgodese dine gæster og lidt til at give væk:-)
Mvh Lisbeth
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.