Overenskomst med katte

Kan man indgå overenskomst med katte..?

Jeg læser gerne om andres oplevelser og erfaringer.

Men jeg har selv en historie om en halvvild hankat, som har huseret hos mig i nogle år, og den blev et voksende problem, især fordi jeg passer en lille hankat, som den har angrebet og skadet et par gange.
I begyndelsen jagede jeg den hårdt væk, og den blev virkelig bange og flygtede for livet, hvergang den så mig. Men den kom altid igen, og det var aldrig trygt for de andre katte at være ude.
Jeg overvejede seriøst at skyde den, men jeg besindede mig, måske mest fordi jeg frygtede, at der blot ville komme andre katte, som måske var endnu værre, og faktisk er det jo også en dygtig kat, som har vist, at den kan overleve uden særlig hjælp og pleje.
Jeg prøvede så i stedet at forstå, hvorfor den fandt det så vigtigt at tæve de andre katte, og jeg nåede frem til, at det nok især var et spørgsmål om føde. Den var med god grund bange for, at de andre katte ville overtage dens revir.
Men føde havde jeg jo på lager, og hvis det var det vigtigste, så måtte jeg jo have noget meget vigtigt at forhandle med.

Jeg begyndte så at tillade den at komme på besøg sent om aftenen, hvor de andre katte er lukket inde. Jeg fodrede den, så den ikke var slunken og i hvert fald ikke ville sulte voldsomt indtil næste aften.
I begyndelsen kiggede den meget skeptisk på mig, som om jeg måtte være blevet tosset, for jeg plejede jo altid at jage den væk. Men min gode mad var på den anden side et stærkt argument, som den måtte bøje sig for. Så efter en tid udviklede det sig til et aftenvenskab, og den fandt ud af, at om natten måtte den godt være på reviret, men om dagen ville den stadig blive jaget bort. Og havde det været nødvendigt at jage den væk om dagen, så ville aftensmaden blive forsinket, og den måtte først vise sig senere end dagene forinden.
Sådan kørte det i nogle uger og måneder, og til min egen forbløffelse ser det faktisk ud til at virke. 100% sikkert bliver det aldrig, det ved jeg godt, men presset på det øvrige kattehold i dagtimerne er nu betydeligt mindre.

Hvad kan almindelige haveejere så bruge den historie til..?

Jeg ved, at nogle haveejere er trætte af fremmede katte, som går ind i deres haver og besørger og jager spurve osv.
Og en typisk reaktion vil være at jage katten væk, når man ser den, og måske at være lidt sur på kattens ejer, hvis der findes en sådan.
Men måske kan historien hjælpe med at få nogle til at tænke i andre baner til glæde for alle parter. Det håber jeg i hvert fald.

Har du katteproblemer i haven, så vil jeg gerne opfordre til, at du skriver om dem, så vi alle kan lægge hovederne i blød for at finde gode løsninger og blive klogere.

Hej.

Indenfor de allerfleste dyrearter har hanner kun ét formål og interesserer sig kun for én ting. Gæt selv.
Det er meget sjældent at hanner deltager i yngelpleje, og det er altid en gammel hun, der er fører i flokken. Det er almindeligt både hos fugle og pattedyr. To parringsdygtige hanner giver altid ballade, og det er altid unge hanner der vandrer først og længst væk fra flokken.
Vh. T&HPP

Hej Jakob

Fantastisk løsning, hvis det virker. Jeg tror, katte er meget forskellige.
Hele min barndom havde jeg en stor modbydelig hankat, som tæskede løs på andre katte og tit kom hjem med pelstotter i kløerne og strejfede langt omkring i dagevis... Der er måske en enkelt nabo eller to, der har overvejet at skyde ham ;-) Han var dog kastreret og burde i den almindelige forståelse have været fredelig. Tja. Der er ingen garantier for deres opførsel, tror jeg :-)

@Marie H

Jeg er helt enig, katte er meget forskellige. Man skal ikke have været tæt på mange katte, før man opdager, at de har hver deres personlighed, og nogle er nemmere at præge end andre.

@Tilde P

Jeg forstår ikke rigtig budskabet i dit indlæg.
Hvis du tænker på naturen, så er den jo delvist afblæst allerede, når man giver katten husly og serverer den første skål mad.
Jeg ved godt, at mange ( måske især kvinder ) tror, at kønsdriften er det vigtigste for alle mulige hanner uanset art.
Hvor de får det fra, ved jeg ikke, og du mente måske også noget andet.
Men jeg tror nærmere, at det vigtigste for en kat er at overleve, og man har ofte store muligheder for at præge katte til ændret adfærd, hvis man giver dem trygge omgivelser og arbejder for det.
Jeg slår f.eks. altid hårdt ned på slagsmål, og de ved godt, at jeg ikke vil have det.
En hunkat i løbetid kan sikkert nok lave ravage, og har en stor styg hankat mulighed for det, så vil den unge sikkert blive fortrængt eller alvorligt skadet. Men her er det jo også lidt op til katteejeren at beskytte den unge han, og sidst det skete her, var der endnu ikke lavet overenskomst. Hvordan det går næste gang, må tiden vise. Det skal i så fald være en kat udefra, for hunkattene her er steriliserede.

Her et billede af to hankatte, som har meget glæde af hinanden. Den ældste er kastreret sent og er stærkest og bestemmer, men han er heldigvis også en rar kat. Når de lukkes ud om dagen er det den store der går længst væk og kommer hjem med en mus og blærer sig overfor alle de andre, som ikke tør at snuppe den.
Er han selv for mæt, giver han den til en anden kat, som ser bedende ud.
Det er nok for ham og i øvrigt også flere af de andre den vigtigste metode til at vise sin dominans på. Og den form for dominans roser jeg selvfølgelig. Det er jo godt for musebekæmpelsen. :-)

Hej Jakob B

Da vi flyttede ind i vores hus for næsten 7 år siden, medbragte vi en venlig, voksen og kastreret hankat med meget mildt væsen. Nabokatten (også kastreret) angreb straks vores kat. Faktisk sad den klar på måtten uden for vores dør og gik til angreb, hver gang vores ville ud og jagtede den rundt i haven.
Vores kat fik mange læsterlige bank, og jeg gjorde mit bedste for at jage angriberen væk uden at blive uvenner med vores flinke, nye naboer. Ca. 3 måneder efter dukkede der en stor, hjemløs, mager, halvskaldet killing op i haven, der forsøgte at overleve ved at rydde reder med fugleunger. Min kæreste fik ondt af den og begyndte at fodre den.
Efter 4-5 måneders systematisk fodring, hvor den flyttede ind i et vindfang ved hoveddøren og sov i en hule af uldtæpper, var den blevet ret tam og i god sundhedstilstand. Den kom således til at fungere som en slags dørvogter for vores blide kat, som den aldrig angreb, men holdt naboens bøllekat væk fra hoveddøren og haven, på trods af sin ringe størrelse. Da det blev vinter, flyttede vi madskålen ind i gangen, og så flyttede den permanent ind i huset. De to katte blev venner, og vildkatten, som vi i øvrigt navngav B.S., har systematisk holdt alle indtrængende katte ude af vores ejendom, så den selv og den gamle kat sammen kan bo i fred. Det eneste sære ved den er, at den stadig virker besat af mad, selvom den aldrig mangler foder. Det er som om, den ikke kan glemme, at den har sultet.
Dejligt er det dog, at der nu er ro og fred i haven.

Mvh. Marie Louise

Hej.
Du kan aldrig afblæse naturen helt, ikke engang hos mennesker. Der vil altid være nogle instinkter tilbage, som vil komme frem på et eller andet tidspunkt i dyrets levetid..
Mange mennesker er ikke helt klar over, hvor tidligt dyreunger bliver præget for livstid. Hos nogle sker det umiddelbart efter fødslen og hos andre lidt senere.
Meget adfærd er medfødt. Adfærden mellem han og hundyr er medfødt. og det er altid hunnerne der er fører, hvor hannerne kommer sidst.
Jeg har det dels fra utallige observationer i naturen i mange år som iagttager, og dels som hundeopdrager.

Vh. HP

@Marie Louise Johannsen

Det var vel nok en god historie, mange tak for den. :-)

Kattene hos mig er alle kommet udefra. Det var faktisk slet ikke meningen, at jeg ville passe katte. *g*

Men jeg tror nok, at den ene hankat, som jeg passer, er i familie med den vilde, der kommer på besøg om aftenen.
De er begge sorte, og de har meget ens udtryk, så måske er de brødre eller fætre.

Den sorte, jeg passer, har et eneværelse og kommer normalt ikke sammen med de andre fem.
Den er på trods af en gammel skade en lille smule stærkere end vildkatten, og den kommer kun ud tidligt om morgenen en smut før de andre og så igen om aftenen, når de andre er lukket ind. Han bruges på den måde lidt på samme måde som jeres "BS" til at holde kysten klar.
Men det kan godt ende i brutalt slagsmål, hvis jeg ikke hører sirenerne og i tide når at jage vildkatten væk, når det trækker op.
Det skete faktisk for nylig, og jeg tror, at det var min skyld, fordi jeg var begyndt at fodre vildkatten for tidligt, og det gjorde den nervøs for, at den anden sorte ville spise maden for næsen af den.

Jeg mener også, at der er lavet en GPS katte undersøgelse, som tyder på, at katte normalt helst vil undgå at møde andre katte, som kan indebære en risiko for et alvorligt slagsmål.

Og jeg er enig i, at når en kat først har prøvet at sulte for alvor, så bliver den nemt mere grådig resten af livet, og man skal derfor passe tilsvarende på med fodringen.

@Tilde P

Hvilket køn, der fører blandt katte, vil jeg ikke tage stilling til.
Men at det er hunkatten, der bestemmer det hele, vil jeg ikke anbefale dig at tro på.
F.eks. kan en hankat, der ikke bryder sig om killingerne, finde på at aflive dem alle imod hunkattens ønske, og hun kan intet stille op.

Når jeg nu er begyndt at fortælle om katte og naturens grusomhed, så bør jeg måske udbygge det med en historie, som har relevans i forhold til emnet.

Når man indgår overenskomst med katte, så bør man tænke sig godt om først, for de kan være særdeles dygtige forhandlere.

Katteholdet hos mig begyndte faktisk med naturens grusomhed, som jeg ikke kunne holde ud til at se på.

Det var en sød og dygtig hunkat, som jævnligt kom forbi og fik lidt i skrutten, og det stod på i nogle år.
Hun fik også killinger, som hun tog med på besøg, og de fik så også noget at spise.
Men hvergang forsvandt killingerne igen. Nogle gange hurtigt og andre gange i løbet af uger og måneder.
Tja, naturen kan være grusom, tænkte jeg, men det kan jo også være, at de bare har fundet et bedre sted at være.

Og sådan gik tiden indtil en dag, hvor hun havde flyttet en killing ( den sidste af et kuld ) ind på mit halmloft, og der kom en led hankat på besøg.
Den havde været der et par gange, og jeg havde jaget den hårdt væk og troede, at det nu var ok.
Men så hørte jeg pludselig det mest hjerteskærende skrig fra halmloftet. Jeg har aldrig hørt noget lignende, og jeg skyndte mig derop.
På gulvet fandt jeg så en stor killing dræbt og mormjavmis stod fortvivlet over den og sørgede. Jeg forsøgte at trøste hende, og i den tragiske stund blev jeg revet med og kom til at love hende bedre tider, for sådan skulle det i hvert fald ikke være i mit hus.
Men jeg kunne jo ikke gøre noget. Det var for sent, og jeg gik ned igen. En halv time senere gik jeg ind i bygningen igen for at tjekke, hvordan det gik, og da havde mormjavmis båret den døde killing ned fra loftet og lagt den foran den lukkede dør til min kostald.
Det var selvfølgelig helt tilfældigt, vil de fleste nok sige, men jeg var slet ikke i tvivl om, at hun dermed viste, hvad hun havde højest på sin dagsorden, når vi skulle forhandle en ny overenskomst. Og jeg var i kraft af den hjerteskærende hændelse blevet for blød, og jeg havde derfor på forhånd tabt disse forhandlinger. Havde mormjavmis haft en fagforeningsleder, så ville han sige, at hun havde sejret ad helvede til.. Godt.
Resultatet af hendes overenskomstforhandlinger kan ( til skræk og advarsel ) ses på billedet, hvor hun ligger i ko-stalden med det næste kuld killinger, som hun kom med.

En af vores hankatte (søn af en meget mild og sød hunmis) endte som førerkat for alle de andre. Da han var ung, hørte jeg støj og ballede udenfor, og troede min unge kat var jagtet op i vores store fyrretræ af naboens "Grimme Gule". (Naboernes hankatte er pr definition grimme! ;-D )

Men han kom ind sejrrig med halen højt hævet- og fyldt med harpiks!

Han styrede alle meget roligt, men hvis nogen var frække- fik de slag. Da han døde- *så* sloges samtlige nabolagets katte i ugevis. Der var helt klart gået uorden i hierakiet.

"Bjælde" styrede dem uden at puste sig unødvendigt op, men ved at have en rolig selvtillid. Det er så ikke så almindeligt.

Men min lille "Pind" (don't ask), kan også stirre alle (også naboernes stakkels labrador) til underkastelse.

Mvh
Tine