Skrevet af: Ingeborg Hansen, 2. august 2015 kl. 0.34
Hej
Vi vil gerne reducere vores kødindtag. Nu har jeg googlet efter vegetarmad, men det ser mig alt for indviklet ud - meget af det. Er der nogen, som kender en bog med retter, som man kan blive mæt af, og som indeholder råvarer man kan få i f. eks. Brugsen?
Jeg vil gerne lave solid hverdagsmad, hvor det ikke er kødet, der bestemmer tilbehøret. I forvejen spiser vi frugt til havregrøden om morgenen, agurk, tomat og f. Eks. Rædikke, purløg og peberfrugter til frokost. Til maden om aftenen får vi altid grøntsager og ofte salat som tilbehør. Pastasalat med rejer spiser vi også en gang imellem.
Ingeborg
Skrevet af: Anne Demant, 2. august 2015 kl. 2.15
nej Ingeborg, jeg nyder både fisk, mælkeprodukter og kylling,- når jeg ved hvor det kommer fra.
men en god opskrift på frikadeller skal du få, den kan varieres i en uendelighed:
200 g havreklid
4 tsk fint salt
4 dl vand
4 forårsløg
1 fed hvidløg
4 små skalotteløg
3-4 æg
100 g mandler
2 dl solsikkeolie
kog vandet, hæld det over klidet, lad det trække ca 10 min.
hak forårsløg, hvid og skalotteløg og mandler fint.
rør salt og æg i kliden
tilsæt de hakkede grøntsager og mandler. rør godt.
form frikadeller og steg gyldne i olie på en pande.
du kan tilsætte persille i midten ( fyldte gråspurve)
lave farsbrød ,med forskelligt fyld,- hakkede champignon ex.
Skrevet af: Mogens Madsen -Den Gamle Gartner, 2. august 2015 kl. 8.42
her spiser vi mange grønsager - men når man kommer op i alderen skal man sørge for osse at få mange proteiner (kød) da proteinmangel i hjernen er fremmende for alzheimer
Skrevet af: Ingeborg Hansen, 2. august 2015 kl. 9.48
Tak til jer begge.
@Mogens - du forvirrer mig lidt, for der findes mange proteinrige levnedsmidler, som ikke er kød fra firbenede og tobenede dyr. Vi vil jo ikke være 100 % vegetarer eller veganere (kan ikke engang huske forskellen, før jeg har googlet. Æg og mælkeprodukter kan sagtens indgå i vores madplan. Det er kun vanen med at bygge et måltid op over kød vi gerne vil væk fra. Vi vil også spise kød ved festlige lejligheder.
Ingeborg
Skrevet af: Ingeborg Hansen, 2. august 2015 kl. 9.51
@Anne
Tak for opskriften. Den lyder dog på mere salt end godt er.
Men det kan vel undværes? Måske kbliver smagen for flad, men så kan man jo drysse salt på bagefter - efter behag.
Ingeborg
Skrevet af: Tilde P., 2. august 2015 kl. 10.13
Når der snakkes proteiner, skal man være opmærksom på "den animalske faktor".
Der er et par livsvigtige aminosyrer, som det er meget vanskeligt at skaffe sig i tilstrækkelig mængde uden animalske produkter.
Især ældre, og andre lidt svagtspisende mennesker, skal være opmærksom på dette forhold.
Skrevet af: Mette Lund, 2. august 2015 kl. 10.16
Vi spiser ikke vegetarisk, men tilstræber at spise kødfri mad 1-2 gange om ugen. Vi laver f.eks. dhal- røde linser. Linserne koges først til de er møre i saltet van. Løg og rigeligt hvidløg brunes på panden og lidt karry, gurkemeje og chili tilsættes. Linserne drænes for vand og blandes herefter i gryden med løgblandingen, lidt vand og lidt tomatpure. Koger herefter 1 times tid. Vi spiser det med ris til. Selv børnene kan lide det.Og der er godt med protein i linserne.
Skrevet af: Vibeke Dyrst, 2. august 2015 kl. 10.37
Vi er glade for bønnespirer. De er lette at lave og udgør et frisk indslag i kosten hele året.
www.kvalimad.dk/artikler/boennespirer-verdens-mindste-koekkenhave/?searchterm=b%C3%B8nnespirer vær dog opmærksom på, at de skal skylles mere end to gange i døgnet, som Max skriver, fordi de, især her i sommertiden, ellers kan gå i gæring.
Skrevet af: Vibeke Dyrst, 2. august 2015 kl. 10.43
Desuden kan du, ved at bruge søgenfunktionen på kvalimad.dk finde opskrifter på både humus og falafler, som begge er på basis af kikærter.
Falafler er et fantastisk alternativ til frikadeller, men det kræver at man har en god køkkenmaskine. (Jeg har oplevet flere som troede det var en slags kød de var lavet af)
Man kan tilsætte andre bælgplanter end kikærter, hestebønner f.eks.
Skrevet af: Anne Demant, 2. august 2015 kl. 10.44
Jovist skal vi have protein, der er masser i ex. hytteost, nødder, mandler og æg. Så vi skal nok klare os :-)
Ingeborg, jeg synes ikke det er for salt, men jo, prøv dig frem. Du kan sagtens drysse på bagefter, efter smag og behag.
Skrevet af: Tom Andersen, 2. august 2015 kl. 10.52
Alzheimers skyldes ophobning af proteinkompleks i hjernen - ikke proteinmangel. Årsagen er ukendt, men flere og flere forskere peger på miljøbelastninger, her under sprøjtemidler.
Den "animalske faktor" er en oldgammel teori Hans! Se evt. www.vegetarforening.dk/content/protein-og-aminosyrer.
Ingeborg, jeg kan anbefale "Vegetarisk Køkken" og "Vegetariske Festmiddage" af Kirsten Skaarup. Det er ældre bøger, men vi har haft meget glæde af dem. Jeg er enig med dig i, at den lidt ældre danske madkultur næsten altid er bygget op om kød - typisk svin eller okse.
Skrevet af: Tilde P., 2. august 2015 kl. 11.03
De to livsvigtige aminosyrer - Lysin og Methionin - er meget vanskelige at skaffe i optimale mængder - både til mennesker og dyr - udelukkende ved vegetabilske produkter. De fremstilles nu kunstigt og tilsættes fødemidler, da det kun er drøvtyggere, der selv kan producere til deres eget forbrug.
Skrevet af: Tilde P., 2. august 2015 kl. 11.15
Det kan nævnes, at harer og kaniner også selv kan danne disse aminosyrer, da de praktiserer en form for drøvtygning.
Skrevet af: Ingeborg Hansen, 2. august 2015 kl. 11.24
Tak for alle forslag. Vi spiser som nævnt aldrig varm mad uden at der er "gemüse" til. Vores vugger stod i Sydslesvig, hvor vore forældres mad var et mix af dansk/tysk. Dermed indgår også Sauerkraut, brunkål, grønlangkål og andre retter, som mange unge mennesker nok slet ikke kender eller vil spise :-). Disse retter er altid kogt på basis af f. Eks griseskank eller lignende. Stegt lever, grisehjerter i flødesovs og andet gammeldags indgår også.
Vi bor landligt, med Coop og Fakta som dagligt tilgængelige butikker. De har da også gode grøntsagsafdelinger, selvom der er størst udvalg i ikke økologiske grøntsager. Jeg vil og kan ikke begynde med køkkenhave. Krydderurter og persille har jeg dog meget af i krukker og højbed.
Grin bare, men jeg har ingen forstand på at bruge f. Eks. Chili eller andre eksotiske ting, som squash, courgetter og de her lilla Auberginer. Linser kender jeg heller ikke. Stærk mad er i det hele taget ikke på vores madplan. I forvejen har vi 2 kødløse dage om ugen, hvor der er æg eller f. Eks en risret. Pastasalat med rejer forekommer også. Pizzaer købt måske 2 om året på grund af dovenskab.
Ingeborg
Ingeborg
Skrevet af: Vibeke Dyrst, 2. august 2015 kl. 11.45
Tilde, spørgsmålet er om det er nødvendigt at fylde os med de mængder af kød, som vi gør idag, for at få de aminosyrer?
Ved du noget om, hvor meget/lidt kød der skal til for at være dækket ind?
Skrevet af: Tilde P., 2. august 2015 kl. 12.14
@ Vibeke Dyrst.
Jeg kender ikke den nødvendige mængde for mennesker. Den svinger om det er børn der vokser, voksne der bare skal vedligeholde eller ældre, der måske er svagtspisende. Kødforbruget og andre animalske produkter, kunne sikkert sættes betydeligt ned, hvis proteinsammensætningen er rigtig, men vanskeligt helt at undvære. Protein er dyrt som brændstof og belaster nyrerne ved for store mængder.
Til arbejde og varme er fedt og kulhydrater meget bedre.
Det er lidt mærkeligt, at vi mange gange fodrer vore kæledyr bedre end os selv.
Skrevet af: Mogens Madsen -Den Gamle Gartner, 2. august 2015 kl. 13.25
" ingeborg - det kan godt være at jeg er lidt fremfusende ind imellem - så jeg af og til blir misforstået - men groft sagt - skal vi redde verden ? så skal vi prøve at reducere co-2 problemet så skal vi lade planterne være og æde dyrene - det er bla enormt hvor meget feks hvor meget co-2 drøvtyggere slipper ud når de fiser - men derfor kan da godt snuppe en gang strandkål og andet fiberrigt
Skrevet af: Tom Andersen, 2. august 2015 kl. 13.39
@ Mogens, enten driller du eller også trænger du til at søge lidt viden om co2 udslip i relation til fødevareproduktion. Kød er storsynderen!
Start evt. her:
videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/sadan-pavirker-din-mad-klimaet
Skrevet af: Annette Lundgaard, 2. august 2015 kl. 16.13
Jeg kan godt lige Kirsten Skårups Det kærlige køkken. Jeg bruger dog ikke så mange opskrifter derfra, men nogle. Jeg begrænser også kødindtaget til et minimum, synes jeg.
Skrevet af: Bente Madsen, 2. august 2015 kl. 17.14
Jeg synes Camilla Plums to bøger Grønt I og II er gode som inspirationskilde hvis man skal forny sig lidt i det grønne køkken. De kan lånes på biblioteket.
Skrevet af: Lone Nielsen, 2. august 2015 kl. 18.56
Min bedste vegetarkogebog er Hughs fra River Cottage " Grøn hverdagsmad, Der er rigtig mange gode retter. Både til hverdag og fest. Jeg bruger den også som inspiration, når jeg vil have fornyelser til kødet. Uundværlig når jeg laver buffet med mange små retter.
Skrevet af: Tilde P., 2. august 2015 kl. 19.41
Indtagelse af for meget vegetabilsk protein kan have skadelig virkning på et par områder.
Hvis aminosyrene har en forkert sammensætning, kan de ikke fuldt udnyttes til opbygning af nye celler, men kvælstoffet skal udskilles via nyrerne, som belastes unødigt.
Kvælstoffet, i form af urinstof ( urea ) belaster senere vandmiljøet gennem spildevandet.
Derfor er der al mulig grund til at indtage en passende mængde med den rigtige sammensætning.
Skrevet af: Mette Lund, 2. august 2015 kl. 21.11
Nu behøver man jo heller ikke at gå til yderligheder. Man kan jo nedsætte kødmængden i maden, i stedet for helt at udelade den. Og så skal man måske nærmere tænke på kød som en slags krydderi eller tilbehør i stedet for det man bygger måltidet op omkring.
Bortset fra det, hvis man lever vegetarisk, men får æg og mælkeprodukter, så får man alle de essentielle aminosyrer.
Skrevet af: Claus K Madsen, 2. august 2015 kl. 22.30
Kød er en god kilde til visse essentielle aminosyrer, som Tilde er inde på. Derudover er det en god kilde til jern, som er særligt let at optage når man indtager det i hemoglobinbundet form.
Hvis man vil leve vegetarisk eller vegansk må sætte sig godt ind disse forhold og tilrettelægge diæten efter det. Man kan godt leve uden animalske produkter af nogen art, men det kræver et højt vidensniveau.
Man skal imidlertid ikke være bange for at reducere ens kødforbrug. Vi danskere har verdensrekord og sundhedsstyrelsens anbefaling om max 500g om ugen spiser mange vel på to dage.
Skrevet af: Ingeborg Hansen, 2. august 2015 kl. 23.22
Hej Claus - Ok - vi spiser sikkert 500 g på to dag men 2 personer, så det bliver til 125 g pr. dag til den varme mad. Det er også normen for os, men dertil kommer jo også kød i form af pålæg.
Når vi er kommet på den ide, at vi vil begrænse kødforbruget, er det udsprunget af en slags "kødlede". "Hvad skal vi spise? - gider vi spise det? - og så skulle vi iøvrigt skamme os ! Nu skrev jeg varm mad, men hvor vigtig er det i grunden med varm mad? Hvis jeg var alene, ville jeg slet ikke lave varm mad til mig hver dag.
Ingeborg
Skrevet af: Claus K Madsen, 2. august 2015 kl. 23.38
Anbefalingen på max 500g er pr. person incl. pålæg mv. men så vidt jeg husker minus fisk.
Mig bekendt er det ikke vigtigt med varm mad som som sådan. Dog mener jeg at en rimelig andel tilberedt mad må være at foretrække. Tilberedning er gør i mange tilfælde næringsstofferne i maden mere tilgængelige.
Skrevet af: Lars Holt, 3. august 2015 kl. 9.01
Ja, fisk er ikke kød. Men det er sundt, og bør spises to gange om ugen. Pålæg på en skive brød vejer 10-15 g, så får man kød til frokost hver dag, bliver det 100g. Tilbage er der 400 g, som rækker til 4 dage, hvis man kun spiser hele kødstykker to af dagene. Derudover er der to dage til fisk og en dag til grød, gratin, bælgfrugtret og lignende.
Der blev nævnt en linseret, men jeg vil foreslå at udskifte linserne med gråærter, f.eks. Errindlev ært. Den indeholder mere protein pr. kalorie, end linser, og den kan dyrkes i egen have, så der spares transport.
Gråærterne bliver fra i år dyrket på Lolland.
Skrevet af: Ingeborg Hansen, 3. august 2015 kl. 10.22
@Lars Holt
Tak for oplysningen om de grå ærter. Jeg har googlet grå ærter og kom til www.plantearven.dk, hvor jeg læste om de lollandske rosiner. Herlig læsning - også med øje for sprogets forvandling siden 1785. Så må det vel være sådan at sproget stadigvæk er under forvandling/ændring. Et af mine voksne kvindelige børnebørn har nemlig:"optur" over sin nyfødte niece, som er "herrenuttet" :-).-tilbage til de grå ærter. Er det bare tørrede ærter, som er grå i stedet for gule eller grønne? Til "gule ærter" køber vi altid ærterne i Flensborg. Her er de nemlig ikke gule, men grønne og med skal. Sådan har vi jo været vante til at "ærtesuppe" skal smage og se ud. Er grå ærter en almindelig købmandsvare?
Iøvrigt er der alt for få steder, hvor der udbydes kohlrabi,glaskål (knudekål), som vi fik masser af syd for grænsen.
Ingeborg
Skrevet af: Lars Holt, 3. august 2015 kl. 12.46
Det er foreningen Frøsamlerne, der er bedst til at svare dig. De har netop afsluttet et ærte- og bønneprojekt og udgivet en bog om resultatet inkl. mange opskrifter. Jeg har bestilt den.
Jeg har i år dyrket de tre gråærter, jeg kender: Lollandske rosiner, Errindlev ært og Brun ært fra Nakskov. De har været meget nemme at dyrke, så nu glæder jeg mig til at se udbyttet (de er kun delvist høstet), og lære, om de har kvaliteter, som jeg ikke kender fra andre tørrede ærter.
Farven synes jeg ikke afviger meget fra andre tørrede ærter, men specielt Errindlev ærten ser grå ud. De andre ærter var vist brune, da jeg såede dem. De er stadig grønne på mit køkkenbord.
Skrevet af: Lars Holt, 3. august 2015 kl. 12.48
PS De Lollandske rosiner skulle komme på markedet i år. De andre kommer først til næste år - de skal lige opformeres fra have størrelse til markstørrelse.
Skrevet af: Claus K Madsen, 3. august 2015 kl. 15.21
Der har også været lavet lidt forskning i gråærter i Sverige. Der findes en del gamle svenske landracer som er bevaret i nordisk genbank.
Skrevet af: Lars Holt, 4. august 2015 kl. 8.36
Vi kan begrænse kødet i det enkelte måltid ved at flytte fokus over på de øvrige ingredienser.
Vi fik uventet en gæst i går. Vi blev enige om, at vi kunne klare os med 110 g kød pr næse, selv om vi kunne have fået det dobbelte = det normale til gæster. Det var en mørbrad, vi grillede.
Tilbehøret var hvidløgsflûtes, kartoffelsalat, ærtemos, grøn salat med youghurt dressing og tomatsalat.
Der blev lidt kød tilovers.
Når jeg koger kartofler, blander jeg gerne 1/3 gulerod eller anden rodfrugt eller løg i. Så er der større variation uden ekstraarbejde.
Skrevet af: Tine Horsum, 6. august 2015 kl. 15.33
Jeg spiser mere vegetarisk til tider. End andre.
Jeg kan ikke lide fisk (udover dåsefisk), æg behersket- men jeg er vild med ost.
Der er vegetarlasagne fx. Og retter med bønner.
(Jeg kan heller ikke fordrage linser- i nogen form!)
Men selvom man kan lide fisk og linser, så er der mange gode opskrifter, man skal ikke være bange for fedtindholdet, og nødder er dyre, men det er fordi, visse vitaminer (E, D, K og A) er fedtopløselige- så kroppen skal bruge fedt for, at optage dem.
Men vil du være veganer? (Kun vegetabilsk) Lacto-ovo (æg og mælk) Pisco 8fisk) vegetar?
Ost og tomat giver fx den fede umanismag (som kød også har). Og kroppen optager flavonoider fra fx tomat med fedtstoffer.
Hvis I bare vil skære ned på kød, så er der jo en mængde gryderetter (chili con carne), tomatsovs til pasta- der kan strækkes med grøntsager.
Mvh
Tine- kun vegetar af og til- for ost kan jeg ikke undvære- og mælk i kaffen
Skrevet af: Lene Skelmose, 6. august 2015 kl. 17.16
Her hos os hedder det: hvilke grøntsager har vi til aftensmaden og hvordan skal de tilberedes. Det kan så blive med eller uden kød, evt med brød, æg eller ost. Men der tilrettelægges udfra grøntsagerne. Det har reduceret kødforbruget væsentligt- og - synes jeg - gjort måltiderne mere spændende.
Skrevet af: Ingeborg Hansen, 6. august 2015 kl. 18.37
Ja og tak for en masse inspiration. Nu har vi i denne uge prøvet st tilberede og spise linser - kolde og i en salat. Det er accepteret! Men er kogevandet beskidt eller er det linserne, som afgiver farve? Jeg har skyllet meget grundigt før kogningen. Jeg havde i grunden forventet en smag lidt hen efter ærter. Vi er fiskespisere, så øget makrel til pillede kartofler og persillesovs var også fint. Vi skal ikke være vegetarer eller veganere, bare væk fra at der skal kød til alle varme måltider og ikke 250 gram pro person.
Ingeborg
Skrevet af: Mette Lund, 6. august 2015 kl. 23.31
Det er linserne der afgiver farve til vandet, det er helt normalt.
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.