Skrevet af: Doris Møller, 15. maj 2015 kl. 20.04
Jeg var så heldig at få en halv trailer-fuld sand foræret af min nabo, som lige har lagt sin terrasse om og fik noget sand tilovers.
Der er tale om rødgulligt sand, som kaldes harpet sand. Naboen ville køre det på lossepladsen, hvis jeg ikke havde tilbudt at overtage det. Jeg skal i sommerens løb have bygget en støttemur af store brosten, og så kan jeg vel udnytte sandet som såkaldt ”stabilgrus” under muren.
Men der er meget sand! Kan dette sand også anvendes til at blande i min meget stive og umedgørlige lerjord? Eller er der mineraler (f.eks. kalk) i, som gør det uegnet? Jeg så også et sted, at harpet sand faktisk er lerholdigt. Hvis der er meget ler i det, så er det jo ikke nogen løsning.
I første omgang kunne jeg tænke mig at blande lidt af dette sand i så-rillen, når jeg skal så persillerod og rødbeder, hvis det altså er velegnet til dette formål.
Jeg håber, at der er nogen, der kan svare ;-)
Med venlig hilsen
Doris Møller
Skrevet af: Henry G., 15. maj 2015 kl. 22.58
Hej Doris du kan bruge det harpede sand til alt i haven, harpet sand er siet sand, hvor den største stenstørrelse er enten 2 eller 4 mm, men da der kan være en lille smule kalk i, kan det ikke bruges til støbning/beton. Henry G.
Skrevet af: Ingeborg Hansen, 16. maj 2015 kl. 9.29
Hej Doris
Til vores stive lerjord har jeg gennem snart 40 år tiltusket mig alt det sand/grus som jeg kunne se blive tilovers hos naboer og " vejfolk". Jeg har ikke tal på, hvor mange gange der har været gravet op på fortov og vej. Kloak,spildevand, telefon,glasfiber osv. Men sand overskuddet er spredt rundt overalt i haven. Regnormene skal nok blande det .
Ingeborg
Skrevet af: Doris Møller, 16. maj 2015 kl. 12.20
Hej Henry G og Ingeborg
Mange tak for svaret. Jeg havde regnet med at kunne klare mig med at blande plantemateriale i lerjorden. Men når jeg ligefrem får sand foræret, og sandet er udmærket til formålet, så vil jeg naturligvis også bruge det. Jeg brugte allerede lidt i går, da jeg havde sået ærter og vandet godt i sårillen. Lerjorden bliver jo til mursten, når solen bager på det fugtige ler, så jeg dækkede til sidst med tørt jord og nogle håndfulde sand. Så kommer ærterne nok op uden problemer ;-)
Med venlig hilsen
Doris Møller
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.