Skrevet af: Doris Møller, 17. marts 2014 kl. 9.48
Jeg har i mange år haft en ficus carica, altså et figentræ, i en stor potte på min lukkede altan, hvor der aldrig er frost. Træet er formodentlig 15-18 år, og det trives fint og giver mange frugter. Det er blevet kraftigt beskåret hvert år, så det er kun ca. 1 meter højt.
Nu har jeg imidlertid fået en kolonihave, og nu ønsker jeg at flytte figentræet ud i haven, dels for at træet dér kan få mere sol end på en overdækket altan, og dels fordi potten med træet er ved at blive for tung at flytte rundt med, hvis jeg f.eks. skal have malet på altanen.
Der fulgte faktisk to vejledninger med, da jeg købet træet i Superbrugsen for alle de mange år siden, og jeg har gemt dem begge. Den ene vejledning består af symboler, og af den fremgår det, at man har træet indendørs om vinteren og planter det ud om sommeren. Der står angivet en minimumstemperatur på 4 grader C.
Den anden vejledning er på alm. dansk. Her står der, at træet tåler moderat frost.
Jeg er selvfølgelig klar over, at der findes figensorter, der tåler lidt frost, og som man med stort held dyrker f.eks. på Bornholm. Men på de to etiketter står ikke angivet andet sortsnavn end ficus carica, så jeg ved ikke, om der er tale om en sådan særlig kuldetålende type.
Stedet, hvor træet skal plantes, vender mod sydøst. Det skal stå i et hjørne op ad en lav kampestensmur, som vil kunne suge varme, når solen skinner. Jeg har mulighed for at sætte lidt læhegn op bag træet. Min have ligger IKKE på et såkaldt udsat sted, men ca. 4 km fra en østvendt kyst.
Vil træet kunne klare flytningen?
Jeg håber, at nogen kan vejlede mig.
Mange hilsner
Doris Møller
Skrevet af: Lone Brems, 17. marts 2014 kl. 19.55
Hej Doris Møller
Din figenplante vil have gode muligheder for at overleve udendørs - prisen kan blive at frugtanlæggene i vintre med længevarende, streng frost skades så meget, at de ikke udvikles til modne frugter den følgende sommer - og der kan også ske omfattende frostskader (udtørring) på grenene.
Planten skyder oftest viligt fra roden, selv om de overjordiske dele af planten er voldsomt skadet af frost. Der vil efter sådan en skade komme mange og spinkle skud, så man må være lidt omhyggelig med udtynding i forsommeren.
Du vil med andre ord ikke kunne regne med at komme til at høste modne figner - ihvertfald ikke hvert år! Oveni dette tab kommer så, at frugtanlæggene til anden høst i sensommeren ikke altid når fuld udvikling og modning ved dyrkning i det fri i en normal-sommer.
Mere information om udendørs dyrkning af figner finder du ved at skrive "Friske figner fra egen have" i søgefeltet her på Havenyt - Michael Gundersen er forfatter.
Så hvis du vil gerne fortsat vil være nogenlunde sikker på at kunne høste figner, må du lede efter en løsning på de tunge flytninger med krukke og plante - måske kan en Pot Mover, en såkaldt "flyttehund" (solid plade med kraftige møbelhjul under) eller en sækkevogn være til hjælp ?
Venlig hilsen fra
Lone
Skrevet af: Mogens; E., 17. marts 2014 kl. 20.32
Inden du flytter din figen udendørs, kan du klippe nogle 30 cm. lange grene af planten, fjern alle bladene undtagen det lille øverste blad. Sæt grenene i en potte med god jord + lidt vand, og sæt dem på altanen i skyggen og med en klar plastpose over. Hvis det går helt galt med din gamle figen udendørs, har du så erstatnings planter, for de er gode til at slå rødder.
Inden den gamle figen skal plantes i haven bør du krasse godt op i jorden rundt om, og i bunden af rodklumpen. Efter så mange år i en potte er rødderne groet rundt og vil have vanskeligt ved at gro ud til siden i havejorden.
Skrevet af: Doris Møller, 18. marts 2014 kl. 8.59
Mange tak for svar til jer begge
Jeg tror, jeg satser på at flytte træet. Oprindelig købte jeg det på grund af det smukke løv, men jeg lærte efterhånden at sætte pris på fignerne. Jeg har imidlertid en ide om, at frugterne kunne blive endnu mere velsmagende, hvis træet får mere sol.
Prisen bliver vel så, at jeg ikke kan være sikker på at få ret mange frugter, og i nogle år får jeg ingen overhovedet. Men man kan ikke få alt ;-)
I denne vinter har jeg ladet en kæmpestor kamelia stå ude. Den har mange, meget store knopper og har klaret sig fint. Det giver mig mod på at forsøge mig med flere ting, f.eks. også vin og fersken. Stedet, hvor figentræet skal stå, bliver allerede kaldt ”bedet med sydfrugter”!
Det er en god ide at tage nogle stiklinger inden flytningen. Jeg er i forvejen ret god til at lave planter selv.
Hvad angår roden, så plejer man jo at skulle sørge for, at den ikke bliver ved med at være ”potteformet”, når man planter en potteplante på friland.
Men lige præcis hvad angår figen, har jeg læst, at det er en god ide at begrænse roden, enten ved at sætte planten et sted med begrænset plads eller ved at stikke spaden ned og skære noget af rødderne indimellem. Årsagen til den anbefaling er, at planten ved for gode betingelser for rødderne vil sætte en masse bladgrønt og kun få frugter.
Mange hilsner
Doris Møller
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.