Forum

Kompost der udvaskes

  Skriv nyt svar | Rapportér

Skrevet af: Ingeborg Hansen, 27. oktober 2013 kl. 12.00

Hej
Jeg skal bare have tømt kompostbeholderen med det fuldt omsatte materiale her og nu. Da jeg ingen køkkenhave har, er mit fokus ikke så meget på næringsstoffer som på jordforbedring. Men jeg har da tænkt:
Når man lægger komposten ovenpå et rosenbed her i efteråret, vil næringsstofferne udvaskes og sive ned. De forsvinder vel ikke bare?
Jeg mener derfor at næringsstofferne synker ned gennem jorden. Det sker vel i takt med at der kommer væske fra oven. På et tidspunkt vil jorden dog være frosset i en dybde - ca. 30-40 cm (normalt vintervejr?) og så kommer næringsstofferne vel heller ikke længere ned. Netop i det niveau befinder planternes rødder sig, og så går jeg ud fra, at det hele ikke er spildt?

I et meget tørt forår, vil næringsstofferne vel blive liggende i et jordlag, hvor planterne ikke har gavn af dem?

Med venlig hilsen
Ingeborg

1 af 10 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Tom Andersen, 27. oktober 2013 kl. 12.54

Hvorfor skal den tømmes her og nu sidst på efteråret - er det bare en idé du har fået eller hvad skyldes det?

Hvis du har andet affald, som skal i beholderen, kunne du jo lave en lille bunke af det i stedet - det giver ingen udvaskning.

Du prøver at argumentere for, at udlægning af helt omsat kompost om efteråret ikke giver udvaskning og tab af næringsstoffer - det gør det principielt.

2 af 10 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Anonym bruger 1, 27. oktober 2013 kl. 13.35

Hej Ingeborg.

Et par grundlæggende forhold fra gødningslæren:

Fosfor udvaskes normalt ikke fra alm. muldjord. Det kan ske ved høje koncentrationer på meget let sandjord.

Kalium udvaskes heller ikke. Men det samme som fosfor på sandjord.

Kvælstof er noget for sig selv. I form af nitrat udvaskes det let med regnvand eller forsvinder ved denitrifikation og er væk. I form af ammoniak udvaskes det ikke, men bindes i jorden til der, med bakteriers hjælp, er sket en omdannelse til nitrat. Til denne proces kræves der varme i jorden, hvorfor omdannelsen er meget lille om vinteren.

Det var kort, men kan uddybes :-).

mvh. Hans

3 af 10 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Ingeborg Hansen, 27. oktober 2013 kl. 14.02

@Tom
Jeg har to store 1,5x1,5 kompostkasser. Den ene er nu helt omsat og der er nok 1 kubikmeter kompost i den. Det skal jeg gerne af med, fordi den anden med det friske og halvtomsatte er ved at være helt fyldt op. og skal gerne stikkes om ved at jeg fylder det over den den kasse hvor der nu er færdig kompost. Jeg kan ikke bare lægge en bunke ved siden af. En 3. beholder kunne have været Jeg har ingen køkkenhave, så jeg har kun lavet kompost for at komme af med affaldet på en økologisk forsvarlig måde, i stedet for at køre alting væk. Derfor er jeg i grunden tilfreds, når jeg bare kommer af med det til jordforbedring.
mange hilsner
Ingeborg

4 af 10 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Ingeborg Hansen, 27. oktober 2013 kl. 14.10

@Hans Petersen
Tak for en fin forklaring. Hvis jeg forstår det du skriver, er det helt ok at fordele komposten nu, forudsat at jeg er ligeglad med den gødningsværdi det måtte have.
Iøvrigt har jeg hidtil kun gødet græsplænen med kunstgødning 1 gang om foråret. Rosenbedene har fået 5 kg Animix fordelt på alle de roser jeg har. Resten passer sig selv i den efterhånden forbedrede lerjord.
Jeg dyrker ingen grøntsager. Mine krukker får iblandet en sjat opløst kunstgødning. Jeg plejer at bruge ca. 1/2 litermål kunstgødning blandet med 4,5 liter vand som gødning til mine krukker. Det kommer jeg ca. 20 cl i 10 liter i "krukkevandet" ca. 1 gang om ugen. Nogle krukker får slet ingenting.

Det har mine krukker hidtil klaret sig flot med. Jeg kan ikke se nogen grund til at købe alle de opreklamerede gødninger til dit og dat.
Mange venlige hilsner
Ingeborg

5 af 10 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Anonym bruger 1, 27. oktober 2013 kl. 15.15

@Ingeborg.
Jeg ville udelukkende bruge den kompost som jordforbedring.
Der kan blive en smule tab af kvælstof, men de andre næringsstoffer forsvinder ikke.
Hvis du synes, at dine planter er sunde og trives godt, er det ikke helt skævt, som du gør.

vh. Hans

6 af 10 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Tom Andersen, 27. oktober 2013 kl. 15.29

Ingeborg, selv om jeg nogle gange er i tvivl om, hvorfor du spørger, så er jeg ret sikker på, at jo mere humus du kan føre tilbage til din jord, desto bedre. En humusrig jord holder godt på vandet og dermed også på de vandopløselige salte.

Du har helt ret i, at det er tåbeligt at transportere "guld" til lossepladsen, når du har mulighed for at kompostere i egen have og siden forbedre jorden.

Det værste man kan gøre i forhold til udvaskning er da at holde bar jord. Jeg er sikker på at din jord bare bliver bedre og bedre :)

Personligt har jeg et noget afslappet forhold til produktionen af kompost. Præcis som dig har jeg to beholdere på godt en kubikmeter. Den ene har jeg færdig kompost og den anden modtager løbende affald fra køkken og have. Cyklus starter med at jeg tømmer beholderen med færdig kompost ud i de af køkkenhaves bede, hvor der skal dyrkes krævende planter og så i drivhusets bede/ potter. Toppen (1/3) af den igangværende kompostbeholder er ikke omsat og tømmes over i den netop tømte beholder. Den resterende kompost, som er helt/ halvt omsat benyttes løbende til at gøde igangværende vækster i køkkenhave og drivhus, men også som dække i den beholder, som nu er under opfyldning. Her kommer der hver gang køkkenaffaldet tømmes i beholderen (40 liters udendørs samlespand med dræn) et lag kompost over affaldet, som fordeles i et tyndt lag - ellers bliver det ikke omsat, men rådner.

Nogle "rydder op" i haven om efteråret og samler en mængde affald til kompostbeholderen, men den situation har jeg kun om foråret, da alt, hvad jeg kan skrabe sammen af planteaffald bruges til at dække de af mine bede i køkkenhaven, som ikke er plantedækket.

Den rytme fungerer rigtig godt for mig og jeg får tilført gødningen til planterne, når de er i vækst. Jeg har leget meget med varmekompostering, men dels finder jeg det meget arbejdskrævende og dels er det en "unaturlig" proces med en "død" kompost - dog ikke så død, at den ikke er fri for ukrudtsfrø, som nogle siger de kan præstere (ved et skrivebord?). Min egen kompost er et mylder af mikro/ makro-liv og ukrudtsfrø begrænses ved ikke at tilføre bunken ukrudt med modent frø.

I forhold til evt. miljøbelastning ved udvaskning fra privates "forkerte" brug af kompost, så er det min opfattelse, at den miljøbelastning er opfundet ved et skrivebord og at der er kæmpe miljøfordele ved privates hjemmekompostering.

Rigtig eller forkert brugt :)

7 af 10 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Anonym bruger 1, 27. oktober 2013 kl. 16.44

Den udbredte opfattelse, at man kan begrænse udvaskning af næringsstoffer hen over vinteren ved at lægge plantemasse ud oven på jorden, er forkert.
Det skal indarbejdes i jorden.
Det første der sker i nedbrydningen, er en optagelse af kvælstof af mikroorganismerne til deres videre virke. Hvis materialet ligger oven på jorden, vasker nitraten nedenud med efterårets og vinterens overskud af regn.

8 af 10 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Tom Andersen, 27. oktober 2013 kl. 17.13

Jeg bruger "det brune jorddække" til at hindre sammenklaskning af jordens porøse struktur, isolere mod frosten, så regnorme med mere fortsætter aktiviteten længst muligt.

I vinterens løb er den mikrobielle aktivitet meget lille, så mineraliseringen er tilsvarende lille.

Om foråret, når jeg fjerner dækket, er det meget tydeligt, hvilke bede der har været dækket og de som ikke har.
Jeg aner intet om udvaskning af næringsstoffer ved metoden, men jeg ved, at alle med stiv lerjord skulle tage at gøre tilsvarende. Prøv evt. ét år (vinter) at have nogle bede dækket (5 - 15 cm) med organisk materiale/ plantedele/ halm eller lign.

Når foråret oprinder og det kribler i fingrene, så vil du aldrig stoppe med jorddække om vinteren - det er en helt fantastisk effekt. Sort jord er bare så indlysende forkert.....

9 af 10 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Anonym bruger 1, 27. oktober 2013 kl. 17.30

@Tom.Tja, på muldjord kan alle få alt til at lykkes.
En god del af det jord, jeg har dyrket i mere end 50 år, kan der laves mursten af. Det må man lære, hvis man vil overleve. :-)

10 af 10 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Ingeborg Hansen, 27. oktober 2013 kl. 18.50

Jeg tror at de fleste ved, at jorden omkring Fredericia er stiv lerjord, nogle steder endda blåler. Så det har bestemt været op ad bakke med masser af sand og spagnum og 3 knækkede spader at få en nogenlunde fin havejord ud af vores matrikel.
Sammenlignet med den sandjord, som min søster lige syd for grænsen omkring Flensborg/Handewitt er belemret med, foretrækker jeg trods alt vores fede jord. Det har jo også sine fordele. Selvom jorden i spadestiks dybde er medgørlig nu, har den jo stadigvæk "badekarseffekten". Det kan vi se om sommeren, når andre folks græsplæner er gule - er vores stadigvæk grønne. Også i denne sommer.
Mange hilsner
Ingeborg

Nyt svar til emnet »Kompost der udvaskes«

Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.

Brugernavn (e-mail-adresse):

Her er du: Forsiden > Forum > Fri debat > Kompost der udvaskes

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider