Forum

Leca nødder i haven

  Skriv nyt svar | Rapportér

Skrevet af: Lina W., 9. september 2011 kl. 21.53

Vi bruger leca nødder som dræn i krukkerne. Efter endt krukkesæson vil vi gerne tømme krukkernes indhold incl lecanødder ud i køkkenhaven. Er det smart? Nedbrydes lecanødderne? Indeholder de skadelige stoffer?

1 af 9 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Villy Mougaard, Blomstergården, 10. september 2011 kl. 8.35

Vi har brugt lecaperler i jordblandingen i mere end 20 år og har derfor masser af leca i nogle af bedene og det synes planterne i de pågældende bede godt om. Leca sikrer at der kan komme luft ned til rødderne og navnlig i lerjord kan det være en fordel. Der er ingen skadelige stoffer i leca.

2 af 9 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Lone Brems, 12. september 2011 kl. 11.20

Hej Lina W og Villy Mougaard

Jeg synes ikke det er smart at anvende Leca-nødder som en del af vækstmediet / dræningen i krukker. Mit synspunkt tager afsæt i en efter min mening urimelig og ufornuftig brug af fossilt brændstof og de officielle beregninger af, hvor meget CO2, hver enkelt menneske kan tillade sig at lade slippe ud i atmosfæren pr år.

Selv om der ikke er skadelige stoffer i Leca-nødderne er de fremstillet af en begrænset ressource og både fremstilling og transport giver relativt set store bidrag til CO2-udledning.

En 50-liters-sæk med Leca-nødder har givet anledning til afbrænding af fossilt brændstof og udledning af 7 kg CO2 til atmosfæren.
Heri er ikke medregnet produktion og transport af brændstoffet til Leca-produktionsstedet eller CO2-bidraget fra opførelse og drift af dette.

Transport af en 50-liters sæk Leca-nødder bidrager med 0,8 kg CO2 fra afbrænding af fossilt brændstof, hvis man forudsætter, at lastvognen transporterer 5000 liter over en afstand på 240 km.
Det samlede bidrag for 50 liter leca-nødder ender med disse beregninger (som altså ikke tager alle CO2-bidrag med!) på 7,8 kg CO2.

Sat i forhold til det ønskelige mål på max CO2udledning pr person på 2000 kg pr år er det ikke et velbegrundet valg at anvende Leca-nødder til jordblandinger.

Alternativerne til Leca-nødder som delkomponent i vækstmedier kunne være bladkompost, almindelig havekompost, knuste brændte lersten (som også har bidraget til CO2-udledning men dog være anvendt i en årrække som mursten og dermed energi-forbrugsreducerende formål), småsten opsamlet fra havejorden (anvendt som bunddræn).

Med venlig hilsen fra
Lone

3 af 9 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Villy Mougaard, Blomstergården, 12. september 2011 kl. 21.43

Hej Lone
Jeg forstår udmærket din udregning, men som producent er vi underlagt krav fra kunderne om en billig produktionsmetode og emner, som vi nøjagtig kender indehold og frigivelse af næring fra. Kravene til ensartethed ved større produktioner er meget høje og de eneste steder, der kan spares, er på brug af materialer, for jeg har endnu ikke hørt om danskere der er villige til at gå ned på ca. 60,00 kr. i timen for at vi kan klare konkurrencen på omkostningsniveauet i forhold til f.eks. Holland.

Når vi på Blomstergården bruger groft sand og leca i jordblandingen er det for at sikre et rodnet, der etablerer sig væsentlig hurtigere i haven hos forbrugeren end hvis vi bruger ren spagnum (der jo heller ikke er økologisk forsvarligt). Vi eksperimenterer forøvrigt med andre ting som vækstmedie, men det er endnu for tidligt at sige om vi har fundet den rette erstatning.

Jeg er for biologisk og økologisk dyrkning, men herovre i Jylland har vi nogle andre vilkår til afsætning og indtjening i befolkningen som helhed. Hvis vi skal brødføde den danske befolkning og opretholde den eksport der er indenfor landbrug og gartneri kan det derfor være nødvendigt at flytte Århus til Vestjylland så vi kan få frigjort den gode produktionsjord til landbrug og bruge den dårlige landbrugsjord til beboelse og industri. Men hele denne debat vil kun føre til skel mellem økologi og konventionel produktion og bidrage til, at der bliver en opfattelse af, at økologi er en religion på linje med Jehovas Vidner og dermed giver en afstandtagen fra store dele af befolkningen.

Når nu vi er ved CO2, skal vi så holde op med at bruge økologisk korn, fordi der bruges væsentligt mere CO2 til at producere 1 kg økologisk korn end 1 kg konventionel korn?

Økologi og miljø er godt at have i baghovedet, men det må ikke blive til en religion.

4 af 9 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Lone Brems, 12. september 2011 kl. 23.34

Hej Villy Mougaard

Det er spændende, at Blomstergården gør sig erfaringer med at anvende andre vækstmedier - og godt at vi lever i et samfund, der samler viden op på forskellige uddannelsesinstitutioner, så vi alle - uanset om vi har dyrkning af planter som hobby eller som erhverv kan gøre brug af andres indsigt og erfaring.

Jeg agter ikke at gå ind i nogen diskussion af dit
retoriske spørgsmål om anvendelse af økologisk dyrket korn.
Men jeg vil gerne knytte en kommentar til det.

Naturligvis skal vi ikke undlade at bruge økologisk dyrket korn - men balancen mellem anvendelsen af kornet til dyrefoder og menneskeføde skal overvejes nøje. Og det er vigtigt at medtænke bl.a biodiversitet, dyrevelfærd, fødevareproduktion og -forædling, grundvandsressourcer samt anvendelse af fossile brændstoffer og andre begrænsede ressourcer når fordele og ulemper ved økologisk kornproduktion skal vurderes.

Jeg vil tillade mig at henvise til en enkelt nuanceret redegørelse fra Århus Universitet, Det jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Institut for Jordbrugsproduktion og Miljø, 5. oktober 2008 "Økologi som virkemiddel i klimasammenhæng".
For god ordens skyld vil jeg lige gøre opmærksom på, at denne rapport beskæftiger sig med CO2 ækvivalenter og således ud over CO2 også medtager bidragene fra to andre såkaldte drivhusgasser: CH4 (metan) og N2O (lattergas).

To citater fra rapporten:

"Det er for korn, der dyrkes på kvægbedrifter vist, at det samlede energiforbrug pr ha (direkte og indirekte via importeret gødning mv) ved økologisk produktion var 67% af energiforbruget ved konventionel produktion (Refsgaard et al, 1998). Ved økologisk produktion var udbyttet 80% af niveauet ved konventionel produktion, og samlet set var bidraget til global opvarmning for økologisk og konventionel dyrkning henholdsvis 0,20 og 0,25 kg CO2 ækv. pr kg korn produceret". (side 4)

Sammenfatningen for korndyrkning i planteavlssædskifte viser "at omlægningen til økologisk produktion betyder en markant reduktion af den samlede drivhusgasudledning pr ha (600 - 1000 kg CO2 ækv./ha) men at det lavere udbytte pr ha ved økologisk produktion betyder, at udledningen pr kg korn forøges lidt" (side 5)

Forskellen er opgjort i en tabel side 4, som viser, at der i planteavlssædskifter pr produceret kg økologisk korn er en udledning på 0,58 kg CO2 ækv og pr kg produceret konventionelt dyrket korn er en udledning på 0,55 kg CO2 ækv.

Så om der udledes mere eller minde CO2 ækv afhænger af driftsformen - i en kvægbedrift vinder det økologiske korn på en mindre CO2 ækv udledning.

Og som sagt: Dette er min eneste kommentar til dit retoriske spørgsmål.

Med venlig hilsen fra
Lone

5 af 9 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Tom Andersen, 13. september 2011 kl. 19.54

Når nogen kan opstille et regnestykke som viser, at økologisk dyrket korn har større CO2-bidrag end "konventionelt" (=siden halvtredserne) dyrket korn, så skyldes det kun, at de afledte CO2-bidrag fra den konventionelle drift ignoreres.

Klart nok giver den mekaniske ukrudtsbekæmpelse ved økologisk dyrkning anledning til større brændstofforbrug og dermed større CO2-bidrag. Med den nuværende teknik...

Men hvad er CO2-bidraget fra lukkede vandboringer, kommende rensning af drikkevandet og behandling af sygdomme genereret af pesticider?

Jeg aner det ikke, men der er kun én vej og det er den bæredygtige. Det kan kun gå for langsomt, men vi ender der før eller siden.

Og når du har dit mere bæredygtige dyrkningsmedie, så brug det i markedsføringen, så du får kunderne og konkurrenterne presses i samme retning.

Jeg er troende :)

6 af 9 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Gert Er Glad For Haven, Også For Ukrudt., 13. september 2011 kl. 20.59

Tidligere, meget tidligere blev religionen jo også brugt til at slå hinanden oven i hovedet med.
Jeg syntes at debatten er ved at udvikle sig til en konkurrence om hvem af jer der er klogest. Kom nu lidt ned på jorden igen venner.
Ret beset behøver vi jo heller ikke sidde og brænde energi af til vores computere, for at kunne deltage i debatten - det belaster jo også miljøet o.s.v o.s.v.
Må jeg ikke henstille til, at debatten henlægges til søndag formiddag i kirketiden !

7 af 9 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Lina W., 13. september 2011 kl. 21.27

Hej

Tak for de mange indlæg - tænk hvad et spørgsmål om brugen af leca nødder i krukker kan føre til....

Det lyder godt, at de ikke er skadelige for haven, men det kan da godt være, at jeg skal bruge småsten i stedet for, så jeg ikke belaster CO2 regnskabet for meget.

hilsen Lina

8 af 9 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Britt Pedersen, 13. september 2011 kl. 22.04

Hej Lina

Jeg bruger altid kogler i mine krukker. Ikke fordi jeg tænker på CO2, men fordi de er lige ved hånden og vigtigst: gratis.
Og så falder de af i en passende mængde hver år. Lettere bliver det ikke.

Britt

9 af 9 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Hans Henrik Andersen, 15. september 2011 kl. 11.24

hej lone
vi kan da gøre damark meget mere økologisk ved at udskifte traktorerne med heste så bliver der meget mindre co2. plus vi skal ikke spise tomater og agurker om vinteren

mvh hans

Nyt svar til emnet »Leca nødder i haven«

Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.

Brugernavn (e-mail-adresse):

Her er du: Forsiden > Forum > Dyrkningsmetoder > Leca nødder i haven

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider