Forum

Kompostbeholder inaktiv – er ormene døde

  Skriv nyt svar | Rapportér

Skrevet af: Marie Louise Johannsen, 24. juli 2011 kl. 23.45

1. maj startede jeg en lukket kompostbeholder. Jeg lagde kompost og jord i bunden og så lagvist grønt køkkenaffald og tørt haveaffald fra sidste år, til den var 4/5 fuld. Jeg kom desuden orm i (vandede inden ormene kom i).
Siden har ormene fået grønt køkkenaffald og grønt affald fra køkkenhaven.
De trivedes også i lang tid, men i dag, da jeg for første gang rørte rundt i indholdet, var der ingen orm at se. Derimod var der nu et stort myrebo med æg og det hele, dræbersnegle og en masse bananfluer.
Det grønne affald ser heller ikke særlig lækkert ud. Hvad kan der være galt? Har myrer og snegle spist ormene eller er disse mon søgt i dybden? Kunne noget hønsemøg sætte gang i processen?
Jeg kan desværre ikke længere bruge en åben beholder/bunke, hvilket har fungeret godt tidligere, da vi har alt for mange dræbersnegle, plettede snegle og de alm. havesnegle:-(

Mvh. Marie Louise

1 af 2 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Lone Brems, 25. juli 2011 kl. 10.12

Hej Marie Louise

Der er nok sket det, at det grønne affald samlet set har været for vådt eller for tørt til at regnormene kunne trives. Bananfluerne trives godt i læ og med høj luftfugtighed. Myrerne tilpasser sig varierede forhold - de kan have fundet et tørt sted at etablere boet og fra det tidspunkt knokler de ihærdigt for at skaffe den rette temperatur og luftfugtighed for æg og yngel.
Ormene tilpasser sig også ved at fortrække, hvis plantematerialet bliver for fugtigt, for tørt eller for ensidigt. Tørt løv eller gammelt halm indblandet i materialet i beholderen vil måske få dem til at vende tilbage øverst i beholderen, hvor de jo gør mest gavn...

Starten på komposten i beholderen beskriver du som en blanding af fugtigt og tørt plantemateriale - det er nok nogenlunde det blandingsforhold, du skal efterstræbe fremover.

Jeg forstår ikke helt ud fra mine erfaringer, hvorfor det ikke kan lade sig gøre for dig at kompostere i åben beholder, hvor fugtigheden jo er lidt lettere at holde øje med og at regulere - og hvor bananfluer meget sjældent er et problem.
Myrer og snegle kan optræde talrigt - men oftest i kvælstoffattige omgivelser.

Hvis du sætter turbo på omsætningen i en åben beholder med iblanding af hønsemøg, vil sneglene fortrække og først (måske) vende tilbage, når komposten har fået en lidt lavere temperatur.
Når dyngen efter endnu nogle uger er lidt mere omsat, forsvinder de igen - de snegletyper, du har i kompostbeholderen kan ikke finde føde i den halvomsatte kompost.
Måske kan de finde på at lægge æg eller der kan være dagsskjul for dem i eller ved beholderen - men de lever ikke af materialet i dyngen.
Hvis du forsyner dyngen med et dække af jutesække (kaffesække f.eks) eller presenning kan du dagligt rense for agersnegle, plettede snegle og dræbersnegle, da de opholder sig på kompostdyngens overflade. Og de gør det jo kun, hvis du fortsætter med at tilføre organisk affald fra have og køkken.

Derfor kan du overveje at have to dynger igang ? En som du kan lade være i fred og en som du kigger til hver dag og fjerner de ubudne gæster....

En anden virkning af at tilsætte kvælstofholdigt hønsemøg vil være, at de kompostorm, der eventuelt måtte findes ved beholderens bund, fjewrner sig fra dyngen - hverken den røde kompostorm eller de store regnorm kan trives i de varme omgivelser, der er et resultat af omsætningssprocesserne i en kvælstofholdig kompost. Men begge arter vender tilbage, hvis der er leveforhold for dem.....

Med venlig hilsen fra
Lone

2 af 2 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Marie Louise Johannsen, 31. juli 2011 kl. 17.49

Hej Lone

Mange, mange tak for det særdeles grundige og oplysende svar!

Jeg vil forsøge med en beskeden mængde hønsemøg i beholderen. Da jeg satte den i gang, tilføjede jeg både regnorm og kompostorm (hvide). Jeg håber, de er søgt nedad og er glad for at høre, at du mener, de vil vende tilbage, hvis forholdene forbedres.

Ved nærmere undersøgelse synes jeg ikke, at fugtigheden er voldsom stor, men den må alligevel have været lidt for stor til omsætningen. Jeg har nu tilsat mere kvas og vil tilsætte møg i morgen og så blande godt rundt. Temperaturen er i hvert fald ikke høj nu.

Når jeg er gået væk fra den åbne kompostbeholder, skyldes det at der er overvældende mange dræbersnegle, hvor jeg bor. Jeg vil derfor helst undgå æg i komposten, da jeg bruger denne i køkkenhaven.

Igen mange tak for dit svar.

Med venlig hilsen
Marie Louise

Nyt svar til emnet »Kompostbeholder inaktiv – er ormene døde«

Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.

Brugernavn (e-mail-adresse):

Her er du: Forsiden > Forum > Dyrkningsmetoder > Kompostbeholder inaktiv – er ormene døde

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider