Skrevet af: Ole Nielsen, 6. februar 2004 kl. 16.27
Kontrollerede læggekartofler af forskellige slags er på markedet, og det er ingenlunde for tidligt at sætte gang i spiringen.
Jeg "planter" mine læggekartofler med rimelig indbyrdes afstand i en flamingokasse med næringsberiget spagnum, således at omkring halvdelen af den enkelte kartoffel er dækket af jord.
Kassen anbringer jeg lunt (18–20 grader) og lyst. Dagligt sørger jeg for at holde den næringsberigede spagnum fugtig med en sprayflaske.
Man kan også anbringe kartoflerne enkeltvis i en plastpotte af passende størrelse fra første færd.
Uanset metode vil kartoflerne i løbet af få uger danne både rødder og begyndende top.
På det tidspunkt er der to muligheder:
1) De kan pottes om til en spand, der anbringes lunt og lyst.
2) De kan plantes ud i et bed, som forberedes allerede nu med et plastdække. Den klare plast sikrer, at jorden varmes op.
Jeg foretrækker en plasttunnel, hvilket vil sige, at jeg anbringer buer af elektrikerrør eller lignende med omgivende plast.
Man kan også lave en række riller i bedet og dække det med et eller to lag plast i jordhøjde. Denne metode gør det nemmere at dække med isolerende materiale i nætter med frost.
Uanset metode skal jorden forvarmes her og nu.
Jeg købte i fjor mine læggekartofler 8. februar og fortærede de første nye kartofler i slutningen af maj.
Min favoritsort, når det gælder tidlige kartofler, er Hamlet.
Med venlig hilsen
Ole Nielsen
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.
Her er du: Forsiden > Forum > Dyrkningsmetoder > Kartofler til spiring