Skrevet af: Marie Louise Johannsen, 24. januar 2010 kl. 23.32
Jeg har 15 frø af ovenstående. På såvejledningen står, at frøene skal sås december/januar og have kulde. Efter spiring skal planterne stå i ca. 15-20 grader og lyst. Alternativt kan sås ude, når nattefrosten er væk, men det er der jo unægtelig lange udsigter til. Jeg vil derfor gerne spire nu, hvis planterne kan få lys nok.
Desværre har jeg kun et østvendt vindue at placere dem i. Tidligere har jeg spiret akelejer på samme tid ved at sætte frø i køleskab og efter spiring placeret dem meget solrigt. Men nu har jeg ikke længere gode lysforhold.
Hvad siger I: skal jeg så nu og sætte i østvendt vindue eller vente til maj og så ude?
Mvh. Marie
Skrevet af: Boi Jensen, 25. januar 2010 kl. 9.59
Hej Marie
Prøv følgende metode:
Så i februar i potter, der hele tiden skal stå ude, du efterligner naturen. Så i store potter, evt. halvt gravet ned, så de ikke så let tørrer ud. Såjord en blanding af såjord og groft sand, evt. kattegrus, i bunden småsten, som kan dræne og det skal være 2-5 cm dybt. Husk net over, så fuglene ikke rydder potterne og her er de net, kartofler kan købes i, rigtig gode.
Står potterne et sted med fuld sol, er en god ide at bruge et par grene fra juletræet, de stikkes i jorden, så potterne står i delvis skygge, herved nedsættes fordampningen og de små planter bliver ikke så nemt svedne af solen. Når det bliver forår, skal såjorden holdes tilpas fugtig, (ikke våd) med jævne mellemrum.
God held med formeringen og husk at G. Phaeum er en plante, der uhyre nemt spirer og breder sig.
Skrevet af: Marie Louise Johannsen, 25. januar 2010 kl. 21.14
Hej Boi
Mange tak for den udførlige såvejledning, som ikke er til at tage fejl af. Det er en god idé med potter udenfor, så frøene får kulde og planterne lys nok. Jeg havde heller ikke tænkt på det smarte fif med at dække potterne delvis for solen.
Jeg var ikke klar over, at G. Phaeum spredte sig så meget. Jeg har fundet den i naturen, sikkert forvildet, dels ved Brabrandsøen ved Århus, og dels nær Moesgaard, også uden for Århus. Her groede den diskret under hhv. tjørne og æbletræer i højt græs. De planter, jeg fandt, havde umådeligt smukke, mørke blomster. Jeg er meget spændt på, hvordan de små planter kommer til at se ud og håber, blomsterne bliver lige så mørke. Der er ikke noget så spændende som at så nye planter:-)
Mvh. Marie
Skrevet af: Boi Jensen, 26. januar 2010 kl. 9.25
Hej Marie
Du kan nemt forhindre at den spredes, bare du klipper planten ned, når den er afblomstret. Husk G. Phaeum tåler stort set al modgang i forhold til de fleste planter. Tørke, skygge, den er delvis stedsegrøn og efter nedklipning, danner den hurtigt en ny tue. Iøvrigt fås G. Phaeum med brogede blade, i flere variationer, så uanset hvad man gør, kan det blandes sådan at et kedeligt hjørne i skygge, evt. også tørt, kan oplives bare med bladene fra planterne. Skulle du gå hen og få en ny broget variant, er jeg sikker på at nogle af Geranium-samlerne er meget interesseret.
Iøvrigt kaldes Phaeum på dansk "bølgekronet storkenæb", og betyder brunlig og hentyder formemtlig til de brunrøde blomster, som oftest findes, når vi finder dem i naturen.
Skrevet af: Marie Louise Johannsen, 30. januar 2010 kl. 21.45
Hej Boi
Det lyder opløftende, at den er så livskraftig. Hos mig må den gerne sprede sig - jeg havde netop tiltænkt den en noget mørk plads, hvorden kunne live op. Får jeg held med den, vil jeg desuden prøve at sætte den et lysere sted også - mellem nogle træer, der grænser op til en mark. Det burde passe den, det er i hvert fald sådan et sted, jeg har set den i naturen.
Den variant, jeg har købt (fra Frøtorvet), skulle også have mørke aftegninger på bladene, som du nævner, nogle varianter har. Det, der fascinerer mig mest, er de mørke farver, særlig på kronbladene. Hvis dem, det forhåbentlig lykkes mig at spire, ikke er tilstrækkeligt mørke, vil jeg prøve at finde frø fra en af lokaliteter, jeg har set dem og spire dem.
Det bliver virkelig spændende at se deres farve.
Mvh. Marie
Skrevet af: Lotte Børresen Kramer, 30. januar 2010 kl. 22.14
Hej Marie
Geranium phaeum breder sig villigt ved at selvsåning og den kan komme ret vidt omkring. De små planter kan dog ret nemt luges bort (hvis man nænner det). Jeg har den under et stort kastanjetræ, og her vokser den fint. Bliver det meget tørt, kan den godt komme til at hænge med bladene.
Den findes i mange farver og i mit bed vokser hvide, lyslilla og mørkviolette med mørke tegninger på bladene. Planterne blomstrer i juni, men kan komme med en svagere efterblomstring, hvis de klippes ned straks efter blomstring. Det bliver planten også langt pænere af.
Såning i februar er et godt bud, de skal nok komme. Ellers må du hente småplanter hos mig, hvis du bor i nærheden af Århus.
Hilsen Lotte
Skrevet af: Marie Louise Johannsen, 2. februar 2010 kl. 18.46
Hej Lotte
Jeg har netop sået første hold efter Bois anvisninger i dag og sat dem til "at trække" et par dage inden døre, så frøene kan suge vand, inden de kommer ud i kulden.
Det lyder meget dekorativt med GP i skyggen af en kastanje, måske især de hvide, som sikkert lyser flot op derinde? Dem jeg har fundet i naturen, har jeg også netop vokset under træer. Er de lyslilla et resultat af en blanding af de hvide og de mørkviolette?
Hvis alle mine mislykkes, vil jeg meget gerne have en plante eller to - det var meget sødt af dig at tilbyde. Jeg bor i nærheden af Skanderborg, så der er ikke så langt til Århus.
Mvh. Marie
Skrevet af: Lotte Børresen Kramer, 2. februar 2010 kl. 22.31
Hej Marie Louise
Held og lykke med såningen - det bliver spændende med resultatet. Jeg har købt alle farverne som planter, hos Helenas stauder for snart den del år siden, så jeg ved ikke om det er en krydsning, jeg mener dog den var navngivet. Den lyslilla ser jeg ikke så ofte som selvsået, imens den mørkviolette samobor og den hvide album ses ofte. De mørke vokser hurtigst til. Jeg bor faktisk ved Herskind, så det er nok næsten samme kommune vi bor i, hvis det bliver aktuelt med småplanter.
Her er et billede af den lyslílla, den er dog ikke helt så kraftig i farven i virkeligheden - meget mindre blå.
Hilsen Lotte
Skrevet af: Marie Louise Johannsen, 4. februar 2010 kl. 23.00
Hej Lotte
Sikke flot den er! Billedet giver et godt indtryk af blomsten, selvom farven er noget blålig. Jeg har lige været en tur inde på Helenas stauder og tror godt, jeg ved, hvordan farven er.
Det lyder rigtig godt, at de ikke blander sig. Jeg kan godt lide de virkelig mørke. Men måske jeg også vil prøve at så en hvid.
Den art, jeg forsøger at spire, er noget mørkere end Samobor. Det kan være du vil have en, hvis de lykkes?
Mvh. Marie
Skrevet af: Lotte Børresen Kramer, 5. februar 2010 kl. 19.20
Hej Marie
Tak - det vil jeg da gerne. Du må fortælle om hvordan det projektet.
Mvh Lotte
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.
Her er du: Forsiden > Forum > Dyrkningsmetoder > Såning af Geraium phaeum?