Skrevet af: Inger Abildgård, 17. maj 2012 kl. 11.32
Jeg har fjernet et gammelt drivhus i min nyttehave, og jorden nedenunder skal nu tages ind til grøntsagsdyrkning og blomster. Jorden er hverken ekstremt leret eller sandet, men ser ud til at kunne bruge en eller anden form for jordforbedring. På Havenyt.dk har jeg læst forskellige artikler om, hvordan man kan forbedre jorden ved at så grøntgødningsplanter. En af mine kammerater, en meget dygtig havemand, sværger til spagnum og mener slet ikke, at grøntgødningsplanterne kan gøre det samme for jordstruktur og mikroklima som spagnum.
Har han ret?
mvh
Inger Abildgård
Skrevet af: Villy Mougaard, Blomstergården, 17. maj 2012 kl. 12.35
Nej.
Spagnum består af døde tørvemosser og er en resource, som kun findes i begrænset omfang og det bør slet ikke bruges til jordforbedring i haver. Til det formål du beskriver vil ganske almindelig havekompost være betydeligt bedre og det indeholder også mere næring end spagnum.
Blandt mange almindelige haveejere, som ikke tænker så meget på økologi og miljø, er det desværre stadigvæk en almindelig ting at man kører alt sit haveaffald på genbrugspladser og på hjemvejen køber man erstatningsprodukterne spagnum og gødning.
Skrevet af: Kenneth Sørensen, 17. maj 2012 kl. 13.04
Hvad nu hvis een køber 'Haga' plantesække først på sæsonen i Jem&fix til 9,50 kr (nu steget til 13,75) - Det kommer fra svenske tørvemoser, og svenskerne må da selv om de slider deres tørvemoser ned. De har vel også nok af dem i en rum tid fremover. Jeg kan fortælle at på grænsen til Norge er der 'myrer' (moser) over hundrevis af kilometer, nogen af dem sikkert menneskeskabte, fordi de er gode til forsvar (fjenden synker i). :-)
Men ellers er jeg enig i at det slet ikke er det som der er brug for. Jorden under det drivhus er tydeligvis af en anden beskaffenhed end i resten i haven, hvilket rent logisk betyder at den ikke har været skiftet ud tit nok. Så det bedste een kan gøre er at blande den op med jord fra resten af haven.
Skrevet af: Inger Abildgård, 17. maj 2012 kl. 13.41
Hej Willy og Kenneth
I princippet er jeg helt enig i jeres betragtninger om spagnum og højmoser. Men hvad gør man, når man er ny ejer af en lille nyttehave og kun har oparbejdet meget lidt kompost?
mvh
Inger
Skrevet af: Kenneth Sørensen, 17. maj 2012 kl. 13.48
Ja, du har ret Inger. Tag nu en person som Fru Maj, som skriver "Haveny" hun skriver og skriver om 'kompost' og 'kompost'.
Faktisk gad jeg godt se hendes kompostbunke, for den må være mega stor!
Faktum herfra er at sidste år lagde jeg pligtskyldigt alle kartoffeltoppe og hvad der ellers var i løbet af året (hæk- og græsklip lagde jeg som jorddækning, som hun også anbefaler) i kompostbeholderen, og der var kun sølle 40 centimeter i beholderen, slet ikke nok til nogen ting.
Men i dit konkrete tilfælde, da behøver du ej kompost, fordi som jeg sagde bare du blander jorden op med resten af havens jord. altså tager 10-15 trillebørfulde og kører dem et andet sted hen og tager 10-15 derfra, eller blander på en eller anden måde. Selvfølgelig skulle det have været gjort medens jorden var bar, og ikke havde planter på sig som nu.
Skrevet af: Boi Jensen, 17. maj 2012 kl. 15.00
Hej Inger
Der findes udmærkede alternativer, f.eks. kan du købe en "big-bag" af champignonkompost. Alternativt selv finde et sted, hvor der er heste og få halm og møg, som er hovedbestanddelen i champignonkompost.
Kan du ikke bruge de 3 m3, der er kommet i en big-bag, så slå dig sammen med andre og del bunken.
Det er en nem måde, som kan transporteres til et sted, hvor en lastbil kan aflæsse sækken. Et super alternativ og få noget, planterne kan trives i - når det blandes i jorden - og så forstyrrer det ikke vore moser, som brugen af spagnum gør.
Desuden at det jordforbedrende i en grad at de fleste bliver positivt overraskede, uanset om det er på fed lerjord eller på den lette sandjord.
Skrevet af: Kenneth Sørensen, 17. maj 2012 kl. 15.08
Slettet af administrator 18. maj 2012 kl. 0.28.
Skrevet af: Marie Louise Johannsen, 17. maj 2012 kl. 20.08
Hej Inger
Jeg kan kun bekræfte Villys og Bois forslag, og vil foreslå, du starter en kompostbunke op nu, så du har materiale klar til drivhuset til næste år;-)
Det er på ingen måde svært, hvis du laver en bunke på jorden. Hent noget dyremøg, fra heste, køer eller høns (spørg de lokale om du må hente fra stalden) og byg op oven møget med grønt affald (fx græsafklip, køkkenaffald og andet haveaffald), som du lægger i lag.
Du kan fortsætte med at opbygge i lag for hurtig produktion (størrelsen på bunken skal være over 1m2) eller bare lægge materiale oven på i tilfældig orden.
Du får et rigtig godt materiale ud af det, der er billigt, og dt er sjovt at følge med i nedbrydningen også.
Skrevet af: Vibeke Dyrst, 17. maj 2012 kl. 20.23
Da jeg var barn og datter af en champignonavler, var champignonkompost en blanding af sphagnum og hestemøg. Derfor glæder det mig meget at opdage, at nu er det åbenbart udelukkende hestemøg, der bruges. Var sphagnum stadig en del af det var man jo lige vidt med det miljørigtige.
Hvad angår kompost i det hele taget, kan man på de fleste genbrugsstationer hente kompost, der dog skal blandes godt op med almindelig jord mm. Et udmærket alternativ til man selv får sin bunke til at fungere, synes jeg.
Skrevet af: Karin P, 17. maj 2012 kl. 22.42
Vibeke - de bruger nu stadigvæk spagnum, i hvert tilfælde nogle steder ( se f.eks www.tvedemose.dk/index.php?section=9 ) de bruger det som dækjord.
Men det jeg synes er mest ærgeligt, det er at champignondyrkerne har fået øjnene op for at de kan tjene på deres aflagte jord, som man tidligere kunne hente gratis...
Champost koster det hvide ud af øjnene (1 bigbag koster 2.200 !!!!) og selv hvis man tager ud og henter hos en dyrker med traileren, ligger prisen på omkring 150,- pr m3, hvilket fylder nul&niks i en stor have som min.
Skrevet af: Villy Mougaard, Blomstergården, 18. maj 2012 kl. 7.46
Champost er ikke det samme som champignonmuld. Champost er et produkt, der til dels er lavet på komposteret dyregødning og har aldrig set champignon. Prisen dækker udgifter til produktion og fragt og den afspejler i høj grad omkostninger ved at producere en vare i Danmark. Produktet er i høj grad fremstillet for at spare på og supplere de sparsomme sapgnumresourcer.
At champignonavlerne vil have penge for jorden er et forsøg på at få lidt penge ind, da det ikke er rentabelt at dyrke champignon i Danmark - i hvert fald ikke hvis der skal betales danske lønomkostninger.
Før man ærgrer sig over priser på danske varer bør man tænke på, at når man selv vil have mere i løn så stiger varerne og transportomkostninger også fordi andre også vil have mere. Et godt argument for at lave sin egen jordfordring i form af kompost.
Skrevet af: Inger Abildgård, 18. maj 2012 kl. 9.37
Hej allesammen
Tusind tak for alle de gode råd og de interessante oplysninger. Nu har jeg noget mere at holde mig til.
Jeg vil lige tilføje en lille kompost-historie fra min haveforening på Amager. Jeg har to kvindelige naboer på henholdsvis 80 og 92, som har nogle vældig fine haver. Den 92-årige møder op kl. 6 om morgenen for at passe sin have. De har, sådan som vi alle har pligt til, en kompostkasse i haven, men den kan let blive fyldt op i løbet af sommeren. Derfor laver de jævnligt små gruber i jorden, hvor de hælder det grønne affald ned og dækker til med jord. Og det formulder meget hurtigt. Så kan det vist ikke gøres mere enkelt.
mvh
Inger
Skrevet af: Karin P, 18. maj 2012 kl. 13.33
Villy: Tak for info ang Champost, så blev jeg også lidt klogere i dag - men man må da sige at navnet i høj grad kan snyde en. Men jeg kan da også se på deres hjemmeside, at de oprindeligt har dyrket champ., men bare er stoppet nu.
Mht prisen på aflagt champignonmuld, så er det ikke fordi jeg ikke under hverken champignonavlere eller andre at tjene på spildproduktet - men simpelthen bare fordi jeg ikke har råd til at købe det og derfor synes det er ærgeligt at man ikke kan få det gratis mere.
KarinP
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.
Her er du: Forsiden > Forum > Dyrkningsmetoder > Jordforbedring med spagnum