Forum

Hurra – 2 muldvarpe i saksene

  Skriv nyt svar | Rapportér

Skrevet af: Ingeborg Hansen, 16. november 2020 kl. 23.52

Jeg har en gammel muldvarpegang, som jeg år efter år reparerer, fylder op med jord og sår græs igen. Sidste uge fangede jeg en meget stor muldvarp, og 2 dage efter noget mindre. Så slettede jeg alle spor efter sakse og spande, men sørme om ikke der ser ud til at være liv i gangen igen.
Er det normalt at der er flere muldvarpe i samme gangsystem?
I gamle dage kunne jeg fange muldvarpe med en spade.
Min far havde lært mig at stå modsat vindretningen, at muldvarpene som regel skød på bestemte tidspunkter og at de puffede jord op flere gange, men ved det sidste skub var nødt til at komme ret højt op i midten af skuddet. SÅ var det lnhurtigt at stikke spaden ind under muldvarpen. I dag har jeg ikke samme jagtinstinkt længere.
Ingeborg

1 af 7 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: James F., 17. november 2020 kl. 7.49

Ja, det er helt normalt, at der kan fanges flere muldvarper i samme gang. Min egen rekord er 3 muldvarper på 2 timer i samme hul!

2 af 7 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Lone Brems, 17. november 2020 kl. 16.38

Hej Ingeborg Hansen

Jeg vil forslå dig at overveje et "fredsinitiativ" i forhold til at huse muldvarpe i haven med sigte på at opnå en styrket biodiversitet.

Muldvarpen og dens yngel er fødeemne for lækat, brud, ræv, ugler, musvåger og hejrer. Den skaber med sine gange luftcirkulation i de øverste muldlag til gavn for træer, buske, svampe og mykorrhiza. Muldvarpeskuddene er fine spirestede for vilde urter som i blomstringstiden er søgt af mange insektarter - og et par skovlfulde muldjord fra et muldvarpeskud er med sin ensartede struktur en fremragende ingrediens i "hjemmelavet" pottemuld.

Jeg ved godt, at mange synes det er irriterende at få et eller flere muldvarpeskud i græsplænen; nogen vil nok tænke på bøvlet med at skærpe klingen på græsslåmaskinen..... Jeg anfægter med mit forslag ikke havekulturen i sig selv - mere omfanget af perfektioneringen, hvis ypperste resultat er, at det meget vanskeligt for alle andre end mennesket (og udvalgte planter hentet ind fra mange forskellige steder i verden) at overleve.
Med andre ord: Jeg ser det som en positiv udfordring at tage fat på at udvælge "hjørner og sprækker", hvor der kan skabes plads og mulighed for at planter og dyr, som er hjemmehørende i Danmark, kan overleve.
En mulighed blandt mange kunne være at lade en del af græsplænen udvikle sig uden klipning og uden gødskning - og så overlade den del til muldvarpen og til udvikling af plantesamfund, der er tilpasset jordbund og klima.

Danmarks Naturfredningsforening har her i november offentliggjort de første delresultater af en meget bredt anlagt Biodiversitetsundersøgelse. Hovedkonklusionen er, at biodiversiteten for udvalgte dyre- og plantearter er stigende i den bynære natur - og faldende i langbrugsområder.
Så mange har allerede igangsat biodiversitetsfremmende initiativer i disse år - det gælder både private og fremsynede kommuner!
Danmarks statistik opgiver for 2017 det samlede villahaveareal til 5,6 % af det samlede areal i Danmark. Sommerhusområder udgør 1,8 %. (Til sammenligning er 3,4 % af Danmarks areal optaget af infrastruktur).
Så danske villa- og / eller sommerhusejere har mulighed for maksimal indflydelse på biodiversiteten på 7,4 % af det samlede areal i Danmark.

Sluttelig et bogforslag til de mørke eftermiddage, vi har her i november:
Marc Hamer's "Kunsten at fange muldvarpe" - om at finde sig selv i naturen.
Udgivet af Kristeligt dagblad i maj 2019. (Kan skaffes hjem på alle kommunale biblioteker). Jeg vil ikke lægge skjult på, at Marc Hamer i sine selvbiografiske overvejelser og notater når frem til at opgive sin mangeårige karriere som muldvarpefanger....

Venlig hilsen
Lone

3 af 7 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Ingeborg Hansen, 17. november 2020 kl. 22.01

@ Lone Brems
Tak for dit lange indlæg, som jeg håber at andre kan bruge. JEG gør mit for at have en passende biodiversitet og vilde steder i min have. Placeringen er jeg ikke helt enig med muldvarpene i og så må de tage konsekvensen- når jeg har taget jordskuddene fra til blomsterjord. Og som fødekæde til andre dyr som du nævner, har vi ingen af de nævnte. Desværre boltrer mine muldvarpe sig på et uønsket sted, hvor vi får slæbt jord med ind i huset. Andre steder må de gerne være.
Ingeborg

4 af 7 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Jakob B., 18. november 2020 kl. 12.07

For 20 år siden havde jeg masser af muldvarpeskud i haven, men for ca. 10 år siden ebbede det ud, og jeg har ikke set tegn på muldvarpe siden.
Jeg har aldrig bevidst bekæmpet dem, men derimod har jeg brugt meget af mulden fra skud til urtepotter.
Selvom de til tider godt kunne være lidt irriterende, så må jeg indrømme, at jeg savner dem mere, end jeg glæder mig over deres fravær. Og jeg bliver ligefrem lidt ked af det, når de bliver lagt for had, eller når håbløse forsøg på udryddelse bliver til en sport.
Kun sjældent har Søren Ryge fået mig til at ryste så meget på hovedet, som da han lavede en udsendelse, hvor han netop kørte den stil og endda skød på et muldvarpeskud med et jagtgevær i håb om at dræbe muldvarpen med trykbølgen.
I det lys er svaret fra Lone Brems som en oase i en ørken.

Men hvorfor muldvarpen er forsvundet fra min have er lidt af et mysterium for mig. Jeg har en svag mistanke om, at havetraktoren har medvirket til at gøre det surt for muldvarpen, fordi traktorens vægt især i fugtigt vejr får nogle af muldvarpens gange til at styrte sammen. Men det er kun et gæt og næppe hele forklaringen.

5 af 7 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Nini Højby Pedersen, 25. november 2020 kl. 17.20

Jeg har også som gammel muldvarpejæger skiftet stil, for en del år siden.
Min erfaring er at muldvarpene bruger de gamle skud igen og igen år i træk, så hvis de lades i fred så kommer der sjældent flere. Kun når de har opdaget mine dyrkede planter med rødder kommer der flere der, og det er irriterende.
Sådan er det jo med dyr engang imellem ligesom med mennesker. Vi kan være irriterende men det er jo ikke grund til at udrydde os.

6 af 7 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Nini Højby Pedersen, 25. november 2020 kl. 17.20

Jeg har også som gammel muldvarpejæger skiftet stil, for en del år siden.
Min erfaring er at muldvarpene bruger de gamle skud igen og igen år i træk, så hvis de lades i fred så kommer der sjældent flere. Kun når de har opdaget mine dyrkede planter med rødder kommer der flere der, og det er irriterende.
Sådan er det jo med dyr engang imellem ligesom med mennesker. Vi kan være irriterende men det er jo ikke grund til at udrydde os.

7 af 7 Skriv nyt svar | Link | Rapportér

Skrevet af: Ingeborg Hansen, 25. november 2020 kl. 18.16

I mellemtiden er det blevet til 4 stk. muldvarpe. De boltrer sig et sted på græsplænens smalle sti mellem bed og fliser omkring huset, så min ordre om at de skulle blive i bedet, overhører de.
Iøvrigt er det da et imponerende lille dyr, hvis det kunne holde sig på måtten!
Ingeborg

Nyt svar til emnet »Hurra – 2 muldvarpe i saksene«

Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.

Brugernavn (e-mail-adresse):

Her er du: Forsiden > Forum > Dyr i haven > Hurra – 2 muldvarpe i saksene

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider