Skrevet af: S. Bille, 21. februar 2011 kl. 13.28
Jeg flytter denne kommende weekend, og vi overtager et drivhus, hvor der (så vidt jeg husker) stadig er planterester og -sække.
Hvordan gør jeg nemmest det drivhus forårsklar til brug?
Hvornår skal jeg senest gøre det for at jeg kan bruge drivhuset dette forår?
Kan det gøres "blidt" og kemikaliefrit?
Jeg er også højgravid, så råd, der ikke kræver for meget kravle- og hårdt arbejde er meget velkomne... :D
Skrevet af: Anne-Mette G., 21. februar 2011 kl. 15.25
Pas på med skimmel fra planterne, der hvirvler rundt når man hiver i dem. Sikkert ikke sundt for gravide.
Brug brun sæbe til at skrubbe med. Desværre er det hårdt arbejde. Skyl efter med vandslangen. Det kan altså anbefales at vaske det ned pga. skimmel og andet.
Man kan sagtens så spinat, radiser og tidlig salat snart. Altså i marts. Men vent lige til frosten er væk - drivhuset holder lidt på varmen, men ikke ved over 10 graders frost.
Drivhusradiser er store og flotte hvis de vandes regelmæssigt. Og herligt fri for utøj.
Du skal senst ordne drivhus inden tomaterne kommer ud. I maj -juni. Men anbefales hurtigst muligt så du kan nyde sol, varme, duften af jord og planter og små fine forårsblomster du ikke kan lade være med at købe.
Skrevet af: S. Bille, 21. februar 2011 kl. 16.12
Hej Anne-Mette.
Tak for det hurtige svar.
Kan jeg have salat og radiser sammen i flamingokasser eller lign, så jeg ikke skal tænke på hvad jorden i drivhuset har været brugt til sidst og blande det med kompostjord og hvad ved jeg (ikke) - eller hvordan gør jeg egentligt det nemmest?
Hvilken type jord skal jeg købe at plante det i?
-----
Ved du om man nemt kan dyrke i "højden" så disse planter, der ikke bliver så høje måske kan stå på nogle hylder så man har plads til flere af samme slags uden at tage for meget plads i grundareal?
Skrevet af: Lone Brems, 22. februar 2011 kl. 12.15
Hej S. Bille
Det er klogt at interessere sig for de negative virkninger af ensidig dyrkning - og for hvad der kan gøres for at dæmme op for dem - og det er ikke svært :-)
Hvis du kan finde ud af, om dine forgængere i drivhuset har dyrket i plantesække en årrække så kan du ud fra den afklaring vælge forskelige fremgangsmåder.
Det er ihvertfald vigtigt at få sat en punktum for dyrkning i plantesække - spagnumhøst er en alvorlig trussel mod højmoser i Danmark og i Europa.
Har der i en årrække været anvendt plantesække, kan du let (dvs med begrænset arbejdsindsats fra en med stærke arme og ryg) komme videre ad et økologisk spor:
Når vejret mildnes og man kan arbejde i drivhuset i en trøje eller en skjorte kan arbejdet gå igang:
Fjern dyrkningssækkene, tøm dem ud ved surbundsplanter i din have - eller snak med naboerne, nogen vil nok være glade for et gratis tilskud af tørvejord....
Hvad så mere ? Rengøring af drivhuset - præcist som Anne-Mette G skriver ovenfor - og løsning af jorden i bedene i 30 - 35 cm dybde (brug en god greb), derefter grundvandigt med 30 - 40 liter vand pr kvadratmeter tilført med kande over 4 - 6 timer - og så tålmodighed for det varer en tid endnu, før temperaturen er tilstrækkelig høj til såning af spinat, radiser og dild. Og endnu mere tid kommer der til at gå før jordtemperaturen er høj nok til udplantning af tomatplanter.
Du kan dyrke med jorddækning af bedene som metode - læs mere om det ved at bruge søgefeltet øverst på siden: "Drivhus gødet med jorddække" og "Jorddække i drivhuset"
Planter, der kan bruges til jorddækning jo en forudsætning for at kunne bruge denne metode. Har du 10 kvadratmeter kan du forsyne dit drivhus med "alt godt i jorddækning" det meste af sæsonen - og kommer der mangelperioder er der måske et brændenældested i nærheden, som du kan høste fra (inden de sætter frø). Gode næringssamlere, der sås hvert forår efter frostrisiko er overstået er for eksempel luzerne og blodkløver.
Hvis det med plantesækkene bare er et valg for seneste dyrkningssæson og der forud for den i årevis har været dyrket samme afgrøde (tomater for eksempel) i jorden under plantesækkene, er det nødvendigt at interessere sig for udskiftning af jorden. Også her er der godt at hente i Havenyts arkiv: Søg på "Udskiftning af jord i drivhus"
Din tanke om at dyrke i flamingokasser må da afprøves - en jordblanding af 2 dele muld fra bedene i haven, 1 del groft vasket grus og 1 del sigtet havekompost ( ikke genbrugsstationens - spørg i stedet for en haveejer i nærheden, hvis der ikke er en kompostdynge i din have).
En håndfuld luzernemel eller en håndfuld pilleret kogødning pr kasse blandet op med muld, kompost og sand vil være tilstrækkelig næring til de urter, du nævner.
Hvis det så viser sig, at det ikke dur, at hylder og kasser skygger for meget for, hvad du gerne vil dyrke underneden eller at vandingen bliver med for mange tunge løft - ja så kan du jo bare ændre planer og fjerne kasserne igen, værre er det jo ikke....
Med venlig hilsen fra
Lone.
Skrevet af: S. Bille, 23. februar 2011 kl. 10.15
Hej Lone. Det var dejligt at få så langt og grundigt et svar, men jeg er bange for at det gjrode mig lidt modløs... Jeg synes det lød overordentligt svært for en totalt nybegynder...
Hvis jeg planter i flamingokasser, kan jeg så ikke bare købe en pose jord, som jeg putter i i stedet for den der blanding, som du nævner? Det er måske ikke det mest miljørigtige i første omgang, men hvis vi knækker nakken på drivhusprojekterne, så bliver det kun endnu værre for miljøet, for så vil vi jo igen begynde at købe grøntsagerne i butikkerne...
Og hvis der har været brugt plantesække tidligere og ikke jorden i bedene, behøver jeg så gøre noget ved jorden i drivhuset?
Skrevet af: Lone Brems, 23. februar 2011 kl. 11.15
Hej S. Bille
Jeg er ked af, at jeg har medvirket til at gøre dig modløs - det har bestemt ikke været min hensigt !
Det er let for mig at forstå, at mange informationer om nabokontakt, dyrkningsmetoder, tørvejord og henvisninger til artikler andre steder på Havenyt kan virke uoverskueligt og derfor forekommer svært.
Det ville måske have været vigtigt fra starten af i mit indlæg (nr 3 i denne tråd) at minde om, at vejen vi går ad som mennesker altid består af enkeltskridt og at ingen kan "bestige bjerge" med andet end enkeltskridt. Så brug det, du finder overkommeligt og lad resten ligge - du kan altid vende tilbage og bruge lidt mere måske.....
Og så helt kort til Flamingokasser og "købejord": Du skal starte med så- og priklejord ellers kan frøene ikke spire. Senere må du drysse med blomsterjord (som er mere næringsrig) omkring småplanterne.
Og ligeså kort til jorden i bedene: Kig igen på afsnit 3 i mit indlæg - der står de nødvendige arbejdsprocesser. Du kan vælge pilleret ko- eller kyllingegødning som næringstilførsel, så dine tomat- og agurkeplanter får noget at leve af :-)
Jeg håber at have gjort dit humør lidt bedre igen - og håber også at du vil fortsætte med at være nysgerrig på, hvordan din omsorg for miljøet kan omsættes i valg og praktiske handlinger.
Med venlig hilsen fra
Lone
Skrevet af: Gert Er Glad For Haven, Også For Ukrudt., 23. februar 2011 kl. 17.37
S. Bille - Jeg ser af dit indlæg, at du skriver "vi overtager et drivhus", jamen er der så ikke mere end 2 hænder til projektet ?
Måske også et par hænder til det tunge, som ikke er lige så gravid som du er ?
Og med hensyn til at så i "flamingokasser" så kan du sagtens bruge alm. plantejord i kasserne hvis du blot slutter af med et par centimeter så- og priklemuld øverst til at så i. Det er også mere økonomisk.
Og hvad angår klargøring af drivhuset, så kan du måske med fordel købe en 5 liters havesprøjte, den fås for små penge i Hjem og Fisk. Hvis du så laver en opløsning med brun sæbe, så kan du sprøjte den på alle glasoverflader indvendigt og sørge for at sprøjte godt ind i mellemrummene hvor glassene overlapper hinanden. Og hvis du så blot skyller godt med en vandslange når du har givet glassene en tur med børsten, så er du godt hjulpet og klar til en ny sæson.
Held og lykke med din nye have og drivhuset. (og med maven)
Skrevet af: S. Bille, 23. februar 2011 kl. 20.58
Hej Lone og Gert, mange tak for jeres svar! :)
Lone, jeg er i godt humør igen, det var pænt af dig at give en lidt lettere anvisning. :) Den vil jeg starte med... :)
Gert, Jo vi er to, men selve huset og haven også trænger til den helt store tur, og når jeg nu har tiden derhjemme for tiden og manden skal på arbejde tænkte jeg, at det var hyggeligt for mig at gå igang med drivhuset til en start... :)
Hvis jeg bruger sæbe i drivhuset kommer det så ikke ned i jorden, hvor agurke- og tomatplanterne skal stå? Eller bliver det "bare" skyllet væk? Jeg tror vi har sådan en spuler som vi overtager af sælger, kan man ikke bare spule grundigt med vand? Jeg har også set et sted at man kan buge citron sagt, bare gnubbe en halveret citron på ruderne, men det fjerner måske kun algerne?
Skrevet af: Anne-Mette G., 26. februar 2011 kl. 18.33
Det gør ikke noget, at sæberesterne skylles ned. Bare der ikke lige står små spæde planter på det tidspunkt. Jeg har en slyngrose og en klematis, samt druer, og de er ikke påvirkede af sæben.
Når du har vasket huset, kan du putte jord i en kasse, spand, beholder eller gammel gummistøvle (men der skal være hul i bunden!), også jord fra haven , vande og derefter så radiser, salat, spinat. Det vil vælte op!
Er det jord fra haven kommer der også ukrudt, men som du kan se, er det meget enkelt at gå i gang. Og man oplever en usammenlignelig glæde når det hele grønnes.
Lones opskrift kan du hænge op på køleskabet og efterhånden gå til tingene. Pilleret hønsemøg og komøg kan du købe på planteskolen, så det er fin økologisk gødning og let for en begynder.
Jeg er også tilhænger af at dyrke direkte i jorden, men det kan du jo komme i gang med efterhånden som du får energi til det.
I virkeligheden er et drivhus en lille bobbel, hvor man får ro fra verdens problemer, mental næring, haveglæde, sol og varme og dyrker lidt planter for sin fornøjelses skyld. Man skal have en lille stol, en fin blomst og nyde livet og glæden.
Jeg håber det hele lykkes for dig.
Skrevet af: S. Bille, 4. marts 2011 kl. 10.04
Hej Anne-Mette.
Tak for dit svar.
Måske ryger jeg lidt off-topic her, men nu er jeg flyttet ind og kan se, at sælger har ladet plantesække på kapilær-kasser stå fra sidste år, men der er ikke visne planter i, det ser dog ud til, at der kommer små grønne spirer - mon det er ukrudt?
Men jeg tænkte om jeg kunne bruge denne jord til radisserne, salat og spinaten?
Og hvornår kan jeg begynde? Når der ikke længere er frost om natten, eller kan disse planter godt tåle at blive sået og stå i drivhus selvom der er nattefrost?
Skrevet af: Anne-Mette G., 5. marts 2011 kl. 20.39
Du kan regne med at kold-drivhuset er ca. 5-6 grader varmere end udenfor - en tommelfingerregel med store variationer.
Prøv at skrive spiretemperaturer i søgefeltet her på siden.
Jeg ville smide plantesække fra diste år ud i bedene. Men prøv dig frem.
Det kan være udkrudt, der spirer fem - eller noget andet. Det er svært at udtale sig om.
vh Anne-Mette
Skrevet af: S. Bille, 6. marts 2011 kl. 11.58
Hej Anne-Mette.
Tak for hjælpen... :)
Nu har jeg købt frøene og så skal jeg have hængt et termometer ud i drivhuset.
Jeg glæder mig sådan til at komme igang. :)
Skrevet af: Gert Er Glad For Haven, Også For Ukrudt., 6. marts 2011 kl. 15.42
S. Bille - Nu skal du jo også huske den mentale klargøring. Her hos mig består den i, at jeg sætter mig ud i drivhuset i en havestol og nyder den første forårssol, man sidder så godt og fintænker når først solen kan mærkes i ansigtet.
Med hensyn til at måle temperaturen i drivhuset, så har Lidl og sikkert også andre af og til et lille elektronisk termometer til 30 kr. Det er beregnet til at måle både ude- og indetemperatur. Udeføleren kan snildt puttes ned i jorden, f.eks. 15cm ned i jorden, så har du hele tiden en fornemmelse af jordtemperaturen. Og så har det forresten også hukommelse så man kan se temperaturudsving. (Her lige nu 5,6 grader i jorden og lidt over 27 grader i drivhuset - herligt)
Jeg kan godt forstå at du glæder dig til at komme i gang, det gør vi vist alle "her inde". Men for en del afgrøders vedkommende bliver du nu nødt til at væbne dig lidt med tålmodighed - så nyd det inden det hele "eksploderer" Selv mine bier kunne heller ikke venet længere, de første har været ude for at se på vejret de sidste dage.
Skrevet af: S. Bille, 6. marts 2011 kl. 21.11
Hej Gert.
Tak for feedback. Ja, min mand og jeg har været overraskede over at vi kunne sidde u udestuen i weekenden i flere timer i træk med døren vidt åben ud til haven. Det var dejlige timer, men udsigten til haven trækker bare endnu hårdere i én, når man sidder der i solen, men vi skal nok væbne os med tålmodighed... :)
Jeg har også indstillet mig på, at det går lidt i koks, for jeg har lidt svært ved at overskue det hele... Men øvelse gør mester, så jeg skal vel bare kaste mig ud i det. :D
Det er i hvert fald dejligt med støtte herinde og gode råd.
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.