Skrevet af: M. Jensen, 17. marts 2018 kl. 12.47
Hej Havenyt
Vi er i den heldige situation at vi fra d. 1/8 i år flytter fra lejligheden i byen til en villa med have, og lige så vigtigt et drivhus.
Jeg ville gerne hvis jeg kunne nå at få et udbytte af forskellige grøntsager i efteråret, men vil gerne have nogle gode idéer til hvad der kan plantes i drivhus i august, som kan nå at blive klar i løbet af efteråret.
Jeg ser frem til jeres gode råd.
Skrevet af: Lone Brems, 17. marts 2018 kl. 16.48
Hej M Jensen
Tillykke med udsigten til egen have !
Der er rigtig meget af det grønne, I kan have held med - mens andet må vente til 2019.
På friland kan man have held med spinat - mens eller er der ikke ret meget der kan lykkes ved såning på friland i august. JO - grønt jorddække må ikke glemmes - men det er et emne, I let kan sætte Jer ind i ved at læse nogen af de mange artikler om jorddækning i arkivet her på Havenyt.
Det kan måske lykkes at udplante palmekål / grønkål, hvis de er sået i potter og klar til udplantning de første dage i august.
Et frilandsbed, der gøres klar til sætning af hvidløg i oktober vil være en dejlig ting, som let kan sikre husstandens forbrug af hvidløg fra maj 2019 - maj 2020.
Såning på friland af dild kan forsøges - men det vil nok være klogt at dele frøportionen i to og lade den ene vokse frem i drivhuset (og blive der indtil høst).
I drivhuset vil I kunne have held med flere aisatiske salat- og kålsorter - for eksempel Sarapta-sennep, Pak Choi og Mibuna.
(Det kan godt være, der skal lidt tålmodighed til at skaffe frø).
Jeg vil foreslå, at I kigger lidt på "Peter Norris havekalender" - den findes let i Havenyt's arkiv ved at søge på titlen i søgefeltet øverst til højre på denne side.
Peter Norris giver udførlig anvisning på såning og udplantning (til drivhus og for nogen sorter til friland) i juli - august - september.
For at opnå et godt dyrkningsresultat må I kende til jorden i drivhuset - næringsindholdet og jordens fysiske tilstand er afgørende for, at høsten bliver forventet.
Måske kan havens nuværende ejer være behjælpelig med information ?
Hvis ikke det er en mulighed kan du forsøge at få en Havementor med på besøg i drivhuset - det koster transporten og er derudover gratis. Du kan finde en liste over havementorer på Landsforeningen Praktisk Økologi's hjemmeside.
Erfarne øjne kan ud fra vurdering af trivslen hos de planter, der står i drivhuset (uanset om det er kulturplanter / ukrudt) gi' et godt bud på, om I kan gå igang uden først at skulle tilføre næringsstoffer.
Og mens I venter på flyttemanden kan Jeres lokale bibliotek skaffe opdateret drivhus-litteratur - for eksempel Lars Lund "Det økologiske drivhus".
En anden bog: "Håndbog i selvforsyning" af John Seymour er god at få inspiration fra - også selv om der skal gøres mange erfaringer, inden man kommer blot i nærheden af selvforsyning i en villahave....
Rigtig god fornøjelse med det hele !
Venlig hilsen
Lone
Skrevet af: Tine Horsum, 17. marts 2018 kl. 22.55
De der havementorer lyder jo godt. Men den nærmeste ifht mig, kører kun i 12 km's omkreds. (Ørbæk- dvs Ryslinge)
Det skal man måske være lidt obs. på.
De to andre er Sydfyn/Langeland, dvs det tager nogen timer at køre! Hvis de vil... ?
Mvh
Tine
Skrevet af: Sofus Ryge Petersen, 19. marts 2018 kl. 9.27
Vi flyttede i hus den 1 august 2009 (Odense). Som noget af det første det år, fik jeg etableret en lille køkkenhave i et solrigt hjørne af haven, og såede Mizuna, Pak choi, vårsalat og et par forskellige sorter af majroer. det hele med rigtig godt udbytte. Så der er bestemt muligheder selv om det er lidt sent på sæsonen.
Mvh Sofus
Skrevet af: Karsten Andreassen, 20. juni 2019 kl. 11.22
I kunne evt. overveje at dyrke nogle grøntsager, så som kartofler, rodfrugter, løg mm. :-)
Vh. Karsten
Redigeret af administrator 24. juni 2019 kl. 8.54. Link til firmahjemmeside er fjernet af redaktionen.
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.