Skrevet af: M. Kirkegaard, 30. april 2021 kl. 13.51
Hej, vi er flyttet i nybyg og i den forbindelse i gang med at få anlagthave og bede. Sidstnævnte står vi selv for og er godt i gang.
Vi plantede de første ting ud for en god måned siden og har fulgt med hvordan der stille og roligt er kommet blade på.
Haven har vi fået tegnet og der er plantet en masse forskellige planter og buske for at få en have der gerne skulle være spændende året rundt samt skærme af for vinden. Der er fx plantet rododendron, kirsebærlaurbær, roser, Forsythia, røn, spirea, horthensia, paradisæble m.m...
De fleste har vi kunne se få blade over den sidste måneds tid.
Det skulle være træflis som bunddække i flere bede og det kørte vi på for en uges tid siden.
Det ser dog ikke ud til planterne har synes så godt om dette. De små blade der var kommet på spirea er visnet og det samme med bladene på horthensia som dog vist også kan skyldes nattefrosten. Bladene på røn ser også ud til at hænge lidt.
Jeg har forsøgt at læse lidt om det og kan læse at vi nok skal sørge for at gøde da planeterne måske mangler kvælstof?
Det flis vi har købt er købt gennem en anlægsgartner med egen skov, så han har selv lige lavet træflisen til os og leveret. Kan læse at det er bedst hvis flisen har lagt nogle måneder inden det køres på. Kan også læse at flisen helst ikke må indeholde fint smul. Dette er først ting jeg er blevet opmærksom på efter vi har kørt på. Det træflis vi har kørt på er således kun få dage gammelt og indeholdte en del smuld.
Så hvad gør vi nu? Har vi dræbt de små spireaer og har de andre planter taget stor skade og hvordan retter vi bedst op? Spireaer var barrodsplanter og meget små - de virker tørret ud og kvistene knækker bare. Horthensia har sammenkrøllet sorte blade hvor de før havde fine grønne blade.
Håber i har nogle gode råd. Tak.
Skrevet af: Anne Demant, 30. april 2021 kl. 14.43
nyt flis er stærke sager, ikke engang ukrudt gider gro op gennem det. Måske kan I redde noget ved at skrabe flis væk fra roden .. ved ikke lige hvordan jeg skal forklare det.. sådan så der ikke ligger noget tæt op ad stammen. de skal kunne få luft.
Jeg har aldrig rørt et hakkejern i de over 20 år jeg har boet her, men altid fyldt op med flis. jeg lavede samme nummer som Jer sidste forår; selv godt veletablerede planter stod og mukkede. Jeg fik altså reddet dem ved at skrabe dem fri. men der var ikke helt så mange skud og blomster at glæde sig over. I år ser de normale ud igen.
Jeg ville ikke begynde at gøde nu.
Skrevet af: Lone Brems, 30. april 2021 kl. 18.09
Hej M. Kirkegaard
Tillykke med haven!
Planternes vækstaktivitet er bestemt af flere forhold - lysmængden og jordtemperaturen er sammen med tilgængelighed til vand og næringsstoffer helt afgørende for skudsætning, bladdannelse og blomstring.
Foråret har i år været usædvanlig koldt og tørt - det udfordrer mange havedyrkeres tålmodighed, også Jeres !
Spæde blade, der visner på en enkelt frostnat, knopper der står svulmende men ikke viser grønt er helt almindelige fænomener i denne tid, næsten ligemeget, hvor i landet man spørger.
Med en jordtemperatur som i mange dele af landet var nået op på 6 - 7 grader i slutningen af marts måned kom de mange april-frostnætter som en heftig nedkøling de følgende par uger - helt ned til ca 4 grader. Nu er jordtemperaturen igen på vej i opadgående retning, men har de fleste steder endnu ikke nået niveauet, som det var for en måned siden.
Bladknopper og blomsterknopper har helt enkelt brug for mere varme for at kunne udvikle sig til blade og blomster.
Planterne har brug for næring, når de er begyndt at vokse (om tre fire uger). Det kan de kun få, hvis den biologiske omsætning af flis sker lidt på afstand af rodzonen. (Rodzonen er på planter, der er købt hjem i plastpotter, stærkt afgrænset).
Anne Demant's råd om at skrabe flisen lidt til side rundt om de nye planter er udmærket - især hvis I erstatter det fugtighedsbevarende flislag med et par skovlfulde kompost (gerne en halvomsat kompost - som fx sphagnumfri champost).
I en såkaldt halvomsat kompost kan man se, hvad den består af fx: hestemøg og halm eller fx: (som i havekompost) plantestængler, vissent løv, rodstumper mm.
Helomsat kompost er meget mørk og man har svært ved at skelne bestanddelene. Helomsat kompost er ofte det, man kan afhente / købe på Genbrugsstationerne - det frigiver hurtigt og let næringsstoffer (dvs hvis I giver hver plante et par skovlfulde nu, risikerer I dels skader på rodsystemene og dels nedsivning af vandopløselige næringsstoffer til grundvandet.
Halvomsat kompost frigiver næring ved lidt højere temperatur, end vi har p.t. - og det er ret smart, at det er sådan, for på den måde sker der ikke et næringstab til gundvandet. Når næringsstofferne frigives er planterne i vækst og er klar til & har brug for næringen, som de kan få fat i, når mikroorganismerne i det allerøverste jordlag og i kompostlaget i takt med stigende døgntemperatur bliver aktive.
Hvis det ligger udenfor mulighederne at give hver plante halvomsat kompost, kan I i stedet for tildele hver plante et par håndfulde pilleret organisk gødning. Denne type af gødning frigiver relativt langsomt næringsstoffer.
Jeg håber dette kan være hjælpsomt for Jer.
Venlig hilsen
Lone
Skrevet af: M. Kirkegaard, 30. april 2021 kl. 20.17
Hej Anne og Lone,
mange tak for jeres gode svar.
Vi har været ret meget over planterne i forhold til vand, da vi har fået at vide det er ret vigtigt specielt her i starten og når det har været tør nogle uger. Og så har vi et par små unger der elsker at hjælpe med at vande bedene :)
Så jeg tænker ikke det er mangel på hverken vand eller lys her i april. Men ja temperaturen har været meget svingende og nedadgående i jorden.
Til trods for dette synes jeg dog det hele har produceret blade og vist tegn på at det gik godt, lige indtil vi kørte flisen på i sidste weekend - på under en uge ser flere planter ud til at være nærmest døde (det er de nok ikke), og jeg mistænker jo klart flisen da det som sådan er den store ændring som er sket fra de havde det godt og til nu. Nattefrost var der også i ugerne før, og det overlevede de fint.
Jeg har i eftermiddags været ude og skrabt flis væk fra alle planterne - så de har et område omkring sig med nogenlunde bart jord (og lidt flis rester) på størrelse med potten de kom i - måske lidt større.
Da det er nybyg og jorden her i området er meget leret, har jeg dels fået kørt filtersand ud over inden grunden blev grundigt grubbet, så en smule sand kom med ned i dybden med grubbetanden.
Derudover har jeg kørt cirka 1m3 champost + lidt kompost fra den lokale genbrugsplads, ud hvor vi har anlagt bedene og så fræst dette igennem så champost, kompost, sand og lerjord er blandet godt sammen i de øverste 20 - 30 cm. Ved surbundsplanterne har vi blandet jorden med sphagnum (1 del jord + 2 dele spagning cirka) og ved de andre planter har vi gravet gode store huller og hældt lidt løs jord fra plantesække med ned i hullerne sammen med ovenstående blanding af champost m.m....
Igen - det ser ud til at planterne har haft det ok i dette, lige indtil vi kørte flisen på. Rhododendron'er og roser har dog set lidt kedelige ud - dvs. de har ikke rigtig udviklet sig mens de har stået her, men alle de andre planter har fået blade og skud.
Jeg holder øje og håber at flytningen af flisen omkring planterne hjælper og får dem til at live lidt op igen :)
Mange tak.
Skrevet af: Lars Holt, 3. maj 2021 kl. 10.03
Når du dækker jorden med flis, isolerer du den også, så varmen fra jorden ikke kan beskytte dine planter. Frosten er blevet mere hård ved dine planter, end den ville være uden isoleringen.
Skal man have glæde af at isolere jorden, skal det ske efterår eller vinter. Så beskyttes rødderne med den værste vinterfrost, og i det begyndende forår beskytter det rødderne i at blive opvarmet for tidligt, og beskytter således planterne mod for tidligt udspring.
Der blev for en årrække siden fortalt om et forsøg med hortensia, som jo ofte fryser ned, hvis en frostperiode efterfølges af en varm periode i februar/marts. De dækkede planter kom uskadt gennem foråret, mens de udækkede frøs ned som sædvanlig.
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.