Skrevet af: Jeanette A., 5. september 2010 kl. 18.59
Hvor meget skal man egentlig efterhånden finde sig i fra sin nabo? Og gør vi det rigtige?
Vi købte vores hus for 11 år siden, og dengang var der allerede bygget en carport. Vi har så siden fået oplyst af naboen, at den er for høj, hvilket den sikkert også er - for dem, da vores grund ligger ca. 30 cm højere.
Naboen havde en strid med den gamle ejer om, at vores birketræer var for høje, og gav skygge på hans terrasse (hans hus ligger i det hele taget forkert i forhold til solen). Så vi gav ham lov til at komme og beskære dem hvert forår. Man er vel åbensindet og venlig.
Så havde vi et kæmpe grantræ stående i forhaven, som skyggede for hans anden terrasse, og det måtte vi så fælde.
Det næste vi så havde på tapetret var at få lavet vores indkørsel. Den er lavet med et fald, så vandet ryger væk fra vores hus, men desværre så ned i hans have, hvis der ellers kommer meget vand fra himlen. Det skal vi så have lavet om og få lagt nogle riste. I forbindelse med vores indkørsel ville vi gerne lave indkørsel dobbelt, da vi er træt af at bakke bilerne ud og ind, og så lave tag på. Men det ville naboen ikke have, for det skyggede så for hans terrasse. Nu har vi så tænkt os, at der skal være et cykelskur, men også der stiller han sig på højkant. Vores trailer har han også spurgt til, om den skulle stå i indkørslen, da hans terrasse ligger tæt på skellet. Og ja, selvfølgelig, vi kan jo ligesom ikke stille den på taget.
Det sidste nye er så striden om vores skellinie og hegn/hæk. Vi vil ikke have hæk, da vi ikke gider klippe den, og vi gider slet ikke en bøgehæk. Vi vil gerne have hegn, men det vil naboen ikke. Så vi sagde, at så kunne vi sætte en hæk i skellinien, og så ville vi sætte et hegn op på vores grund. Men fordi vores fliser er sat op med betonklodser og der er lagt beton op imod, så mener naboen, at nu vil hækken ikke kunne gro i 20 cm. jord. Så de har i stedet lavet et bed op til vores grund, ja, endda over skellinien, fordi min mand kom til en dag og sige, at det var ok. Nu har vi så fundet ud af, at vores hegn er nødt til at stå nede i jorden tæt på skellinien, hvilket vil sige, at han skal fjerne et par sten i hans bed - som er på vores grund. Det har gjort ham meget sur. Men man har vel lov, at ændre på aftaler, når det immervæk ER vores grund der er i spil!?
Vi har også haft en strid om, at det hegn vi skulle sætte op ikke skulle dække for vores bed, da de så ikke ville kunne nyde det inde fra deres terrasse. Helt ærlig!?! Skal vi sætte hegn på hver side af bedet!? Og når så den næste ejer kommer, så kan vi ikke med vedkommende og skal måske lave det om. Nej, nu er nok sg nok!
Men hvor meget skal man efterhånden finde sig i!? Alt foregår jo på VORES side af skellinien. Og vi ønsker ikke, at der er fuldstændig åben mellem os, vi har køkkenvindue ind til dem, og ønsker gerne lidt privatliv. Han er også imod, at vores hegn bliver for højt.
Er vi virkelig nødt til at få en skelforretning eller et hegnssyn ud!? Eller skal vi bare gå videre med vores hegn-projekt på vores side af skellinien? Og er der nogle særlige forhold vi skal holde os for øje?
Skrevet af: Lis P., 5. september 2010 kl. 19.22
Jeanette A, jeg ville få hegnssynet ud, så er det afgjort en gang for alle, jeg vil mene de penge er givet godt ud, bare husk at skrive alle de punkter op som i mener der skal kikkes på og laves om.
Jeg mener at et hegn/hæk må være 1,80 m høj.
MVH
Lis
Skrevet af: Anja Egeriis, 5. september 2010 kl. 20.15
Jeg er helt enig med Lis - det vil være penge, som er givet godt ud i det lange løb...
mvh
Anja
Skrevet af: Lone Nielsen, 5. september 2010 kl. 20.39
Enig med Lis og Anja :-)
Et hegnssyn med henblik på at få forklaret/beskrevet lovgivningen er vist en rigtig god ide her! For mig lyder det som om det er på tide, at I markerer "hertil og ikke længere, kære nabo"! Ordsproget "Hvis du rækker Fanden en lillefinger - tager han hele armen" -eller noget i den stil - lader til at være gyldigt her.....
Et hegnsyn kan give jer anledning til at få jeres egne ønsker beskrevet og naboen et syn for, at I allerede har strakt jer meget langt.
mvh Lone
Skrevet af: Jeanette A., 6. september 2010 kl. 21.31
Tak for jeres svar.
Nu tænker jeg så lidt, hvis vi sætter hegnet op på vores side af skellet, og tæt på skellet, vil han så kunne komme bagefter og forlange fælleshæk/hegn? Måske for at drille? Der er jo ikke meget plads til en hæk, hvis vi først har fået sat vores hegn op. Eller skal han sætte det på hans egen side af skellet?
Mvh. Jeanette
Skrevet af: Anja Egeriis, 6. september 2010 kl. 23.01
Jeg tror, at du er nødt til at spørge professionelle folk om det - for det er vi jo trods alt ikke, og det ville være hammerærgerligt, hvis vi fik rodet dig ud i noget snavs på grundlag af et forkert svar...
Prøv evt at google Hegnsloven (ved ikke, om den hedder præcist sådan) og se, om du kan læse dig til det.
Mvh
Anja
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.